AaB sælger Granli

14. august 2023 kl. 17:00 af Brian Andersen

Daniel Granli kom i september 2020 til AaB fra svenske AIK Stockholm. Forinden havde Daniel Granli i sit hjemland optrådt for Oslo-klubben Stabæk.

AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:

- Af private årsager har det været et stort ønske for Daniel at komme til netop Holland, og med aftalen med ADO Den Haag er vores betingelser for et skifte blevet opfyldt.

- Alene kampantallet (88, red.) vidner om, at Daniel i de seneste knap tre år har været en værdifuld spiller for AaB, og Daniels alsidighed har også gjort, at han udover sin favoritposition i det centrale forsvar ligeledes i perioder har bidraget på begge backpositioner, siger Ole Jan Kappmeier og tilføjer:

- Vi vil gerne takke Daniel for indsatsen for vores klub og ønsker ham held og lykke i Holland.

Daniel Granli, der havde kontraktudløb med AaB 30. juni 2024, siger:

- Jeg har af familiære årsager gennem længere tid haft et ønske om at komme til Holland, hvor min kone både er fra og driver forretning, og det har AaB udvist forståelse for. Da denne mulighed opstod, var det derfor en god løsning for både klubben, min familie og mig.

- Derfor er det både med glæde og en lidt vemodig fornemmelse, at jeg forlader AaB, for jeg har haft det rigtig godt i klubben, siden jeg kom hertil på et lejeophold i 2020. Desværre var sidste sæson tung, men sådan er fodbold, og det er først og fremmest de mange gode stunder og de mange gode mennesker, jeg har mødt i klubben og byen, som jeg vil huske. Min søn er også født i Aalborg, så byen vil for altid have en stor betydning for os, siger Daniel Granli og fortsætter:

- Jeg vil gerne takke mine holdkammerater, trænerstaben, administrationen samt alle i og omkring AaB for en god tid. Derudover skal der også lyde en stor tak til fansene. Jeg kom hertil under corona og husker stadig, hvordan det var at mærke opbakningen fra tribunerne, da fansene for første gang måtte være tilbage på tribunerne. Især i foråret og i begyndelsen af denne sæson har jeg været meget imponeret over den store opbakning, der har været, og jeg håber, at fansene vil fortsætte med at hjælpe holdet fremover, for jeg ønsker AaB alt det bedste, slutter Daniel Granli.

I sine 88 officielle kampe for AaB blev det også til tre scoringer for Daniel Granli.

Tags på denne nyhed

AaB bærer klubdragten mod Egen UI

13. august 2023 kl. 11:56 af Rasmus Estrup

På tirsdag tager AaB hul på Oddset Pokalen, når Egen Ungdoms- og Idrætsforening venter i første runde. Da hjemmeholdet fra Als spiller i grøn, kan AaB bære den rød-hvide stribede kludbragt fra Macron.

AaB spiller så vidt muligt altid i den rød-hvide klubdragt, som i denne sæson er en hyldest til fan- og stadionsangen “Som Ramt af Lynet”, som AaB’s fanscene introducerede i 2019 og synger før kickoff til hver hjemmekamp.

Klubdragtens rød-hvide striber tager i den forbindelse form af lyn i denne sæson som reference til “Som Ramt af Lynet”, hvilket også giver klubdragten et mere dynamisk udtryk.

Klubtrøjen er ligesom både andentrøjen og håndsrækningstrøjen skabt i et tæt samarbejde mellem AaB og Macron, og dragterne er designet og produceret ved Macrons hovedkontor i Bologna og er i samme høje kvalitet som sædvanlig.  

Spillersættene er skabt i det miljøvenlige, lette og åndbare Eco-Softlock-materiale, der er produceret af 100% genanvendt plastic. Eco-Softlock er certificeret af Global Recycled Standard, den vigtigste internationale standard for bæredygtig produktion af tøj og tekstiler.

Køb AaB’s klubdragt på www.aabshoppen.dk.

