Richard Odada, Sebastian Otoa, Oliver Ross og Melker Widell var alle i landsholdsaktion i går, hvor der var U/21-landsholdsdebut til Melker Widell og scoring af Oliver Ross.
Fire af vores spillere optrådte i går på banen for tre forskellige landshold.
Richard Odada var i startopstillingen for Kenyas A-landshold, der tog hul på VM-kvalifikationen på udebane mod Gabon. Selvom kenyanerne kom foran i første halvleg, endte opgøret med en sejr til Gabon på 2-1.
Vores kenyanske midtbanespiller blev udskiftet i tillægstiden og fik således næsten fuld spilletid i sin 12. A-landskamp for hjemlandet, der spiller sin næste VM-kvalifikationskamp på mandag ude mod Seychellerne.
Svensk U/21-debut til Widell
For Sveriges U/21-landshold var der i går debut til Melker Widell, som for første gang var udtaget til et svensk ungdomslandshold.
AaB’s nummer otte var både i startopstillingen - i øvrigt sammen med blandt andre sin bror - og fik fuld spilletid i Sveriges venskabskamp mod Finland. En kamp, svenskerne vandt med 3-0.
Melker Widell tog plads på midtbanen i sin landsholdsdebut, og han har chancen for at fordoble antallet af ungdomslandskampe på mandag, hvor Sverige hjemme spiller EM-kvalifikationskamp mod Holland.
Ross scorede og Otoa startede inde for U/20-landsholdet
På Danmarks U/20-landshold var både Sebastian Otoa og Oliver Ross med fra start, og sidstnævnte bar anførerbindet i torsdagens venskabskamp mod Sverige, der endte 1-1.
Med anførerbindet om armen sparkede Oliver Ross danskerne i front på et straffespark efter en halv time.
En time inde i opgøret blev Sebastian Otoa udskiftet, og ti minutter før tid udlignede Sverige til 1-1. Herefter blev også Oliver Ross udskiftet.
Oliver Ross er nu noteret for 21 ungdomslandskampe og syv scoringer, mens Sebastian Otoa i går spillede sin fjerde ungdomslandskamp.
U/20-landsholdet spiller mod Sverige igen på søndag i en ny venskabskamp.