Future Cup-opgør mod Silkeborg I.F. i dag

29. august 2023 kl. 09:09 af Rasmus Estrup

Et ungt AaB-mandskab spiller i dag sæsonens første kamp i Future Cup, der sidste år erstattede Reserveligaen.

Dagens modstander er Silkeborg I.F., som gæster AaB's anlæg på Hornevej kl. 13.00.

Fra førsteholdstruppen er Jeppe Pedersen og Max Vartuli udtaget sammen med akademispillerne Anders Noshe, Mads Bomholt, Sebastian Stahlfest, Kasper Davidsen, Oscar Meedom, Noel Atli Arnorsson, Eugene Amankwah, Malthe Kjølby, Jacob Buus, Emil Nymann, Patrick Allentoft, Nikolai Veilbæk Andersen, Nikola Stojanovic, Valdemar Møller Damgaard og Nicolai Schmidt. 

Det er gratis for alle interesserede at overvære kampen på Hornevej. Opgøret livestreames desuden på nordjyske.dk for Nordjyskes abonnenter. 

Tags på denne nyhed

Blandet omgang for AaB Akademiet

28. august 2023 kl. 09:14 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-Vejle Boldklub 1-2

I lørdags tog AaB’s U/19 Ligahold imod Vejle Boldklub på Hornevej, og efter en hektisk indledning var det gæsterne, der bragte sig i front 26 minutter inde i kampen på et langskud.

Fire minutter inden pausen var det også et langskud, der sikrede AaB en udligning, da Kasper Davidsen sparkede bolden i nettet fra distancen.

Selvom AaB spillemæssigt sad på kampen og kom frem til flest afslutninger på mål, slog Vejle Boldklub til på en omstilling ti minutter efter pausen, hvor gæsterne satte den afgørende 2-1-scoring i kassen.

- Vi er ikke tilfredse med resultatet, men spillemæssigt rykkede vi os meget fra forrige kamp mod FC Midtjylland. På mange af de parametre, vi kigger på, var vi dygtigst, men vi blev straffet for vores manglende kynisme og kvalitet i de kampafgørende sekvenser i felterne, siger U/19 Ligatræner Lars Noer Madsen.

- Nu skal vi vise, at vi kan fortsætte med at lægge på spillemæssigt, for vi har stadig noget at arbejde med både med og uden bold, og spillerne skal vise deres ærgerrighed og ihærdighed på træningsbanen, for vi kommer til at kæmpe for pointene i hver eneste kamp, siger Lars Noer Madsen.

AaB’s U/19 Ligahold jagter sæsonens første sejr igen på lørdag på udebane mod AGF kl. 14.00.

U/17 Ligaen: AaB-Vejle Boldklub 1-0

For anden kamp i træk blev det til en sejr til AaB’s U/17 Ligamandskab, der ligeledes fik besøg af Vejle Boldklub i lørdags.

Det nordjyske hjemmehold lagde fra første fløjt et pres på gæsterne, og et kantfrispark i det tredje minut førte til et hovedstød og en efterfølgende returbold, som Gustav Andreasen dirigerede op i målhjørnet til 1-0.

Herefter kom Vejle Boldklub bedre med i opgøret, men AaB kunne alligevel gå til pause i front.

Fra begyndelsen af anden halvleg formåede AaB-spillerne igen at lægge et pres på Vejle-mandskabet, men som anden halvleg skred frem overtog gæsterne initiativet. AaB formåede dog at stå imod og kæmpe 1-0-sejren hjem.

- Det blev en forholdsvis lige kamp, men skulle der findes en vinder, synes jeg, det er fortjent, at det blev os, for særligt vores defensiv stod solidt, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen.

- På bolden havde vi svært ved at løse deres høje pres, og vi spillede for meget baglæns, men i de sekvenser hvor vi lykkedes med at etablere spillet, så det fint ud, og vi var tæt på at udbygge føringen et par gange. Overordnet set er det positivt, at vi nu viser, at vi kan sejren fra sådanne kampe. Det beviser, at vi har rykket os siden forrige sæson, siger Theis Larsen.

AaB står nu med seks point efter to kampe, og spiller igen på lørdag på udebane mod AGF kl. 16.15.

