Bertil Grønkjær indskiftet mod England

27. februar 2023 kl. 08:03 af Rasmus Estrup

Det danske U/16-landshold spillede i går den tredje og sidste kamp ved en UEFA Development-turnering i Cypern, da Danmark tabte 1-0 til England.

AaB Akademiets Bertil Grønkjær begyndte opgøret på bænken, men ved pausen kom AaB-målmanden på banen ved stillingen 0-0.

Fem minutter inde i anden halvleg leverede Bertil Grønkjær en stor redning ved stolperoden, men efter 52 minutters spil blev han desværre passeret af landsmand Victor Gustafsen, der uheldigvis dirigerede et indlæg i eget net til slutresultatet 1-0.

Søndagskampen var Bertil Grønkjær tredje optræden for det danske U/16-landshold. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: FC København-AaB 1-0

27. februar 2023 kl. 07:00 af Rasmus Estrup

Trods en fin præstation tabte AaB søndag 1-0 på udebane til FC København i en chancerig kamp.

Mens Theo Sander i AaB-målet tog sig flot af flere muligheder til hjemmeholdet, fik Allan Sousa bolden over stregen i modsatte ende syv minutter før pausen, men scoringen blev annulleret for offside efter et VAR-gennemsyn.

I modsatte ende fik hjemmeholdets Mohamed Daramy ligeledes annulleret en scoring for offside inden pausen.

I anden halvleg var det fortsat FC København, der skabte flest chancer, og 16 minutter efter pausen udmøntede det sig i en 1-0-scoring, da Viktor Claesson fandt vej til netmaskerne.

AaB’s Allan Sousa var tæt på at udligne midt i anden halvleg, men Elias Jelert kom i vejen med en afgørende blokering.

Se fyldigt sammendrag af kampen i videoen øverst.

Tags på denne nyhed

AaB taber 1-0 i Parken

26. februar 2023 kl. 18:00 af Rasmus Estrup

I en kamp hvor Theo Sander havde flere gode redninger, og Allan Sousa var tæt på at komme på tavlen for AaB, tabte Hele Nordjyllands Hold trods god fight 1-0 på udebane mod FC København, der scorede sejrsmålet efter 61 minutter. 

I en jævnbyrdig åbning af første halvleg stod hjemmeholdets Lukas Lerager for kampens første afslutning, da han i det andet minut flugtede forbi AaB-målet fra kanten af feltet. Et par minutter senere var det Louka Prip, der fra nogenlunde samme position i modsatte ende, fik sit forsøg blokeret efter en aflevering fra Lucas Andersen.  

I det sjette minut fik FC København kampens hidtil største mulighed, da Diogo Goncalves' indlæg fandt Victor Claesson, der fra kanten af det lille målfelt headede lige forbi Theo Sanders mål. 

Lige inden stadionuret rundede 10 minutter var AaB så på færde igen, da et forarbejde af Nicklas Helenius endte med et hårdt langskud fra Louka Prip, som tvang Kamil Grabara til at give et hjørnespark. 

Midt i første halvleg fik FC København lagt et tryk med flere store chancer kort efter hinanden.

Først fik Diogo Goncalves en friløber over for Theo Sander på en omstilling, men portugiserens afslutning gik forbi. Diogo Goncalves var også involveret i den næste store mulighed, da han spillede Mohamed Daramy fri til afslutning i højre side af AaB-feltet, men denne gang tog opstanderen fra. 

Herefter fulgte to afslutninger i AaB-feltet fra Hákon Haraldsson, der i begge tilfælde måtte se Theo Sander redde forsøgene. Den første med en meget stærk fodparade. 

Ni minutter før pausen tog Denis Vavro sigte langt, langt udefra, men tordenhugget fra hjemmeholdets midtstopper prellede af på stolpen. 

Efter 37 minutter troede AaB, at Allan Sousa bragte gæsterne foran med 1-0. I et godt AaB-angreb fik Iver Fossum først sin afslutning blokeret ud til Kasper Jørgensen, der sendte bolden mod bagerste stolpe til Allan Sousa, der dirigerede kuglen i mål. Men efter et VAR-gennemsyn blev scoringen annulleret for offside på brasilianeren. 

Straks efter fik FC København også et mål annulleret for offside. Denne gang reddede Theo Sander et forsøg fra Diogo Goncalves, hvorefter bolden endte hos Mohamed Daramy, der fra sin position i offside sparkede bolden i nettet for efterfølgende at se linjevogterens flag blive hævet. 

