Fanzonen åbner kl. 12.30 på søndag

25. august 2023 kl. 12:02 af Rasmus Estrup

Kampinfo
Spillerunde: 7
Spilledato: Søndag 27. august 2023
Kick-off: Kl. 15.00
Dørene åbner: Kl. 13.30
Fanzonen åbner: Kl. 12.30
Dommer: Aydin Uslu

Køb billet online på www.billet.aabsport.dk
Flere end 7.500 har allerede billet til søndagskampen på Aalborg Portland Park mellem AaB og Hillerød Fodbold. Du kan i forsalg købe billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk.

På www.billet.aabsport.dk kan du også købe et sæsonkortabonnement eller et billetabonnement. Læs mere om abonnementerne her. 

Billethusene på Aalborg Portland Park åbner kl. 13.30 på søndag, hvor det også er muligt at købe billetter.

Tilhængere af Hillerød Fodbold skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen. Tilskuere, der udviser tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende, vil blive bortvist uden refusion af billetten.

Har du på kampdagen spørgsmål i forhold til billetter, kan du besøge billetinformationen, som ligger på hjørnet af Complea Tribunen og Vesttribunen. 

Vis billet eller sæsonkort i AaB’s app - opdatering kræves
Ved indgangene kan man vise sin billet eller sit sæsonkort i AaB-appen, der har fået billetter og sæsonkort integereret. Det kræver, at man har opdateret AaB-appen til den seneste version.

Dette gav enkelte udfordringer i forbindelse med nogle af årets første kampe, og derfor kan det også være en løsning at medbringe ens fysiske sæsonkort eller billet. 

Man kan også altid tilgå og vise sine billetter online på www.billet.aabsport.dk. 

Download AaB’s officielle app via App Store, hvor den findes under navnet “AaB Sport - AaB” eller Google Play under “AaB”. 

Fanzonen åbner kl. 12.30
AaB’s fanzone åbner kl. 12.30 på søndag, og frem mod kampstart vil der være en række forskellige aktiviteter.

Du har eksempelvis mulighed for at få ansigtsmaling i AaB-farver, ramme plet i Faxe Kondis fan can, prøve kræfter med en Goal Station og få autografer fra en AaB-spiller.

Derudover er det som altid også muligt at købe lækker mad fra grillen samt Bogø Sandwich, ligesom du kan købe vand, øl og slik i boderne. 

Bliv klædt på til sæsonen i AaB Fanshop
I AaB Fanshop i både foyeren og fanzonen kan du på søndag blandt andet købe AaB’s nye klubdragter og andendragter fra Macron. Ligeledes finder du nye halstørklæder i AaB Fanshop. 

Fanshoppen åbner kl. 12.30 både i fanzonen og kl. 13.00 i foyeren, så kig forbi og bliv klædt på i AaB-merchandise.

I fanzonen vil der på søndag også være en salgsvogn med AaB-merchandise med særlige kampdagstilbud. Det er kun muligt at anvende betalingskort hos salgsvognen. 

Indløbsbørn fra Løgstør I.F. og St. Restrup I.F.
AaB-spillerne løber på søndag på banen sammen med spillere fra partnerklubberne Løgstør I.F. og St. Restrup I.F., så tag godt imod dem og Hele Nordjyllands Hold.

Pausekonkurrence med Støvring I.F. og Terndrup I.F.
I pausen af søndagskampen mod Hillerød Fodbold vil der på grønsværen være en konkurrence med deltagelse af børn fra partnerklubberne Støvring I.F. og Terndrup I.F.

Fællesskab for alle - tilbud til børn
AaB og Spar Nord Fonden er gået sammen om et nyt børnefællesskab på kampdage: “Fællesskab for alle”.

“Fællesskab for alle” foregår i Theodors Familiezone på Complea Tribunen, hvor de tilmeldte børn kan sidde under opsyn af pædagoger og pædagogstuderende kampen igennem.

Inden kampen bliver børnene hentet på et mødested i AaB’s fanzone af pædagoger og pædagogstuderende, som til hver kamp vil sørge for, at de tilmeldte børn i folkeskolealderen følges tæt og får en god oplevelse både før, under og efter AaB’s 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park. 

Så hvis man er mellem otte og 14 år og ønsker at komme på Aalborg Portland Park, men måske mangler jævnaldrende at tage til fodbold med, eller hvis ens forældre er forhindret, så har man nu muligheden for at blive en del af “Fællesskab for alle”.  

For at blive en del af “Fællesskab for alle“ skal man sende en mail til mro@aab-as.dk og købe billet via det link, man modtager i forbindelse med bekræftelsen på, at man er blevet en del af “Fællesskab for alle”. Prisen for at blive en del af "Fællesskab for alle" er samme pris som en almindelig børnebillet til Theodors Familiezone. 

Adgang til boder og toilletter i fanzonen under kampen
Fanzonens boder og toiletter er også tilgængelige under kampen på søndag. Dermed kan tilskuere på Vesttribunen anvende boder og toiletfaciliteter i fanzonen uden for Aalborg Portland Park, mens kampen spilles. 

