AaB spiller i håndsrækningsdragten i Odense

8. marts 2023 kl. 11:38 af Rasmus Estrup

Fredag aften kan AaB hverken bære den rød-hvide klubdragt eller den blå andentrøje, og derfor optræder AaB i den mintfarvede håndsrækningstrøje fra Macron, når AaB kl. 19.00 træder ind på Nature Energy Park mod OB. 

Håndsrækningstrøjen er skabt i tæt samarbejde med Macron, og trøjen indeholder faste elementer fra AaB’s klubdragt i form af eksempelvis røde-hvide striber i kraven, ærmerne og strømperne.

Gennem salget af håndsrækningstrøjen donerer AaB, Macron og Arbejdernes Landsbank 100 kr. pr. solgt trøje til foreningen BHOV - Forældre til børn med særlige behov. 

BHOV drives frivilligt af forældre til børn med særlige behov i Aalborg kommune og har til formål at skabe et fællesskab for pressede familier og samtidig sikre, at foreningens familier får den hjælp og støtte, der er behov for.  

Køb håndsrækningstrøjen på AaB Shoppen, hvor du naturligvis også finder både klubdragten og andendragten.

Pokalkampen i Viborg spilles skærtorsdag

8. marts 2023 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

AaB sikrede sig i torsdags et fint udgangspunkt i Pokalens kvartfinaler, da Viborg F.F. i den første af to kampe blev besejret med 2-0 på Aalborg Portland Park. 

Nu er returopgøret blevet programsat, og pokalkampen på Energi Viborg Arena spilles skærtorsdag kl. 15.00.

AaB's program for resten af foråret ser således ud: 

3F Superligaen, 21. runde – Fredag 10. marts kl. 19.00 – OB-AaB

22. runde – Søndag 19. marts kl. 15.00 – AaB-Randers FC

23. runde – 31. marts, 1., 2. eller 3. april

Pokalen, 2. kvartfinale – Torsdag 6. april kl. 15.00 - Viborg F.F.-AaB

24. runde – 8., 9. 10. eller 11. april

25. runde – 14., 15., 16. eller 17. april

26. runde – 21., 22., 23. eller 24. april

27. runde – 28., 29. 30. april eller 1. maj

28. runde – 5., 6., 7. eller 8. maj

29. runde – 12., 13., 14. eller 15. maj

30. runde – 19., 20., 21. eller 22. maj

31. runde – 26., 27., 28. eller 29. maj

32. runde – 2., 3. 4. eller 5. juni

Efter 22. spillerunde i 3F Superligaen opdeles ligaen i et Mesterskabsslutspil for de seks bedst placerede klubber og et Kvalifikationsspil for de resterende seks mandskaber. 

Gør som flere end 4.300 andre og køb sæsonkort til AaB's hjemmekampe her. 

Tags på denne nyhed

Partnerklubber inviteres til VIP-arrangement

8. marts 2023 kl. 08:59 af Rasmus Estrup

AaB har børnene i fokus, når 3F Superligaens grundspil afgøres søndag 19. marts  kl. 15.00 mod Randers FC på Aalborg Portland Park, hvor der afholdes Børnenes Dag.

I den forbindelse inviterer AaB to trænere/ledere fra hver af AaB’s nordjyske samarbejdsklubber til et VIP-arrangement fra kl. 12.00.

Her vil der være en række spændende oplæg fra blandt andre AaB's administrerende direktør Thomas Bælum og AaB's akademichef Jacob Larsen, ligesom Goal Station blandt andet også fortæller om mulighederne for talentudvikling.

Efterfølgende er der VIP-middag og mulighed for netværk med de øvrige partnerklubber frem til kampstart kl. 15.00. 

Klubberne kan tilmelde sig ved at klikke her. Sidste frist for tilmelding er tirsdag 14. marts kl. 12.00.

Tags på denne nyhed

Rune Mangor Jensen kåret til Årets Fan

7. marts 2023 kl. 19:02 af Rasmus Estrup

I går blev AaB's kandidat til Årets Fan fundet i pausen af AaB-FC Midtjylland, og vinderen blev Rune Mangor Jensen. 

Årets Fan er en ny konkurrence, som Divisionsforeningen har sat i søen for at hylde de mange tusinde loyale og dedikerede fodboldfans, der uge efter uge viser passion, integritet og kærlighed til deres hjerteklub. 

I den forbindelse skal hver klub indstille en kandidat, og AaB-fans kunne derfor i sidste uge indstille en kandidat til prisen. Ud fra de utrolig mange gode indstillinger, blev seks kandidater udvalgt til en afstemning blandt AaB's fans. 

Kandidaterne var Christian Simoni, Lars Hvilsted, Oswald Wallin Christensen, Rikke Vad, Rune Mangor Jensen og Sylvia Berglund. 

Gennem en afstemning med næsten 2.000 stemmer valgte AaB-fansene Rune Mangor Jensen som Årets Fan. Derfor fik han i går overrakt prisen af AaB's administrerende direktør Thomas Bælum og AaB's SLO/fan- og merchandiseansvarlig Michael Meelsen Nielsen. 

- Det er fedt og meget vildt, at jeg er blevet kåret til Årets Fan. Som AaB-fan er det jo en meget stor pris at vinde, ikke mindst fordi det er første gang, den gives. Så det er jeg meget stolt af, og det betyder meget, at der er så mange andre medfans, der har peget på mig, siger Rune Mangor Jensen. 

Rune Mangor Jensen er frivillig i AaB Tifo Kaos og er blandt andet indstillet, fordi “han går gennem ild og vand for AaB og ikke har misset én eneste kamp i hele sæsonen, selvom han nu bor i Skanderborg. Han har den største samling af AaB-trøjer, halstørklæder og alt andet merchandise, og så laver han et kæmpe frivilligt arbejde for at skabe den bedste stemning på tribunen”.

- Jeg er virkelig glad for prisen og stolt af at have fået så mange stemmer i et meget skarpt felt med fem andre rigtig store AaB-fans, der også havde fortjent prisen. Og stod det til mig skulle prisen gå til Vesttribunen som helhed for den enorme indsats, der er blevet leveret hele året både på hjemmebane og udebane til trods for resultaterne, siger Rune Mangor Jensen. 

Rune Mangor Jensen indstilles som nævnt som AaB's kandidat til 3F Superligaens landsdækkende fankonkurrence, der løber af stablen i slutspillet. 

På billedet nedenfor ses alle seks kandidater. Fra venstre: Lars Hvilsted, Rune Mangor Jensen, Christian Simoni, Sylvia Berglund, Oswald Wallin Christensen og Rikke Vad. 

Tags på denne nyhed

Noshe udtaget til Elite Round med U/17-landsholdet

7. marts 2023 kl. 13:38 af Rasmus Estrup

Danmarks U/17-landshold skal fra 20.-29. marts deltage i UEFA Elite Round, der er den sidste del af kvalifikationen til EM-slutrunden i Ungarn i maj og juni. 

Med i truppen er AaB's Anders Noshe, der hidtil har spillet 13 ungdomslandskampe og scoret tre mål. 11 af kampene og to af målene har været for netop U/17-landsholdet. 

Til Elite Round, der for Danmarks vedkommende spilles i Holland, venter der Danmark tre kampe. 22. marts møder Danmark England, 25. marts er modstanderen Holland og 28. marts skal Danmark op imod Nordirland. 

Ved Elite Round er der otte grupper med fire hold i hver, og videre til EM-slutrunde går alle gruppevindere samt de syv bedste toere. 

Tags på denne nyhed
'