Alle mand til Herning!

11. april 2023 kl. 09:10 af Rasmus Estrup

Fredag aften klokken 19.00 spiller AaB på udebane mod FC Midtjylland. Støtten til Hele Nordjylland Hold har været flot gennem hele året, og knap 800 AaB’ere har i gennemsnit indfundet sig på udebaneafsnittene til forårets fire første udekampe.

Herunder finder du al info omkring, hvordan du kan støtte AaB i den vigtige udekamp på fredag: 

Navn: MCH Arena 
Kapacitet: 11.432 
Kapacitet udebaneafsnit: 1050 
Placering udebaneafsnit: AL Bank Tribunen - Indgang 3 (Udehold) 

Billetpriser: 
Barn (4-13): 50,- 
Voksen: 110,- 
Køb din billet her: https://billetsalg.fcm.dk/

OBS. Billetter er 25 kr. dyrere ved køb på stadion. Billethuset åbner 70 minutter før kampstart.  

Transport til og fra Herning 

Fælles: 
ASC arrangerer bustur til favorable priser for både medlemmer og ikke-medlemmer. Deadline for tilmelding er onsdag d. 12. april kl. 20. Læs mere og bestil turen her.

Der er afgang fra parkeringspladsen bag Complea-tribunen på Aalborg Portland Park kl. 15.30 og forventet hjemkomst på Aalborg Portland Park omkring kl. 23.30. 

Kør selv:  
MCH Arena er let tilgængelig, hvis du kommer i bus eller bil, og stadion er velforbundet med motorvejene både fra nord, syd og øst. Adressen er: 

MCH Arena 
Kaj Zartows Vej 5 
7400 Herning 

Til udebanefans og gæster på MCH Arena findes parkering for busser umiddelbart bag udebaneafsnittet i et lukket område kun til udebanefans. Såfremt der er plads, vil biler også kunne parkere i området – ellers anbefales parkering på P5. Få mere info om parkering ved MCH Arena her: https://www.fcm.dk/app/uploads/Parkeringsoversigt-MCH-Arena.pdf 

Offentlig transport: 
Tag Bus 6 fra Herning Station og stå af ved stoppestedet ‘’MCH Messecenter’’. Herefter er der en mindre gåtur på 1 km til stadion. Se endvidere rejseplanen for afgangstider og mere info. 

Mad og drikke: 
På udebaneafsnittet findes to salgsboder under tribunen. 

Priser: 
Fransk hotdog 30,- 
Pølse m/brød 25,- 
Frankfurter m/brød 45,- 
Brød 5,- 
FCM-Menu (Frankfurter m/brød + Fadøl) 90,- 
Ulve-menu (Fransk Hotdog + Sodavand) 50,- 
Fadøl (0,5 l) 50,- 
Øl-kuffert (6x fadøl) 250,- 
Shotsrør 25,- 
6x Shots 100,- 
Sodavand (0,5 l) 30,- 
Kildevand 30,- 
Kaffe 20,- 
Kakao 20,- 

Derudover er der et udvalg af forskellige snacks og specialøl.  

Tifo: 
FC Midtjylland hilser den gode stemning på stadion velkommen, og derfor er udeholdets fans mere end velkommen til at deltage aktivt. 

Som en del af den gode kampoplevelse og stemning på hele stadion har udebanefans de samme muligheder omkring fanmaterialer på udebaneafsnittet som på resten af stadion. 

Tilladte materialer på MCH Arena: 
Papirark i A4, A3, A2, A1 og A0 
Små flag 
Megasize-flag fra 3 x 3 meter 
Trommer 
Megafoner 
Bannere i 1,5 meters højde 

AaB takker alle for deres opbakning til Hele Nordjyllands Hold på udebane. 

Tags på denne nyhed

To pointdelinger og et nederlag for AaB Akademiet

11. april 2023 kl. 08:08 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: OB-AaB 5-1

I U/19 Ligaen løb AaB ind i et nederlag på 5-1, da holdet i påsken besøgte OB.

Fynboerne kom foran allerede efter fem minutter, og på et straffespark kort inden pausen blev den fynske føring fordoblet til 2-0.

AaB kom godt ud til anden halvleg, og efter 65 minutter reducerede netop indskiftede Jakob Gaardsøe til 2-1.

Blot fem minutter senere scorede OB til 3-1 på et frispark, men AaB fortsatte med at presse på, og ti minutter før tid fik OB en spiller udvist.