Gratis tog- og buskørsel med billet til kampen
Resten af året kan alle med en billet til kampen køre gratis med tog og busser fra Nordjyllands Trafikselskab på kampdage. Det gælder således også på søndag. Man skal blot vise sin kampbillet eller sit digitale sæsonkort i bussen eller toget.

Rygning er ikke tilladt
Det er ikke tilladt at ryge på Aalborg Portland Park. Det er muligt for tilskuere på Vesttribunen og Complea Tribunen at ryge uden for stadion i pausen.

Kontantløse boder åbner kl. 14.00
Boderne på Aalborg Portland Park åbner på søndag en time før kampstart, hvor dørene også åbner. 

På hver tribune er der én bod, hvor der kan betales med kontanter. Ellers foregår betalingen kontantløst på Aalborg Portland Park. 

Transport
Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der ca. fem minutters gang til Aalborg Portland Park. Se køreplaner på denne side.

Parkering
Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der ca. ti minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Complea Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Hobro I.K.-AaB 1-2

25. august 2023 kl. 06:44 af Rasmus Estrup

AaB vandt i går 2-1 på udebane over Hobro I.K. foran 1.300 medrejsende AaB-fans i et udsolgt udebaneafsnit. 

Hjemmeholdet kom ellers i front ved Frederik Mortensen efter blot 15 sekunder, og i første halvleg måtte Josip Posavec hive flere store redninger frem. 

Særligt en friløber til Laurs Skjellerup og et straffespark fra Muamer Brajanac tog den kroatiske AaB-målmand sig flot af, inden Jakob Ahlmann kort før pausen udlignede til 1-1. 

I tillægstiden af opgøret sikrede Kasper Jørgensen AaB sejren, da han med sit første AaB-mål sparkede 2-1-scoringen i kassen. 

Set et fyldigt sammendrag af kampen i videoen øverst, og køb billetter til AaB's søndagskamp på Aalborg Portland Park mod Hillerød Fodbold på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

Sen scoring sikrer AaB-sejr i Hobro

24. august 2023 kl. 20:55 af Rasmus Estrup

Torsdagens velbesøgte udekamp på DS Arena i Hobro med 1.300 AaB-fans i et fyldt udebaneafsnit endte med en AaB-sejr på 2-1. Hjemmeholdet kom foran efter få sekunder, Josip Posavec reddede straffe efter en halv times tid, og kort inden pausen udlignede Jakob Ahlmann. I tillægstiden scorede Kasper Jørgensen sejrsmålet for AaB. 

AaB fik ellers den værst tænkelige start på opgøret, da hjemmeholdet efter blot 15 sekunder kom foran 1-0. Få sekunder efter første fløjt fandt Hobro I.K.'s Frederik Elkær plads over venstrekanten, hvorfra han slog et indlæg ind i panden på en fri Frederik Mortensen, der headede læderet forbi Josip Posavec og ind i AaB-målet. 

Første chance til AaB tilfaldt Lucas Andersen, da Melker Widell fik plads på højrefløjen og med et fladt indlæg fandt AaB-anføreren, som fra yderkanten af feltet måtte se sin flade afslutning reddet af Jonathan Fischer i Hobro-kassen. 

Hobro-målmanden kom også på arbejde et minut senere, da Malthe Højholt efter en pasning fra Jakob Ahlmann var fri til afslutning i Hobro-feltet. Afslutningen fra AaB's nummer 14 sad dog lige på keeperen. 

AaB fortsatte med at lægge pres på det gulklædte mandskab, og efter ni minutter sparkede Nicklas Helenius over fra kanten af feltet efter et farligt boldtab af hjemmeholdet. 

Det rød-hvide udehold fik også et par rigtig gode frisparksmuligheder, der begge blev sendt i muren, inden Hobro I.K.'s Laurs Skjellerup på en omstilling kom forbi Lars Kramer og fik en friløber med Josip Posavec. AaB-keeperen hev dog en stærk redning frem og vandt duellen i det 18. minut. 

Hjemmeholdet sparkede i de næste par minutter et par langskud over mål, før Allan Sousa midt i første halvleg flugtede et langskud lige på Jonathan Fischer i modsatte ende. 

I det 30. minut tog Mads Freundlich sigte mod målhjørnet på et langskud, men en velspillende Josip Posavec nåede op under overliggeren med en ny parade. Kort efter var AaB-keeperen alene med en helt fri Laurs Skjellerup, som denne gang sparkede bolden forbi både den fremadstormende målmand og AaB-målet. 

Hobro I.K. blev ved med at lægge et tryk på AaB-feltet, og efter 33 minutter fik hjemmeholdet et straffespark efter et hjørnespark. Muamer Brajanac forsøgte sig fra pletten, men den kroatiske AaB-keeper hev en fremragende redning frem ved stolperoden og fik dernæst viftet returbolden væk fra det lille felt, hvorefter hjemmeholdet sparkede over mål. 