U/15 Ligaen: AaB-Vejle Boldklub 3-3 (8-6 str.)

Weekenden bød også på sæsonens første kamp i U/15 Ligaen. Et opgør der endte uafgjort, men med to point til AaB efter en sejr i straffesparkskonkurrencen.

Nordjyderne kom bedst fra land mod Vejle Boldklub, og efter tre minutter havde Abdinasir Abdullahi gjort det til 1-0.

Abdinasir Abdullahi var også på pletten igen med en 2-0-scoring efter 12 minutter, før gæsterne reducerede til 2-1 efter 28 minutters spil.

Lige inden pausen blev AaB’s Daryosh Popalzai udvist med sin anden advarsel i kampen, men tidligt i anden halvleg fuldendte Abdinasir Abdullahi sit hattrick med målet til 3-1.

Efter en times spil svarede Vejle Boldklub tilbage med en scoring til 3-2, og to minutter senere udlignede gæsterne også til slutresultatet 3-3.

Uafgjorte kampe skal i U/19 Ligaen, U/17 Ligaen og U/15 Ligaen afgøres i en straffesparkskonkurrence, hvor vinderen tager to point med fra kampen, mens taberne får et enkelt point.

Lørdag scorede AaB på alle fem forsøg fra pletten, og da Vejle Boldklub misbrugte et spark, endte det med to point til AaB-holdet.

U/15 Ligaholdet tager på lørdag også turen til Aarhus til et opgør mod AGF kl. 14.00.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-Hillerød Fodbold 3-0

28. august 2023 kl. 06:50 af Rasmus Estrup

I en forholdsvis chancefattig kamp vandt AaB i går 3-0 på Aalborg Portland Park over Hillerød Fodbold. 

Selvom gæsterne var bedst i indledningen, scorede AaB til 1-0 midt i første halvleg på hjemmeholdets første chance, da Melker Widell med hælen spillede Oliver Ross igennem i feltet, hvorfra den unge nordjyde sikkert sparkede Hele Nordjyllands Hold i front. 

Kort inden pausen hev Josip Posavec en flot redning frem på et farligt frispark fra Jonathan Witt, og i anden halvleg var AaB-keeperen på plads med en ny stærk redning, da Sebastian Pingel forsøgte sig fra tæt hold. 

Efter 71 minutter blev Pedro Ferreira udvist, men 12 minutter senere gjorde Nicklas Helenius det til 2-0 på et straffespark. 

Efter 86 minutter lukkede Melker Widell opgøret med målet til 3-0. 

AaB topper med sejren NordicBet Ligaen med 17 point efter syv kampe, og næste opgør spilles på søndag kl. 15.00 på Aalborg Portland Park mod Kolding I.F. Køb billetter til kampen her. 

Tags på denne nyhed

AaB fastholder førstepladsen med sejr

27. august 2023 kl. 16:58 af Rasmus Estrup

Trods en udvisning 20 minutter før tid tilkæmpede AaB sig søndag en 3-0-sejr over Hillerød Fodbold efter scoringer af Oliver Ross, Nicklas Helenius og Melker Widell. AaB er således fortsat ubesejret og på førstepladsen i NordicBet Ligaen. 

Det var ellers gæsterne fra Hillerød Fodbold, der kom bedst ud til opgøret, og efter fire minutter blev Adam Ahmad spillet igennem til en afslutning fra kanten af feltet, men forsøget gik langt forbi AaB-målet. Flere chancer fik gæsterne ikke spillet sig til de næste mange minutter.

AaB-mandskabet kunne dog slet ikke få gang i spillet, men midt i første halvleg førte en genialitet til AaB's 1-0-scoring på holdets første chance.

Fra kanten driblede Oliver Ross ind mod feltet og spillede bolden frem til Melker Widell. Med en elegant hælaflevering lagde svenskeren bolden ind i Oliver Ross' løb, og fra en udækket position midt i feltet sparkede den unge AaB-spiller sikkert kuglen i nettet til en nordjysk føring. 

Ti minutter før pausen måtte Rasmus Thelander udgå med en skade, og i hans sted blev Sebastian Otoa indskiftet. 

Fire minutter før pausen fik gæsterne et frispark lige uden for AaB-feltet. Herfra sparkede Jonathan Witt bolden over AaB-muren, men inde på linjen hev Josip Posavec en flot parade frem på gæsternes anden og hidtil bedste forsøg. 

