AaB TV: FC Midtjylland-AaB 1-2

8. juli 2023 kl. 07:18 af Rasmus Estrup

AaB vandt i går 2-1 på udebane mod FC Midtjylland i sommerens anden testkamp. 

Younes Bakiz bragte AaB i front i det tiende minut, da han sparkede et flot oplæg fra Malthe Højholt i nettet ved fjerneste opstander. 

To minutter senere sparkede Lucas Andersen et frispark direkte i nettet lige uden for feltet til 2-0. 

FC Midtjylland reducerede mod slutningen til slutresultatet ved Franculino Dju. 

FC Midtjylland livestreamede kampen, og i videoen øverst kan du se et fyldigt sammendrag af kampen samt høre fra Malthe Højholt og cheftræner Oscar Hiljemark. 

Tags på denne nyhed

AaB sejrede mod FCM

7. juli 2023 kl. 15:54 af Brian Andersen

Især den første halve time var glimrende fra AaB’s side, og 2-0 føringen efter en times spil var også fortjent, mens AaB med flere uprøvede kræfter på banen i opgørets sidste tredjedel kom under pres.

De indledende minutter af dysten var ganske jævnbyrdige med AaB’s Louka Prip som manden bag den første afslutning.

Allerede i det tiende minut tog AaB føringen, da Malthe Højholts nydelige oplæg blev fornemt ekspederet i kassen af Younes Bakiz.

Og blot to minutter senere blev føringen fordoblet med anfører Lucas Andersens træffer direkte på frispark.

AaB havde god boldomgang og virkede i kontrol i defensiven, og midtvejs i halvlegen var det Lars Kramer, der truede på hovedstød.

Første forsøg til værterne kom efter 25 minutter, da Marrony fra distancen sendte læderet over mål, og minuttet senere var det Kristoffer Olsson, der fik testet Josip Posavec i AaB-målet.

FC Midtjylland kom langsomt bedre med, og syv minutter før pausen opstod også en stor chance til Junior Brumado, men Kasper Jørgensen fik reddet på stregen for AaB, der således bevarede forspringet, da holdene gik til pause.

En nærmest identisk stor mulighed som hjemmeholdets Brumado havde misbrugt tilfaldt efter 58 minutter AaB’s Louka Prip, men FCM-keeper Jonas Lössl fik reddet. Bag tilbuddet til Louka Prip lå først en god bold i dybden fra Marcus Hannesbo til Younes Bakiz, der med en dribling tørrede Paulinho, inden læderet blev lagt til rette for Prip.

Også Marcus Hannesbo fik testet Jonas Lössl, før Frederik Heiselberg i den modsatte ende sendte et langskud på roden af stolpen.

AaB var under pres i denne fase, og målmand Theo Sander var på plads over for Dju Franculino, som dog otte minutter før tid fik headet Gustav Isaksens flotte forarbejde i netmaskerne.

I slutfasen formåede AaB at holde stand, og dermed blev det for anden fredag i træk til en 2-1 gevinst.

Sidste testkamp spilles næste søndag i Hamburg mod VfB Lübeck.

Matchfacts – testkamp i Ikast
FC Midtjylland-AaB  1-2 (0-2)
10. min 0-1 Younes Bakiz, 12. min 0-2 Lucas Andersen, 82. min 1-2 Franculino Dju.

AaB (4-3-3): Josip Posavec (46: Theo Sander (88: Josip Posavec)), Kasper Jørgensen (60: Emil Nymann), Lars Kramer (60: Sebastian Otoa), Daniel Granli (46: Rasmus Thelander), Jakob Ahlmann (46: Marcus Hannesbo), Malthe Højholt (60: Sebastian Stahlfest), Pedro Ferreira (60: Daniel Haarbo), Lucas Andersen (60: Gustav Dahl), Louka Prip (60: Anders Noshe), Tim Prica (60: Nicklas Helenius), Younes Bakiz (60: Thomas Diaz).