Tags på denne nyhed

Ny børneudviklingstræner for AaB’s partnerklubber

13. august 2023 kl. 09:04 af Rasmus Estrup

I bestræbelserne på at fortsætte det gode samarbejde mellem AaB og klubbens mange nordjyske partnerklubber har AaB Akademiet ansat Jesper Baand som børneudviklingstræner for AaB’s partnerklubber. 

- Vores partnerklubber er afgørende for os, fordi vores fundament som klub er at udvikle spillere gennem AaB Akademiet. Det indebærer også, at vi bidrager til at kvalificere og udvikle børnetræningen i hele Nordjylland, hvilket blandt andet sker gennem træneruddannelse, fokus på selvtræning, en online træningsplatform, inspirationstræninger i partnerklubberne og meget andet, siger AaB’s akademichef Jacob Larsen. 

- Derfor er det vigtigt, at vi har en person, som kan skabe gode relationer til vores partnerklubber og hele tiden ved, hvad partnerklubberne kan bruge fra AaB, så vi kan bidrage til den bedste børnetræning rundt omkring i klubberne i hele Nordjylland, og vi er glade for at kunne ansatte Jesper Baand til at varetage den opgave, siger Jacob Larsen. 

Jesper Baand har mange års erfaring som træner på tværs af forskellige årgange i eksempelvis Skibsby-Højene I.F. Han har også været med til at starte det såkaldte Topcenter i Hjørring i 2018, været AKT+ træner og træner på teknik- og talentskolen.

Jesper Baand har overtaget rollen fra Andreas Moe, der efter to år i stillingen er vendt tilbage til København.

Tags på denne nyhed

Alle mand til Als! 

12. august 2023 kl. 10:40 af Rasmus Estrup

Navn: Linak Arena (Guderup Idrætsanlæg) 

Billetpriser: 
Barn u. 15 år: Gratis 
Voksen: 50 kr. 

Billetter kan købes i indgangen via Mobilepay. 

Der vil være et dedikeret afsnit til AaB-fans, hvor der vil være opsat en mindre mobiltribune. Dørene åbner en time før kampstart. 

Mad og drikke: 
Egen UI serverer mad og drikke i opstillede boder. 

Transport til og fra Linak Arena: 

Kør selv:  

Adresse:  
Linak Arena (Guderup Idrætsanlæg) 
Guderup Idrætsanlæg 
6430 Nordborg 

Tak til jer alle for den flotte støtte på udebane til Hele Nordjyllands Hold. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: FC Helsingør-AaB 1-1

12. august 2023 kl. 07:39 af Rasmus Estrup

AaB spillede i går aftes 1-1 på udebane mod FC Helsingør i en kamp, som du kan se et fyldigt sammendrag af i videoen øverst. 

I første halvleg havde Josip Posavec flere gode redninger i AaB-målet, mens det i modsatte ende blev til et par farlige forsøg fra Allan Sousa og Melker Widell. 

Efter pausen sendte både Louka Prip og Nicklas Helenius kompetente forsøg mod mål, inden hjemmeholdet otte minutter inde i anden halvleg kom foran med 1-0, da Jakob Ahlmann var uheldig at prikke bolden i eget net efter en afretning fra Josip Posavec. 

AaB svarede dog hurtigt tilbage, da Nicklas Helenius headede Allan Sousas hjørnespark i mål efter en time. Målet var Nicklas Helenius' tredje i denne sæson, mens oplægget var Allan Sousas fjerde af slagsen. 

18 minutter før tid havde Tim Prica et farligt frispark, som prellede af på stolpen, og i tillægstiden tilkæmpede AaB's svenske angriber sig også en god chance, men afslutningen fra en spids vinkel blev reddet. 

Kort før slutfløjt blev Tim Prica udvist efter en kollision med hjemmeholdets Nicklas Mouritzen. 

AaB spiller igen allerede på tirsdag, hvor det i første runde af Oddset Pokalen gælder en udekamp mod Jyllandsserieklubben Egen UI. 

Tags på denne nyhed
'