Selvom AaB var i overtal og forsøgte at lægge tryk på, så lykkedes det hjemmeholdet at slå til på to omstillinger i tillægstiden, hvilket førte til et AaB-nederlag på 5-1.

AaB’s U/19 Ligamandskab spiller igen på lørdag hjemme på Hornevej mod Brøndby I.F. kl. 13.00.

U/17 Ligaen: OB-AaB 1-1 (5-4)

I U/17 Ligaen fik AaB ét point med hjem fra turen til Odense efter en kamp, der endte uafgjort, og hvor AaB trak det korteste i straffesparkskonkurrencen efterfølgende.

AaB-mandskabet lagde godt ud med et aggressivt pres, men efter et kvarters tid fik OB bedre styr på spillet, og inden pausen scorede hjemmeholdet på en ripost til en pauseføring på 1-0.

Tidligt i anden halvleg bragte Bertram Skovgaard AaB på 1-1, da hen dirigerede Emil Borups indlægsfrispark i kassen.

11-scoringen blev den sidste i den ordinære spilletid, og som altid når kampe ender uafgjort i U/19-, U/17- og U/15 Ligaen, skulle kampen derfor afgøres på et straffespark.

Her klarede fynboerne det bedst, og de tog således to point med fra kampen, men AaB-holdet kunne rejse hjem med et enkelt.

AaB’s U/17 Ligahold skal i aktion igen på lørdag, hvor Brøndby I.F. kl. 15.15 gæster Hornevej.

U/15 Ligaen: OB-AaB 0-0 (3-4)

I U/15 Ligaen kunne AaB tage hjem fra Odense med to point efter en uafgjort kamp, der endte med en nordjysk straffesparkssejr.

Kampen igennem havde AaB ellers svært ved at få spillet til at køre, og i stedet blev det en meget fysisk kamp.

AaB var mod slutningen især presset hårdt tilbage, men U/15-mandskabet kæmpede bravt for at holde nullet, hvilket lykkedes.

0-0-resultatet sendte kampen ud i en straffesparkskonkurrence for at fordele henholdsvis ét og to point, og her var det AaB, der kunne gå sejrrigt fra konkurrencen fra 11-meterpletten med en 4-3-sejr, der gav to point til kontoen.

AaB’s U/15 Ligahold møder også Brøndby I.F. på Hornevej på lørdag kl. 13.00.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-OB 2-3

11. april 2023 kl. 06:49 af Rasmus Estrup

AaB tabte i går 3-2 på Aalborg Portland Park til OB i 24. spillerunde i 3F Superligaen. 

Marco Ramkilde ramte allerede efter otte minutter overliggeren, men blot fire minutter senere bragte Jeppe Tverskov fynboerne på 1-0, da han headede et hjørnespark i mål. 

I 39. minut blev gæsternes føring fordoblet, da en AaB-fejl i eget felt blev udnyttet af Mads Frøkjær som bankede 2-0-scoringen i netmaskerne. 

Kort efter kunne Iver Fossum se OB-keeper Martin Hansen diske op med en stærk redning på en stor AaB-mulighed til nordmanden. 

To minutter inde i anden halvleg reducerede Hele Nordjyllands Hold, da Louka Prip hamrede bolden i nettet efter en assist fra 300-kampsjubilar Jakob Ahlmann. 

AaB kom herefter frem til flere store muligheder, mens gæsterne i stedet lurede på at slå til på omstillinger til blandt andre Mads Frøkjær og Emmanuel Sabbi. 

20 minutter før tid hamrede indskiftede Nicklas Helenius på stolpen, og riposten gik ud til Allan Sousa midt i OB-feltet, hvorfra han sparkede udligningen til 2-2 i kassen. 

Desværre var jublen kortvarig for AaB-fansene, for i modsatte ende fik gæsterne et straffespark, som Bashkim Kadrii udnyttede til slutresultatet 3-2 til OB. 

I videoen øverst finder du et fyldigt sammendrag af kampen.  

Tags på denne nyhed

Ærgerligt nederlag mod OB

10. april 2023 kl. 16:01 af Rasmus Estrup

Efter en utilstrækkelig første halvleg og en bedre præstation efter pausen tabte AaB 2. påskedag 3-2 til OB på Aalborg Portland Park. Fynboerne var foran med 2-0 ved pausen, inden scoringer af Louka Prip og Allan Sousa bragte balance i stillingen, før Bashkim Kadrii på et straffespark scorede det afgørende mål. 