Lige inden pausen havde hjemmeholdet en ny mulighed, men igen var Theo Sander på plads. Denne gang på et fladt forsøg fra Elias Jelert.

Anden halvleg åbnede med et par langskud i hver ende, hvor Denis Vavro først sparkede bolden på tribunen, før Iver Fossum fik sit forsøg blokeret. 

12 minutter efter pausen var hjemmeholdet nærgående på et hjørnespark, hvor Nicklas Helenius først kom heroisk i vejen for Mohamed Daramys afslutning fra tæt hold, hvorefter David Khocholava headede læderet over mål.

De følgende minutter havde FC København et par blokerede afslutninger, inden Viktor Claesson efter 61 minutter kunne sende FC København foran med 1-0. Det skete efter et indlæg fra Elias Jelert, som FCK-anføreren prikkede over stregen midt for mål. 

Midt i anden halvleg var Mohamed Daramy fri over for Theo Sander, men den unge AaB-keeper hev endnu en stor redning ud af ærmet

Med 20 minutter igen havde AaB så en stor mulighed for at udligne. Rasmus Thelander forlængede et langt indkast fra Kasper Jørgensen til Allan Sousa, som stod i bagerste område. Brasilianeren hamrede resolut på mål, men tæt på mållinjen kom Elias Jelert desværre i vejen for hugget. 

En håndfuld minutter senere havde Marco Ramkilde også en mulighed, men den indskiftede angriber ramte sit eget støtteben. Fem minutter før tid kunne netop Marco Ramkilde så sætte en anden indskifter, Younes Bakiz op til afslutning, men denne blev desværre afværget af FCK-forsvaret. 

I tillægstiden måtte Theo Sander hive endnu en god redning frem på et forsøg fra Roony Bardghji. 

Til allersidst smed alt med undtagelse af Theo Sander frem på en dødbold, men det gav ikke gevinst, og dermed endte det med et nederlag på 1-0.

AaB har således fortsat 14 point og ligger på 11. pladsen i 3F Superligaen med otte point op til 10. pladsen. 

AaB's næste kamp spilles på torsdag kl. 18.00, når der gælder pokalkvartfinalen mod Viborg F.F. på Aalborg Portland Park. Køb billet til opgøret her. Næste 3F Superligakamp spilles mandag 6. marts på hjemmebane mod FC Midtjylland. 

Matchfacts - 3F Superligaen, grundspil, 19. spillerunde
FC København-AaB 1-0 (0-0)
62. min 1-0 Viktor Claesson
Advarsler FC København: Ingen
Advarsler AaB: Lars Kramer (64), Rasmus Thelander (73), Kasper Jørgensen (75), Younes Bakiz (87), Anosike Ementa (90)
31.633 tilskuere i Parken

FC København (4-3-3): Kamil Grabara, Elias Jelert, Denis Vavro, David Khocholava, Christian Sørensen, Lukas Lerager, Rasmus Falk (83: William Clem), Viktor Claesson, Diogo Goncalves (76: Roony Bardghji), Hákon Haraldsson (80: Jordan Larsson), Mohamed Daramy.

AaB (4-3-3): Theo Sander, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Rasmus Thelander, Daniel Granli, Iver Fossum (80: Anosike Ementa), Malthe Højholt, Lucas Andersen (66: Pedro Ferreira), Louka Prip (73: Younes Bakiz), Nicklas Helenius (66: Marco Ramkilde), Allan Sousa.

Dommer: Jakob Kehlet

Tags på denne nyhed

Kramer har overstået karantæne

26. februar 2023 kl. 09:15 af Brian Andersen

Cheftræner Erik Hamrén har udtaget følgende 20 navne til opgøret:

2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Lars Kramer, 5 Daniel Granli, 6 Pedro Ferreira, 7 Allan Sousa, 8 Iver Fossum, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 17 Nicklas Helenius, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 20 Kasper Jørgensen, 22 Theo Sander, 23 Younes Bakiz, 26 Rasmus Thelander, 29 Marco Ramkilde, 32 Kilian Ludewig, 38 Oliver Ross og 40 Nico Mantl.

Skadeslisten omfatter Andreas Poulsen og Jeppe Pedersen.

Der er kickoff i kl. 16.00. Kampen kan ligeledes følges på 6’eren fra kl. 15.00. Eller i Liga på P4.

Tags på denne nyhed
'