Bertil Grønkjær udtaget til U/16-landsholdet

7. februar 2023 kl. 17:32 af Rasmus Estrup

Det danske U/16-landshold deltager fra 21. februar til 26. februar i en UEFA Development-turnering i Cypern, og AaB Akademiets Bertil Grønkjær er udtaget til kampene. 

Den 15-årige målmand, som tidligere har spillet én U/16-landskamp, står sammen med resten af U/16-landsholdet foran tre kampe i Cypern. 

Første opgør spilles 21. februar mod Skotland. Værtsnationen er modstander to dage senere, og Danmarks sidste kamp ved turneringen spilles 26. februar mod England. 

Tags på denne nyhed

Skulstad på kontrakt

7. februar 2023 kl. 10:45 af Brian Andersen

Den 24-årige midterforsvarer har i forbindelse med sine studier i Aalborg også optrådt for AaB’s hold i Danmarkserien, og ved flere lejligheder i det seneste halve år har nordmanden indgået i træningen sammen med Superligatruppen, hvor han har imponeret cheftræner Erik Hamrén og den øvrige trænerstab.

Derfor var Jonas Skulstad også indkaldt, da AaB tidligere i forberedelsesfasen spillede testkamp mod FC Fredericia, ligesom han i øjeblikket er en del af AaB’s træningslejr i Oliva i Spanien, hvor han i går spillede en time i en testkamp.

AaB’s administrerende direktør og fungerende sportschef Thomas Bælum udtaler:

- I fodboldverdenen sker det vel i dag meget sjældent, at en spiller går fra en klubs Danmarksseriehold til samme klubs Superligatrup, så i den forbindelse skal der lyde en cadeau til setuppet omkring vores Danmarksseriehold i AaB, hvor Jonas har vist sig frem i første omgang.

- Jonas er fysisk stærk, har et godt hovedspil og et fint venstreben og er spilintelligent, og så er han meget verbal, når han er på banen, og nu bliver det spændende at følge ham i den fortsatte udvikling, siger Thomas Bælum.

Jonas Skulstad har fået sin fodboldopdragelse i Egersunds I.K. og den norske 2. division, ligesom han har spillet collegefodbold i USA.

- Det er en drengedrøm, der er gået i opfyldelse, at jeg nu har fået min første professionelle kontrakt og kan leve af at spille fodbold. At det samtidig er hos en stor klub som AaB, er noget, som jeg superstolt over. Holdet er fuld af søde gutter med masser af individuel kvalitet, og jeg glæder mig meget til sæsonen og til at træne med Superligaholdet hver dag, siger Jonas Skulstad.

- Siden jeg for halvandet år siden begyndte på Danmarksserieholdet i AaB af 1885, har jeg haft fornemmelsen af, at jeg godt kunne nå et højere niveau, men at næste skridt skulle være Superligaen, og at det skulle gå så hurtigt, havde jeg ikke forventet. Så det er enormt fedt, og jeg glæder mig til at kunne vise mit værd, fortsætte med at videreudvikle mig og gribe chancen, når jeg får den, lyder det fra Jonas Skulstad.

Jonas Skulstad vil optræde med nummer 24 for AaB og har kontrakt indtil 31. december 2024.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-Sogndal Fotball 5-3

7. februar 2023 kl. 07:39 af Rasmus Estrup

Sammendrag af AaB's anden og sidste testkamp på træningslejren i Oliva, hvor norske Sogndal Fotball blev besejret med 5-3.

Younes Bakiz bragte tidligt AaB i front, men to hurtige scoringer af nordmændene vendte rundt på stillingen, inden Nicklas Helenius udlignede til 2-2.

Kort inden pausen blev det 3-2 til Sogndal, men med tre scoringer i anden halvleg af henholdsvis Allan Sousa, Jeppe Pedersen og Marco Ramkilde vandt AaB opgøret 5-3.

Se sammendraget af kampen i denne video, hvor du også kan få reaktioner fra cheftræner Erik Hamrén og målscorer Nicklas Helenius.

AaB-sejr mod Sogndal

6. februar 2023 kl. 20:03 af Brian Andersen

Efter en uge uden en sky på himlen havde uvejret indfundet sig i Oliva i Spanien, hvor blæst og blot otte graders varme tilsluttede sig regnen, der kampen igennem stod ned i stænger.

Derfor var det ekstra glædeligt, at årets første sejr kom i hus – om end mod en modstander som i sæsonen 2022 sluttede på en syvendeplads i den næstbedste norske fodboldrække.

