AaB sejrede mod FCM
AaB slog fredag eftermiddag FC Midtjylland med 2-1 og sikrede dermed den anden testsejr af to mulige.
Især den første halve time var glimrende fra AaB’s side, og 2-0 føringen efter en times spil var også fortjent, mens AaB med flere uprøvede kræfter på banen i opgørets sidste tredjedel kom under pres.
De indledende minutter af dysten var ganske jævnbyrdige med AaB’s Louka Prip som manden bag den første afslutning.
Allerede i det tiende minut tog AaB føringen, da Malthe Højholts nydelige oplæg blev fornemt ekspederet i kassen af Younes Bakiz.
Og blot to minutter senere blev føringen fordoblet med anfører Lucas Andersens træffer direkte på frispark.
AaB havde god boldomgang og virkede i kontrol i defensiven, og midtvejs i halvlegen var det Lars Kramer, der truede på hovedstød.
Første forsøg til værterne kom efter 25 minutter, da Marrony fra distancen sendte læderet over mål, og minuttet senere var det Kristoffer Olsson, der fik testet Josip Posavec i AaB-målet.
FC Midtjylland kom langsomt bedre med, og syv minutter før pausen opstod også en stor chance til Junior Brumado, men Kasper Jørgensen fik reddet på stregen for AaB, der således bevarede forspringet, da holdene gik til pause.
En nærmest identisk stor mulighed som hjemmeholdets Brumado havde misbrugt tilfaldt efter 58 minutter AaB’s Louka Prip, men FCM-keeper Jonas Lössl fik reddet. Bag tilbuddet til Louka Prip lå først en god bold i dybden fra Marcus Hannesbo til Younes Bakiz, der med en dribling tørrede Paulinho, inden læderet blev lagt til rette for Prip.
Også Marcus Hannesbo fik testet Jonas Lössl, før Frederik Heiselberg i den modsatte ende sendte et langskud på roden af stolpen.
AaB var under pres i denne fase, og målmand Theo Sander var på plads over for Dju Franculino, som dog otte minutter før tid fik headet Gustav Isaksens flotte forarbejde i netmaskerne.
I slutfasen formåede AaB at holde stand, og dermed blev det for anden fredag i træk til en 2-1 gevinst.
Sidste testkamp spilles næste søndag i Hamburg mod VfB Lübeck.
Matchfacts – testkamp i Ikast
FC Midtjylland-AaB 1-2 (0-2)
10. min 0-1 Younes Bakiz, 12. min 0-2 Lucas Andersen, 82. min 1-2 Franculino Dju.
AaB (4-3-3): Josip Posavec (46: Theo Sander (88: Josip Posavec)), Kasper Jørgensen (60: Emil Nymann), Lars Kramer (60: Sebastian Otoa), Daniel Granli (46: Rasmus Thelander), Jakob Ahlmann (46: Marcus Hannesbo), Malthe Højholt (60: Sebastian Stahlfest), Pedro Ferreira (60: Daniel Haarbo), Lucas Andersen (60: Gustav Dahl), Louka Prip (60: Anders Noshe), Tim Prica (60: Nicklas Helenius), Younes Bakiz (60: Thomas Diaz).