I tillægstiden til første halvleg fik AaB så sin anden chance i opgøret, da Kasper Jørgensens diagonalbold endte hos Allan Sousa. Brasilianeren trak ind i feltet, men i afslutningsmomentet kom gæsternes forsvar i vejen med en blokade. Dermed endte den chancefattige første halvleg med en AaB-føring på 1-0. 

Tidligt i anden halvleg havde Hillerød Fodbold et ufarligt hovedstød, hvorefter AaB havde optræk til et par muligheder, der ikke førte afslutninger med sig. 

En afslutning kom gæsternes Sebastian Pingel til efter en lille times spil, da et indlæg fladt fra Simon Sharif gik hen til Hillerød-angriberen, som dog måtte se sin store chance ved fjerneste stolpe reddet af en fremadstormende Josip Posavec. 

Knap 20 minutter efter pausen blev Malthe Højholt og Oliver Ross udskiftet med Richard Odada og Nicklas Helenius, men efter 71 minutter blev AaB reduceret til 10 spillere, da Pedro Ferreira fik direkte rødt kort for en forseelse lige uden for feltet. 

Det efterfølgende frispark sad i AaB-muren, og straks efter blev både Lucas Andersen og Younes Bakiz indskiftet i stedet for Allan Sousa og Tim Prica. 

Efter et Hillerød-hjørnespark i 79. minut kom gæsterne til to langskud. Den første blokerede Lucas Andersen, mens det efterfølgende endte på 3F Tribunen. 

I modsatte ende fik Younes Bakiz en stor chance på en cutback-aflevering, men afslutningen blev blokeret ud til et hjørne. Dette blev headet mod mål, og på målstregen havde Marinus Due Grandt arm på bolden. Derfor pegede dommer Aydin Uslu på pletten. 

Straffesparket sparkede Nicklas Helenius sikkert i kassen til 2-0. 

Blot tre minutter senere blev AaB-føringen udbygget til 3-0. Efter en god detalje på kanten af feltet mistede Melker Widell ellers bolden, men svenskeren tilkæmpede sig læderet med sit genpres, hvorefter han vendte rundt om sig selv og satte 3-0-scoringen i nettet. 

I tillægstiden havde Hillerød Fodbold et par forsøg, som sad uden for rammen, og da opgøret ikke bød på flere scoringer, sluttede kampen med en 3-0-sejr til Hele Nordjyllands Hold.

Sejren betyder, at AaB fortsat er ubesejret og indtager førstepladsen i NordicBet Ligaen med 17 point efter syv kampe. 

Igen næste søndag kl. 15.00 spiller AaB en ny hjemmekamp på Aalborg Portland Park, når Kolding I.F. kommer på besøg i NordicBet Ligaen. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk.

Matchfacts - NordicBet Ligaen, grundspil, 7. spillerunde

AaB-Hillerød Fodbold 3-0 (1-0)
23. min 1-0 Oliver Ross, 83. min 2-0 Nicklas Helenius (str.), 86. min 3-0 Melker Widell
Advarsler AaB: Kasper Jørgensen (68)
Udvisning AaB: Pedro Ferreira (72)
Advarsler Hillerød Fodbold: Nicklas Bjerre Schmidt (70)
6.538 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-2-3-1): Josip Posavec, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Rasmus Thelander (36: Sebastian Otoa), Jakob Ahlmann, Pedro Ferreira, Malthe Højholt (64: Richard Odada), Melker Widell, Oliver Ross (64: Nicklas Helenius), Allan Sousa (75: Lucas Andersen), Tim Prica (75: Younes Bakiz). 

Hillerød Fodbold (3-5-2): William Lykke, Gregers Arndal, Jonathan Witt, Rasmus Møller, Simon Sharif, Nicklas Bjerre Schmidt (71: Matin Alatlassi), Marinus Due Grandt, Tobias Arndal (56: Ahmed Hassan Ahmad), Lucas Bøje-Larsen (71: Asger Højmark), Sebastian Pingel, Adam Ahmad (51: Valdemar Schousboe).

Dommer: Aydin Uslu

Tags på denne nyhed
'