Noshe nettede mod Sydkorea

15. februar 2023 kl. 08:15 af Rasmus Estrup

Anders Noshe scorede sit tredje mål i nationaldragten, da det danske U/17-landshold i går vandt 2-1 over Sydkorea i den tredje og sidste kamp ved miniterneringen i Kroatien. 

Ligesom ved turneringens første kamp var AaB-spilleren i startopstillingen, og efter blot fem minutter scorede danskerne til 1-0. 

Anders Noshe udbyggede den danske føring med målet til 2-0 fem minutter før pausen. I pausen blev AaB-spilleren udskiftet, og seks minutter inde i anden halvleg reducerede sydkoreanerne til slutresultatet 2-1. 

Anders Noshe har nu spillet 13 ungdomslandskampe med tre scoringer til følge. 11 af kampene og to af målene har været for U/17-landsholdet, mens de resterende var for U/16-landsholdet. 

Tags på denne nyhed

Flere end 10.000 har billet til forårspremieren

14. februar 2023 kl. 15:13 af Rasmus Estrup

Kampinfo: AaB-AGF
Spillerunde: 18
Spilledato: Fredag 17. februar 2023
Kick-off: Kl. 19.00
Dørene åbner: Kl. 17.30
Fanzonen åbner: Kl. 16.30

Flere end 10.000 fans har billet - køb online
Flere end 10.000 AaB-fans har allerede billet til årets første hjemmekamp mod AGF, og på grund af den store interesse for kampen er der netop frigivet 400 pladser med begrænset udsyn på Complea Tribunen.

Du kan i forsalg købe billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk, hvor du også kan sikre dig et sæsonkortabonnement. 

Billethusene på Aalborg Portland Park åbner kl. 17.30 på fredag.

Udebaneafsnittet på 3F Tribunen er udsolgt. Tilskuere, der udviser tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende, vil blive bortvist uden refusion af billetten. Uden for udebaneafsnittet er der opstillet ekstra toiletfaciliteter til udefansene.

Har du på kampdagen spørgsmål i forhold til billetter, kan du besøge billetinformationen, som ligger på hjørnet af Complea Tribunen og Vesttribunen. 

Tag imod spillerne i fanzonen kl. 17.15
Efter ønske fra AaB’s fans vil AaB-truppen ankomme samlet til fanzonen før fredagskampen. I en nyfolieret spillerbus vil AaB-spillerne således trille ind i fanzonen kl. 17.15, hvor alle fans har mulighed for at tage imod spillerne og ønske god kamp.

Fanzonen åbner kl. 16.30
På fredag åbner fanzonen kl. 16.30, hvor der som altid er rig mulighed for at købe mad- og drikkevarer fra eksempelvis Bogø Sandwich.  Derudover kan man i fanzonen også prøve kræfter med en sparkestation eller få ansigtsmaling i AaB-farver.

Besøg AaB Fanshop i foyeren og fanzonen
På fredag kan du naturligvis også købe masser af AaB-merchandise i AaB Fanshop både i fanzonen og i foyeren.

I foyeren ved hovedindgangen på Aalborg Portland Park har AaB Fanshop fået ny indretning, så tag et kig forbi og bliv klar til fredagskampen med nyt AaB-merchandise.

Overrækkelse af Hele Nordjyllands Håndsrækning til Safe House
Safe House - Aalborg var i efteråret 2022 modtager af AaB’s pris Hele Nordjyllands Håndsrækning, hvorigennem AaB og Arbejdernes Landsbank donerer 2 kr. pr. tilskuer til 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park.

Med 61.463 tilskuere til AaB’s syv 3F Superligahjemmekampe i løbet af efteråret, betyder det, at Safe House modtager en donation på 122.926 kr. Det synlige bevis på håndsrækningen overrækkes til Safe House - Aalborg i pausen af AaB-AGF.