I forhold til dysten i fredags mod IK Sirius Fotboll havde AaB 11 nye spillere i startformationen, og der blev indledt både offensivt og aggressivt, hvilket allerede i det ottende minut udmøntede sig i et føringsmål, da Younes Bakiz udnyttede en præcis fremlægning fra Kristoffer Pallesen.

AaB fortsatte med at presse på, men i løbet af få minutter var man alligevel bagud, da Mansour Gueye først headede nordmændene på omgangshøjde, før Emanuel Grønner i det 18. minut eksekverede et straffespark. Indimellem de to Sogndal-træffere havde der endda været en stor chance i den modsatte ende til Allan Sousa.

De to hurtige scoringer imod gjorde indtryk på AaB’s spil, men ikke desto mindre kom udligningen godt midtvejs i halvlegen, da Nicklas Helenius var vågen ved den bageste stolpe, hvorfra han sendt Jonas Skulstads forlængning i netmaskerne til 2-2.

Oliver Ross var nærgående for AaB, og Ross gjorde også forarbejdet for Nicklas Helenius i det 34. minut, men i dette tilfælde kom målmand Jørgen Johnsen i vejen for afslutningen.

Emanuel Grønner misbrugte en chance for Sogndal, som alligevel tre minutter før pausen bragte sig på 3-2, da Sondre Ørjasæter spadserede igennem AaB-defensiven og udplacerede målmand Josip Posavec.

Anden halvleg begyndte egentlig ganske jævnbyrdig, men da først Allan Sousa efter Jakob Ahlmanns indlæg fra venstre havde headet AaB på 3-3 i det 56. minut, var der kun et hold på banen.

Oliver Ross missede et stort tilbud, før det massive AaB-pres omsider blev belønnet, da Jeppe Pedersen nydeligt afsluttede et smukt angreb med mange stationer.

Og med fem minutter tilbage blev sejren cementeret, da Marco Ramkilde rundede den norske keeper og sendte læderet over stregen til 5-3.

For AaB venter nu de afsluttende træningspas i Spanien, før der torsdag er hjemrejse til Danmark.

På lørdag gælder det så den sidste testkamp inden forårspremieren i 3F Superligaen, når Vendsyssel F.F. gæster Aalborg Portland Park.

Matchfacts – testkamp i Oliva, Spanien
Sogndal Fotball-AaB  3-5 (3-2)
8. min 0-1 Younes Bakiz, 15. min 1-1 Mansour Gueye, 18. min 2-1 Emanuel Grønner, 24. min 2-2 Nicklas Helenius, 42. min 3-2 Sondre Ørjasæter, 56. min 3-3 Allan Sousa, 79. min 3-4 Jeppe Pedersen, 85. min 3-5 Marco Ramkilde.

AaB (4-1-4-1): Josip Posavec (57: Theo Sander), Kristoffer Pallesen, Anders Hagelskjær, Jonas Skulstad (61: Lars Kramer), Jakob Ahlmann (67: Andreas Poulsen), Sebastian Otoa (61: Malthe Højholt), Allan Sousa, Jeppe Pedersen, Oliver Ross, Younes Bakiz (46: Iver Fossum), Nicklas Helenius (46: Marco Ramkilde).

Køb billetter til de tre første hjemmekampe

6. februar 2023 kl. 09:26 af Rasmus Estrup

Mandag 6. marts kl. 19.00 tager AaB imod FC Midtjylland i tredjesidste runde af 3F Superligaens grundspil. Opgøret er også AaB's tredje hjemmekamp i 2023, og du kan nu købe billetter til kampen. 

AaB's forårssæson indledes mod AGF fredag 17. februar, og torsdag anden marts venter den første pokalkvartfinale mod Viborg F.F. på Aalborg Portland Park. Køb billetter til kampene på www.billet.aabsport.dk. 

www.billet.aabsport.dk kan du også tegne et sæsonkortabonnement fra 85 kr. om måneden for voksne og 45 kr. om måneden for børn. 

Foruden en fast plads til samtlige AaB-hjemmekampe i 3F Superligaen og Pokalen får du med et sæsonkortabonnement blandt andet også mulighed for gratis at tilmelde dig AaB's hidtil største preseason-arrangement, der afholdes i Aalborg Kongres og Kultur Center tirsdag 14. februar. Læs mere om det her. 

Tags på denne nyhed
'