AaB sikrer sig Lyngby-profil
AaB har med øjeblikkelig virkning købt den 23-årige højreforsvarer Kasper Jørgensen fri af sin kontrakt i Lyngby Boldklub.
Kasper Jørgensen var i efteråret en markant skikkelse for Lyngby-mandskabet, hvor han blandt andet bidrog med fire scoringer, og i alt er det blevet til 91 officielle kampe for Lyngby Boldklub.
Som ungdomsspiller slog Kasper Jørgensen primært sine folder hos FC Nordsjælland, men også i Brøndby I.F.
AaB’s administrerende direktør og fungerende sportschef Thomas Bælum udtaler:
- Med Kasper Jørgensens tilgang er vi glade for tidligt i transfervinduet at have fået endnu en forstærkning af vores trup på plads, og vi har store forventninger til, at Kasper i konkurrence med Kristoffer Pallesen og Kilian Ludewig med det samme kan bidrage positivt.
- Kasper har en dynamisk spillestil med masser af offensivt input, og det gælder både i det opbyggende spil, og når han selv kommer i sine powerfulde drev langs højrekanten. Samtidig forsømmer han ikke sine defensive pligter og er stærk i duellerne, ligesom han offensivt også kan bidrage som et farligt våben på standardsituationer, siger Thomas Bælum.
Kasper Jørgensen, der er også er noteret for 11 U-landskampe for Danmark, ser frem til sin nye udfordring:
- Jeg glæder mig til at spille for AaB, som er en stor dansk klub med høje ambitioner og mange fede fans. Det er en klub med et kæmpe potentiale og mange dygtige spillere, og jeg glæder mig til at videreudvikle mig her, hvor jeg også synes, at spillestilen passer mig godt.
- Her i foråret står vi foran en spændende udfordring, hvor vi fra start skal ud at jagte sejre, og det glæder jeg mig til at bidrage til. Jeg tror også på, at vi med den rette indstilling og indsats kan opnå de resultater, der kræves, fastslår Kasper Jørgensen.
Kasper Jørgensen får trøje nummer 20 hos Hele Nordjyllands Hold og tiltræder på en treårig kontrakt – gældende til 31. december 2025.