AaB Akademiet fik i weekenden en sejr i U/19 Ligaen, uafgjort i U/15 Ligaen og et nederlag i U/19 Ligaen.
U/19 Ligaen: AaB-Vejle Boldklub 1-2
I lørdags tog AaB’s U/19 Ligahold imod Vejle Boldklub på Hornevej, og efter en hektisk indledning var det gæsterne, der bragte sig i front 26 minutter inde i kampen på et langskud.
Fire minutter inden pausen var det også et langskud, der sikrede AaB en udligning, da Kasper Davidsen sparkede bolden i nettet fra distancen.
Selvom AaB spillemæssigt sad på kampen og kom frem til flest afslutninger på mål, slog Vejle Boldklub til på en omstilling ti minutter efter pausen, hvor gæsterne satte den afgørende 2-1-scoring i kassen.
- Vi er ikke tilfredse med resultatet, men spillemæssigt rykkede vi os meget fra forrige kamp mod FC Midtjylland. På mange af de parametre, vi kigger på, var vi dygtigst, men vi blev straffet for vores manglende kynisme og kvalitet i de kampafgørende sekvenser i felterne, siger U/19 Ligatræner Lars Noer Madsen.
- Nu skal vi vise, at vi kan fortsætte med at lægge på spillemæssigt, for vi har stadig noget at arbejde med både med og uden bold, og spillerne skal vise deres ærgerrighed og ihærdighed på træningsbanen, for vi kommer til at kæmpe for pointene i hver eneste kamp, siger Lars Noer Madsen.
AaB’s U/19 Ligahold jagter sæsonens første sejr igen på lørdag på udebane mod AGF kl. 14.00.
U/17 Ligaen: AaB-Vejle Boldklub 1-0
For anden kamp i træk blev det til en sejr til AaB’s U/17 Ligamandskab, der ligeledes fik besøg af Vejle Boldklub i lørdags.
Det nordjyske hjemmehold lagde fra første fløjt et pres på gæsterne, og et kantfrispark i det tredje minut førte til et hovedstød og en efterfølgende returbold, som Gustav Andreasen dirigerede op i målhjørnet til 1-0.
Herefter kom Vejle Boldklub bedre med i opgøret, men AaB kunne alligevel gå til pause i front.
Fra begyndelsen af anden halvleg formåede AaB-spillerne igen at lægge et pres på Vejle-mandskabet, men som anden halvleg skred frem overtog gæsterne initiativet. AaB formåede dog at stå imod og kæmpe 1-0-sejren hjem.
- Det blev en forholdsvis lige kamp, men skulle der findes en vinder, synes jeg, det er fortjent, at det blev os, for særligt vores defensiv stod solidt, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen.
- På bolden havde vi svært ved at løse deres høje pres, og vi spillede for meget baglæns, men i de sekvenser hvor vi lykkedes med at etablere spillet, så det fint ud, og vi var tæt på at udbygge føringen et par gange. Overordnet set er det positivt, at vi nu viser, at vi kan sejren fra sådanne kampe. Det beviser, at vi har rykket os siden forrige sæson, siger Theis Larsen.
AaB står nu med seks point efter to kampe, og spiller igen på lørdag på udebane mod AGF kl. 16.15.
U/15 Ligaen: AaB-Vejle Boldklub 3-3 (8-6 str.)
Weekenden bød også på sæsonens første kamp i U/15 Ligaen. Et opgør der endte uafgjort, men med to point til AaB efter en sejr i straffesparkskonkurrencen.
Nordjyderne kom bedst fra land mod Vejle Boldklub, og efter tre minutter havde Abdinasir Abdullahi gjort det til 1-0.
Abdinasir Abdullahi var også på pletten igen med en 2-0-scoring efter 12 minutter, før gæsterne reducerede til 2-1 efter 28 minutters spil.
Lige inden pausen blev AaB’s Daryosh Popalzai udvist med sin anden advarsel i kampen, men tidligt i anden halvleg fuldendte Abdinasir Abdullahi sit hattrick med målet til 3-1.
Efter en times spil svarede Vejle Boldklub tilbage med en scoring til 3-2, og to minutter senere udlignede gæsterne også til slutresultatet 3-3.
Uafgjorte kampe skal i U/19 Ligaen, U/17 Ligaen og U/15 Ligaen afgøres i en straffesparkskonkurrence, hvor vinderen tager to point med fra kampen, mens taberne får et enkelt point.
Lørdag scorede AaB på alle fem forsøg fra pletten, og da Vejle Boldklub misbrugte et spark, endte det med to point til AaB-holdet.
U/15 Ligaholdet tager på lørdag også turen til Aarhus til et opgør mod AGF kl. 14.00.