AaB’s kardinalfarvede håndsrækningstrøje kan nu købes på AaB Shoppen. For hver solgt trøje støttes Baglandet Aalborg med 100 kr. gennem Hele Nordjyllands Håndsrækning.
AaB’s tredjetrøje, den kardinalfarvede håndsrækningstrøje fra Macron, er nu på lager og kan købes på www.aabshoppen.dk.
Trøjen blev båret i sæsonpremieren mod B.93, hvor AaB vandt 3-0 på Østerbro Stadion, og sæsonens håndsrækningstrøje er dedikeret Baglandet Aalborg, som modtager 100 kr. for hver solgt trøje af AaB, Arbejdernes Landsbank og Macron.
Baglandet er et netværkstilbud for nuværende og tidligere anbragte, som gennem Baglandet får mulighed for at udbygge sit netværk samt opnå ny viden og nye færdigheder eksempelvis gennem et mentoruddannelsesforløb.
Håndsrækningstrøjen hylder fan- og stadionsang
Ligesom AaB’s rød-hvide klubdragt og den mørkeblå andendragt hylder AaB’s håndsrækningstrøje for sæsonen 2023/2024 fan- og stadionsangen “Som Ramt af Lynet”. Sangen blev introduceret af AaB’s fanscene i 2019 og synges umiddelbart inden kickoff til samtlige hjemmekampe på Aalborg Portland Park.
På ærmerne af håndsrækningstrøjen indgår lynene, som også ses i både klubtrøjen og andentrøjen. AaB’s logo tager igen form af det klassiske håndsrækningshjerte, som blev præsenteret i forbindelse med den første håndsrækningstrøje i 2016.
Sæsonens håndsrækningstrøjer er skabt i det miljøvenlige, lette og åndbare Eco-Softlock-materiale, der er produceret af 100% genanvendt plastic. Eco-Softlock er certificeret af Global Recycled Standard, den vigtigste internationale standard for bæredygtig produktion af tøj og tekstiler.
Håndsrækningstrøjerne koster 549 kr. for voksne og 499 kr. for børn.
Salget af håndsrækningstrøjen for sæsonen 2023/2024 opgøres ved udgangen af sæsonen, hvorefter Baglandet vil modtage 100 kr. pr. solgt trøje.