Pausequiz fra kamppartner Complea
I pausen er der også en quiz i AaB Appen, som dagens kamppartner Complea står bag.

Gennem pausekonkurrencen kan man vinde to billetter til pokalkvartfinalen mellem AaB og Viborg F.F.

Fællesskab for alle - tilbud til børn
AaB og Spar Nord Fonden er gået sammen om et nyt børnefællesskab på kampdage: “Fællesskab for alle”.

“Fællesskab for alle” foregår i Theodors Familiezone på Complea Tribunen, hvor de tilmeldte børn kan sidde under opsyn af pædagoger og pædagogstuderende kampen igennem.

Inden kampen bliver børnene hentet på et mødested i AaB’s fanzone af pædagoger og pædagogstuderende, som til hver kamp vil sørge for, at de tilmeldte børn i folkeskolealderen følges tæt og får en god oplevelse både før, under og efter AaB’s 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park. 

Så hvis man er mellem otte og 14 år og ønsker at komme på Aalborg Portland Park, men måske mangler jævnaldrende at tage til fodbold med, eller hvis ens forældre er forhindret, så har man nu muligheden for at blive en del af “Fællesskab for alle”.  

For at blive en del af “Fællesskab for alle“ skal man sende en mail til mro@aab-as.dk og købe billet via det link, man modtager i forbindelse med bekræftelsen på, at man er blevet en del af “Fællesskab for alle”. Prisen for at blive en del af "Fællesskab for alle" er samme pris som en almindelig børnebillet til Theodors Familiezone. 

Adgang til boder og toilletter i fanzonen under kampen
Fanzonens boder og toiletter er også tilgængelige under kampen på fredag. Dermed kan tilskuere på Vesttribunen anvende boder og toiletfaciliteter i fanzonen uden for Aalborg Portland Park, mens kampen mod Viborg F.F. spilles. 

Gratis tog- og buskørsel med billet til kampen
Igen i dette forår kan alle med en billet til kampen køre gratis med tog og busser fra Nordjyllands Trafikselskab på kampdage. Det gælder således også på fredag. Man skal blot vise sin kampbillet eller sit digitale sæsonkort i bussen eller toget.

Rygning er ikke tilladt
Det er ikke tilladt at ryge på Aalborg Portland Park. Det er muligt for tilskuere på Vesttribunen og Complea Tribunen at ryge uden for stadion i pausen.

Kontantløse boder åbner kl. 17.30
Boderne på Aalborg Portland Park åbner halvanden time før kampstart, hvor dørene også åbner. 

På hver tribune er der én bod, hvor der kan betales med kontanter. Ellers foregår betalingen kontantløst på Aalborg Portland Park. 

Køb pizza i Bod 4 på Complea Tribunen
I Bod 4 på Complea Tribunen er det igen muligt at købe pizza til kampen.

Twitter og Instagram
Det officielle hashtag for kampen er #AaBAGF– følg og benyt dette hashtag for at læse og deltage i nyhedsstrømmen på Twitter og Instagram før, under og efter kampen.

Transport
Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Vær særligt opmærksom på, at Kastetvej samt nogle af sidegaderne er spærret mellem Haraldslund og Skydebanevej på grund af vejarbejde. Altså kan man kun tilgå parkeringspladsen fra øst/Dannebrogsgade.

Vær også opmærksom på, at vejarbejdet har indflydelse på busruten, og derfor skal man stå af ved stoppestedet Suensonsgade, hvis man tager busrute 2. 

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park. Se køreplaner på denne side.

Parkering
Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Complea Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed

Træn med AaB gennem AaB+

14. februar 2023 kl. 14:00 af Rasmus Estrup

AaB+ er et nyt træningskoncept, hvorigennem nordjyske børn fra U/8 til U/10 nu får mulighed for at få ekstra træning i AaB-regi. Selve træningerne foregår i foråret 2023 hos partnerklubben Aalborg KFUM, men børn fra samtlige af AaB's nordjyske partnerklubber kan deltage.  

