AaB's unge hold leverede en god indsats, men måtte nøjes med 2-2 i dagens kamp mod Silkeborg I.F. i Future Cup. Jakob Gaardsøe og Fisnik Isaki kom på tavlen.
Sæsonens sidste kamp i Future Cup endte med en pointdeling, da Silkeborg I.F. i dag gæstede AaB's anlæg på Hornevej til et opgør, der sluttede 2-2.
AaB stillede med et forstærket U/19-mandskab med Anosike Ementa og Jonas Skulstad fra 3F Superligatruppen, mens gæsterne blandt andre havde de tidligere AaB-spillere Kasper Kusk og Søren Tengstedt med i startopstillingen.
Fra første fløjt var AaB mest spilstyrende, og både Anders Noshe og Anosike Ementa havde gode muligheder i indledningen, inden Silkeborg I.F. fik testet Bertil Grønkjær i AaB-målet for første gang.
Efter ti minutter var Anosike Ementa involveret i to store AaB-muligheder, men han blev blokeret på den første, mens han i det andet tilfælde brugte brystkassen til elegant at lægge bolden af til Mads Bomholt, der fra en fri position sparkede over.
Fem minutter senere sparkede Jakob Gaardsøe et indlæg fra Anders Noshe forbi mål ved bagstolpen, og de næste ti minutter kom Silkeborg I.F. frem til et par muligheder, som Bertil Grønkjær tog sig godt af.
Efter 27 minutter kunne Jakob Gaardsøe så bringe AaB i front med 1-0, da han driblede ind til kanten af feltet, hvorfra han sparkede bolden fladt ind ved nærmeste stolpe.
Føringen varede dog kun i seks minutter, da Søren Tengstedt sparkede et frispark direkte i nettet til 1-1 langs den fjerneste opstander.
Et minut inde i anden halvleg tilkæmpede Anosike Ementa sig et straffespark, som Fisnik Isaki køligt omsatte til en 2-1-føring.
I en anden halvleg, der ikke var nær så rig på chancer som første halvleg, lykkedes det gæsternes Sebastian Biller Mikkelsen at score til slutresultatet 2-2 ca. et kvarter før tid, da hans afslutning blev afrettet og endte i fjerneste krog uden chance for den unge AaB-målmand.
- Det var en god kamp. Vi leverede en stærk indsats mod en dygtig modstander, og ud fra kampbilledet synes jeg, at vi burde have vundet. Vi havde de bedste muligheder - især i første halvleg - og spillerne leverede nogle gode indsatser. Ikke mindst Jakob Gaardsøes mål i første halvleg er værd at nævne, siger AaB's assistent- og transitionstræner Rasmus Würtz, der sammen med den øvrige trænerstab havde valgt følgende opstilling:
Bertil Grønkjær
Emil Nymann, Jacob Buus, Jonas Skulstad, Benjamin Damsgaard
Fisnik Isaki, Gustav Dahl, Mads Bomholt
Anders Noshe, Anosike Ementa, Jakob Gaardsøe
I 63. minut blev Annas Al Hardan, Oscar Meedom og Patrick Allentoft indskiftet, inden Kasper Davidsen og Kasper Wessel Larsen fulgte et kvarter før tid.
Dagens kamp var den sidste i denne sæson i Future Cup, og AaB slutter således sæsonen med ti point efter seks kampe, hvilket i skrivende stund rækker til en fjerdeplads.