Fem minutter før pausen kunne AaB så bringe balance på måltavlen. Efter et godt sammenspil i venstresiden lagde Allan Sousa bolden frem til Jakob Ahlmann, som trak ind i feltet og med en flad afslutning mod fjerneste stolpe sendte venstrebacken 1-1-scoringen over stregen. 

Inden pausen kom AaB til yderligere to chancer. Først drev Nicklas Helenius bolden frem i feltet og afleverede på tværs til Kasper Jørgensen, der dog fik sin afslutning blokeret. Det samme blev en spids afslutning fra Nicklas Helenius efter en god dyb bold fra Malthe Højholt. Dermed lød pausestillingen på 1-1.

Fra anden halvlegs start kom Oliver Ross ind i stedet for Lucas Andersen, og halvandet minut efter pausen driblede Allan Sousa sig vej til en afslutning, der blev afværget af hjemmeholdets forsvar. 

Et par minutter senere drejede Melker Widell rundt i feltet og flugtede lige på Jonathan Fischer, inden først Oliver Ross og siden Malthe Højholt forsøgte sig uden held. 

Ti minutter inde i anden halvleg var Hobro I.K. nærgående med et par langskud, der dog blev blokeret og gik forbi. Tættest på var Mathias Kristensen med et flot langskud, der gik lige forbi fjerneste målhjørne. 

Efter ca. en times spil blev målscorer Jakob Ahlmann erstattet med Andreas Poulsen, og kort efter leverede Melker Widell en flot detalje, inden han selv sparkede læderet op på tribunen med 1.300 AaB-fans. 

I modsatte ende headede Muamer Brajanac et hovedstød over fra tæt hold, og straks efter blev Melker Widell udskiftet med Younes Bakiz. 

Efter 73 minutter var Hobro I.K. på ny nærgående, da en afslutning fra kanten af feltet blev afrettet forbi AaB-målet, og syv minutter efter var der officiel AaB-debut til Richard Odada, der blev skiftet ind i stedet for Pedro Ferreira. 

AaB sad efterfølgende tungt på spillet, og efter 88 minutter dumpede bolden ned i feltet til en helt fri Nicklas Helenius, der tordnede bolden mod mål, men inde på stregen kom Jonathan Fischer i vejen for læderet. 

Lige inden stadionuret rundede 90 minutter kom Oliver Ross også til en mulighed, da han fra kanten af feltet fik dirigeret sit spark ud til et hjørne. 

Dette endte i sidste ende med en nedfaldsbold til Kasper Jørgensen, som bankede 2-1-scoringen i nettet til slutresultatet. 

Sejren betyder, at AaB efter seks runder indtager førstepladsen i NordicBet Ligaen med 14 point. 

AaB spiller igen allerede på søndag, hvor Hillerød Fodbold gæster Aalborg Portland Park kl. 15.00. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk.

Matchfacts - NordicBet Ligaen, grundspil, 6. spillerunde

Hobro I.K.-AaB 1-2 (1-1)
1. min 1-0 Frederik Mortensen, 41. min 1-1 Jakob Ahlmann, 90. min 1-2 Kasper Jørgensen
Advarsler Hobro I.K.: Mads Freundlich (54), Frederik Mortensen (66)
Advarsler AaB: Josip Posavec (35), Allan Sousa (37), Malthe Højholt (43), Melker Widell (51), Oliver Ross (74)
5.225 tilskuere på DS Arena

Hobro I.K.: Jonathan Fischer, Oliver Klitten, Emil Søgaard, Simon Skou Jakobsen (83: Soumaila Ouattara), Frederik Dietz, Frederik Elkær (83: Oliver Overgaard), Frederik Mortensen, Mads Freundlich (76: Abdoul Yoda), Mathias Kristensen (62: Villads Rasmussen), Laurs Skjelleup (76: Moubarack Campaoré), Muamer Brajanac.

AaB (4-2-3-1): Josip Posavec, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Rasmus Thelander, Jakob Ahlmann (62: Andreas Poulsen), Malthe Højholt, Pedro Ferreira (80: Richard Odada), Allan Sousa, Melker Widell (69: Younes Bakiz), Lucas Andersen (46: Oliver Ross), Nicklas Helenius. 

Dommer: Jonas Bøgelund

Tags på denne nyhed

Bertil Grønkjær udtaget til U/17-landshold

24. august 2023 kl. 10:25 af Rasmus Estrup

U/17-landsholdet deltager i september i en venskabsturnering i Tyskland, og med i truppen er Bertil Grønkjær fra AaB Akademiet. 

I turneringen spiller Danmark mod Italien 7. september, mod Tyskland 9. september og mod Israel 12. september. 

Inden kampene i Tyskland har Bertil Grønkjær spillet syv ungdomslandskampe, hvoraf to af dem har været for U/17-landsholdet. 

Tags på denne nyhed
'