AaB tabte til AC Horsens

20. februar 2023 kl. 16:02 af Brian Andersen

Det kan godt være, at det var i fredags, at stormen Otto hærgede Nordjylland, men umiddelbart bedømt var Ottos lillebror eller lillesøster så i stedet på besøg i Gistrup mandag eftermiddag.

I hvert fald gjorde en strid blæst betingelserne vanskelige i en kamp, hvor AaB havde vinden imod sig i første halvleg.

Målmand Nico Mantl leverede en fin redning, før Kristoffer Pallesen efter et kontrastød var nærgående i den anden ende, og AaB burde have taget føringen i det 24. minut, hvor Allan Sousa med en fornem pasning sendte Anosike Ementa alene igennem, men desværre fik gæsternes målmand reddet det store tilbud.

Nico Mantl var ligeledes igen på plads i den modsatte ende, men desværre havde udeholdet større held syv minutter før pausen, da en afslutning fra midterlinjen – godt hjulpet af den stærke medvind – sejlede over AaB-keeperen og i mål.

I sagens natur var det spillemæssige billede modsat i anden halvleg, hvor Anders Noshe efter knap en times spil servede en kæmpe mulighed til Allan Sousa, hvis afslutning fra tæt hold gik lige på målmanden.

Oliver Ross fik et indirekte frisparksforsøg blokeret få meter fra mållinjen, og efter 73 minutter kom den ultimative chance til AaB, da Anders Noshe var blevet ureglementeret nedlagt i straffesparksfeltet, men Allan Sousa hamrede fra pletten læderet over mål.

Seks minutter før tid var AaB for sidste gang tæt på en udligning, men Benjamin Damsgaards glimrende afslutning fra distancen prellede af højt på den fjerneste opstander.

Næste kamp for AaB i Future Cup er 20. marts på udebane mod Vejle Boldklub.

Matchfacts – Future Cup, 4. spillerunde
AaB-AC Horsens  0-1 (0-1)
38. min 0-1.

Tags på denne nyhed

Future Cup-kamp i Gistrup

20. februar 2023 kl. 11:09 af Brian Andersen

AaB har to sejre i de første tre spillerunder af sæsonens Future Cup, hvor Randers FC og FC Midtjylland er blevet overvundet, mens opgøret mod FC Nordsjælland blev tabt.

AaB stiller til dagens kamp med følgende navne:

Nico Mantl

Kristoffer Pallesen, Lars Kramer, Jacob Buus (U/19), Emil Nymann (U/19)

Sebastian Otoa (U/19), Mads Bomholt (U/19), Oliver Ross

Allan Sousa, Anosike Ementa, Younes Bakiz

Bænken består af Benjamin Damsgaard (U/19), Donovan Bagou (U/19), Anders Noshe (U/19), Gustav Dahl (U/19) og Jakob Gaardsøe (U/19).

Der er kampstart kl. 13.30.

Tags på denne nyhed

Sammendrag af AaB-AGF

18. februar 2023 kl. 11:38

AaB tabte fredag aften en vindblæst forårspremiere med 1-0 til AGF.

Sidstnævntes Mikael Andersson scorede sejrsmålet direkte på hjørnespark efter 65 minutter. 

I videoen øverst kan du se TV3 Sports sammendrag af fredagskampen. 

 

Tags på denne nyhed

AaB tabte stormfuld forårspremiere

17. februar 2023 kl. 22:14 af Brian Andersen

Og meget symptomatisk for aftenens jyske klassiker på Aalborg Portland Park, så faldt gæsternes sejrsmål direkte på hjørnespark.

I forhold til den afsluttende testkamp for seks dage siden mod Vendsyssel F.F. havde AaB en enkelt ændring i startformationen, hvor anfører Lucas Andersen erstattede Iver Fossum.

AaB åbnede aggressivt, og Louka Prip truede i et par tilfælde, men reelle forsøg og chancer blev det ikke til for alvor for AaB i første halvleg.