AaB+ har fokus på udvikling af børnenes motoriske og tekniske færdigheder. Træningerne vil have en varighed af 60 min og varetages af trænere fra AaB.

AaB inddeler som udgangspunkt træningsgrupperne efter årgange, så U/8-spillerne træner i én gruppe, U/9-spillerne i en anden gruppe og U/10-spillerne i en tredje gruppe. AaB forbeholder sig dog retten til at justere træningsgrupperne for bedst muligt at sikre, at alle børn udfordres på et passende niveau og sikres den bedst mulige oplevelse.

I foråret 2023 foregår AaB+ i partnerklubben Aalborg KFUM på fredage mellem kl. 16.30-17.30.

Træningen foregår på følgende 13 fredage: 3. marts, 10. marts, 17. marts, 24. marts, 31. marts, 14. april, 21. april, 28. april, 12. maj, 26. maj, 2. juni, 9. juni og 16. juni. 

Prisen for deltagelse i forårssæsonen 2023 er 999 kr. for hele forløbet. 

Der er et begrænset antal pladser, og tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet. U/10-træningerne er allerede udsolgt. 

Tilmeld dig AaB+ i U/8 (årgang 2015) her. 

Tilmeld dig AaB+ i U/9 (årgang 2014) her. 

Tags på denne nyhed

Fans byder AaB’s spillerbus velkommen i fanzonen

14. februar 2023 kl. 11:40 af Rasmus Estrup

For at give AaB-spillerne den bedst mulige opbakning til forårssæsonen har Vesttribunen ønsket at tage imod en samlet spillertrup i fanzonen på fredag.

Hele Nordjyllands Hold kører derfor i AaB’s nyfolierede, røde spillerbus fra Hornevej til fanzonen ved Aalborg Portland Park på fredag. Spillerbussen ankommer til fanzonen ca. kl. 17.15, hvor det altså er muligt at tage imod spillerne og ønske god kamp.

Fanzonen åbner allerede kl. 16.30 på fredag, og kampstart følger kl. 19.00. Køb billetter til forårspremieren mod AGF her.

Tags på denne nyhed

BistroNord er ny guldpartner i AaB

14. februar 2023 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

AaB har indgået en guldpartneraftale med den nystartede aalborgensiske kantine- og cateringvirksomhed, BistroNord 

BistroNord, der har til huse i Aalborg Øst, blev startet op i oktober 2022, og overtog 1. december kantinedriften af deres første lokale kantine 

Siden årsskiftet har BistroNord desuden stået for frokostordningen hos AaB’s akademitrænere og administration samt AaB af 1885.  

- Det glæder os meget, at en helt nyopstartet virksomhed som BistroNord allerede er blevet guldpartner i AaB, og efter halvanden måned med dem som frokostleverandør Hornevej har de bevist, at de formår at lave god og varierende mad, der vil være velegnet til mange forskellige arbejdspladser, siger AaB’s administrerende direktør, Thomas Bælum.  

Lars Mouritzen, der er administrerende direktør i BistroNord og tidligere har erfaring fra eksempelvis Papegøjehaven i Aalborg Kongres og Kultur Center, supplerer:  

- Vi er en nystartet virksomhed, der består af dygtige folk med stort lokalkendskab og god erfaring fra flere kantiner og restaurationer i Aalborg. Vores primære fokus er at drifte kantiner i virksomheder og kontorhuse, men vi leverer også kantineservice i form af eksempelvis frokostordninger til virksomheder. 

 - For os er det derfor helt naturligt at teame op med et stort nordjysk flagskib som AaB, og vi håber, at vi gennem AaB’s store brand og netværk kan ud til flere især nordjyske virksomheder, siger Lars Mouritzen.  

Foruden kantinedrift og frokostordninger leverer BistroNord også mad til større events. 

Tags på denne nyhed
'