Tags på denne nyhed

AaB TV: Spillernes første indtryk af klubtrøjen

7. juli 2023 kl. 08:48 af Rasmus Estrup

I går blev AaB's nye klubdragt og andendragt præsenteret ved et event på Vesttribunen. 

Inden da fik nogle af AaB-spillerne lov til at få et smugkig af klubdragten, der er en hyldest til fan- og stadionsangen "Som Ramt af Lynet". 

Se deres første reaktion på den nye trøje i denne video, og køb trøjen på www.aabshoppen.dk. 

AaB spiller i den nye klubdragt for første gang i sæsonens første hjemmekamp lørdag 29. juli kl. 14.00 mod AC Horsens. Få billetter til kampen på www.stadionkaldernuigen.dk. 

Tags på denne nyhed

Nye spillertrøjer hylder AaB’s fan- og stadionsang “Som Ramt af Lynet”

6. juli 2023 kl. 17:00 af Rasmus Estrup

Ved en lancering på Vesttribunen er AaB’s nye klubdragt og andendragt fra Macron for 2023/2024-sæsonen netop blevet præsenteret, og tøjkollektionen er denne gang en hyldest til AaB’s voksende fanscene, der trofast støtter Hele Nordjyllands Hold uanset vind og vejr. 

I klubdragten består AaB’s røde-hvide striber, omend de nu er udformet som lyn som reference til fan- og stadionsangen “Som Ramt af Lynet”. AaB’s fans introducerede sangen i 2019, og siden er den blevet sunget umiddelbart inden kampstart, hver gang AaB spiller på Aalborg Portland Park. 

Lynene giver klubdragten et mere dynamisk udtryk, og i lynene på både klubdragten og på den blå andendragt indgår farverne fra AaB’s logo. Dermed er både klubbens røde-hvide farver og lynene, der hylder fan- og stadionsangen, med på både hjemmebane og udebane - uanset om AaB optræder i klubdragten eller andendragten.  

Trøjerne er skabt i et tæt samarbejde mellem AaB og Macron. Både klubdragten og den blå andendragt er designet og produceret ved Macrons hovedkontor i Bologna og er i samme høje kvalitet som sædvanlig.  

Spillersættene er skabt i det miljøvenlige, lette og åndbare Eco-Softlock-materiale, der er produceret af 100% genanvendt plastic. Eco-Softlock er certificeret af Global Recycled Standard, den vigtigste internationale standard for bæredygtig produktion af tøj og tekstiler.

På brystet af trøjen vil Arbejdernes Landsbank røde-hvide logo fortsat være synligt, mens Scan Global Logistics’ røde-hvide logo får plads i nakken af spillertrøjen. 

Køb spillertrøjerne med det samme på www.aabshoppen.dk

AaB bærer den nye klubdragt for første gang, når stadionlyset på Aalborg Portland Park tændes til sæsonens første hjemmekamp lørdag 29. juli kl. 14.00, hvor der skal kæmpes mod AC Horsens. 

Tags på denne nyhed

AaB møder FC Midtjylland i anden testkamp

6. juli 2023 kl. 13:16 af Rasmus Estrup

Efter en 2-1-sejr i fredags over Vendsyssel F.F. spiller AaB i morgen sommeropstartens anden testkamp, hvor FC Midtjylland er modstander. 

Testkampen er FC Midtjyllands første test forud for den nye sæson, og fredagens kamp spilles kl. 13.00 på FC Midtjyllands træningsanlæg i Ikast. Der er fri entré for alle interesserede. Adressen er Stadion Alle 2B, 7430 Ikast. 

FC Midtjylland livestreamer kampen på klubbens hjemmeside og YouTube-kanal.

AaB's officielle Twitter-konto vil der være opdateringer i forbindelse med scoringer, og efter kampen kan der læses et referat på www.aabsport.dk. Her vil du lørdag også kunne se et sammendrag af kampen. 

Tags på denne nyhed
'