Et utal af dueller i den barske vind var præmissen, og halvlegens eneste chance opstod til gæsterne i det 26. minut, da Pedro Ferreiras boldtab førte til en mulighed til Sigurd Haugen, men AaB-målmand Theo Sander var vågen og leverede en stærk redning.

Af naturlige årsager forblev affæren også efter pausen uskøn, men udeholdet var igen tæt på en føring, da Theo Sander efter 49 minutter reddede fra Gift Links, mens Mikael Andersons indlæg minuttet senere blev taget af vinden, så bolden hamrede højt på stolpen.

I det 65. minut kom alligevel føringsmålet til aarhusianerne, da Mikael Andersons hjørnesparksbold denne gang sejlede direkte i netmaskerne.

AaB forsøgte ihærdigt at komme på omgangshøjde, og Louka Prips skudforsøg blev et kvarter før tid blokeret til hjørnespark, og det samme skete i kampens tillægstid, da Rasmus Thelander midt for mål fik en god skudchance.

Allan Sousa nåede også at forsøge sig, men tættere på en udligning kom AaB ikke.

Dermed var der intet udbytte af årets første turneringskamp, før næste opgave for AaB venter næste søndag i Parken mod FC København.

Matchfacts – 3F Superligaen, 18. spillerunde
AaB-AGF  0-1 (0-0)
65. min 0-1 Mikael Anderson.
Advarsel AaB: Malthe Højholt (56), Kasper Jørgensen (69).
Advarsler AGF: Mikael Anderson (84), Nicolai Poulsen (89).
7.854 tilskuere på Aalborg Portland Park.

AaB (4-3-3): Theo Sander, Kasper Jørgensen, Rasmus Thelander, Daniel Granli, Andreas Poulsen (66: Younes Bakiz), Pedro Ferreira, Malthe Højholt (87: Allan Sousa), Lucas Andersen, Louka Prip (77: Marco Ramkilde), Nicklas Helenius (77: Anosike Ementa), Kilian Ludewig (87: Anders Hagelskjær).

AGF (3-5-2): Jesper Hansen, Thomas Kristensen (74: Tobias Mølgaard), Frederik Tingager, Yann Bisseck, Felix Beijmo, Mads Emil Madsen, Nicolai Poulsen, Mikael Anderson, Gift Links (90: Oliver Lund), Sigurd Haugen (72: Jelle Duin), Patrick Mortensen.

Dommer: Sandi Putros.

Tags på denne nyhed

Truppen til forårspremieren er udtaget

17. februar 2023 kl. 14:15 af Brian Andersen

Cheftræner Erik Hamrén har udtaget følgende 20 navne til aftenens jyske klassiker mod AGF:

2 Kristoffer Pallesen, 5 Daniel Granli, 6 Pedro Ferreira, 7 Allan Sousa, 8 Iver Fossum, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 17 Nicklas Helenius, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 20 Kasper Jørgensen, 22 Theo Sander, 23 Younes Bakiz, 25 Andreas Poulsen, 26 Rasmus Thelander, 29 Marco Ramkilde, 32 Kilian Ludewig, 38 Oliver Ross og 40 Nico Mantl.

Lars Kramer har karantæne, mens Jeppe Pedersen sidder ude med en knæskade.

AaB og Arbejdernes Landsbank donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2023 går ubeskåret til Café Parasollen – Aalborg. Køb i forsalg billet til kampen mod AGF her.

Der er kickoff kl. 19.00. Fanzonen åbner kl. 16.30, mens billethusene og indgangene til Aalborg Portland Park åbner kl. 17.30.

AaB er opmærksom på de aktuelle varslinger omkring vejret i Nordjylland. AaB følger myndighedernes anvisninger og melder naturligvis ud, hvis der skulle ske ændringer i forhold til afvikling af kampen.

Tags på denne nyhed
'