Efter en hyldest af Jakob Ahlmann, der i dag spillede sin AaB-kamp nummer 300, var det AaB, som først blev farlige, da Marco Ramkilde efter otte minutter headede et hjørnespark fra Allan Sousa på overliggeren.

Et par minutter senere stod OB's Yankuba Minteh for udeholdets første afslutning, men hans forsøg fra kanten af feltet sad i en AaB-blokade. Kort efter forsøgte Alasana Manneh sig med et langskud, som Theo Sander viftede over tværribben til et hjørnespark. Hjørnesparket blev sendt ind i forreste område, hvorfra OB-anfører Jeppe Tverskov stangede kuglen i nettet langs bagstolpen til en fynsk 1-0-føring.

20 minutter inde i opgøret sendte AaB kampens næste to afslutninger afsted. Først fik Younes Bakiz sit langskud blokeret, men nordjyderne fastholdt angrebet, der i sidste ende endte med en spids afslutning fra Louka Prip, som sparkede bolden lige over nærmeste målhjørne.  

Midt i første halvleg var gæsterne så på spil igen. Emmanuel Sabbi jonglerede rundt i udkanten af AaB-feltet, inden han fik vendt rundt og tvunget Theo Sander ud i en redning ved stolperoden. 

Efter lidt mere end en halv times spil kom OB til et nyt forsøg, da Franco Tongya stod for forarbejdet, inden Jeppe Tverskov sparkede kuglen op på Vesttribunen fra kanten af feltet. 

Med ti minutter til pausen prøvede Younes Bakiz lykken to gange fra distancen, og mens første hug blev blokeret, gik det andet forsøg et lille minut senere forbi OB-buret. 

I 39. minut blev gæsternes føring udbygget. Pedro Ferreira mistede i AaB's eget felt bolden til Emmanuel Sabbi, som gav den videre til en helt fri Mads Frøkjær, der fra noget nær straffesparkspletten sparkede bolden op i hjørnet til 2-0. 

Kort efter var AaB tæt på en reducering, da Kristoffer Pallesens flade indlæg fandt vej til en fri Iver Fossum på kanten af det lille felt. Målmand Martin Hansen diskede desværre for nordmanden op med en flot fodparade på forsøget.

Inden pausen nåede Lars Kramer at have et forbigående hovedstød i den ene ende og en blokade foran mål i den modsatte. 

AaB kom stærkt ud efter pausen, og blot to minutter inde i anden halvleg reducerede hjemmeholdet til 2-1, da Jakob Ahlmann slap igennem på venstrekanten og fandt Louka Prip fri ved bagstolpen. Herfra sparkede Louka Prip sikkert bolden i nettet, og efter et VAR-gennemsyn stod scoringen ved magt. 

Fem minutter senere tog Younes Bakiz sig af et farligt frispark lige uden for OB-feltet, men målmand Martin Hansen fik bokset det farlige hug væk. Dernæst fulgte et par blokerede forsøg fra Marco Ramkilde og Louka Prip, inden Allan Sousa også fik prøvet sig af med en forbier. 

I modsatte ende fik gæsterne pludselig en kontramulighed til Emmanuel Sabbi, som blev presset hårdt af Lars Kramer og endte med at sparke tæt forbi Theo Sanders mål. 

Efter en time opstod en ny omstilling til OB. Denne gang var det Mads Frøkjær, der drev bolden frem, inden han tvang Theo Sander til en redning ude ved den ene opstander. 

AaB fortsatte dog med at trykke gæsterne tilbage, og både Louka Prip og Marco Ramkilde var tæt på at komme frem til farlige bolde i OB-feltet, inden de to blev erstattet af Lucas Andersen og Nicklas Helenius. 

Sidstnævnte tordnede kort efter bolden på stolpen, hvorefter bolden sprang ud midt i feltet hos Allan Sousa, som sparkede AaB's udlignende 2-2-scoring i kassen. 

To minutter senere fik gæsterne så et straffespark begået af Theo Sander, og fra straffesparkspletten gjorde indskiftede Bashkim Kadrii det til 3-2 til OB. 

Med ti minutter igen blev Oliver Ros og Daniel Granli indskiftet, og fem minutter før tid fik gæsterne to chancer. Først sparkede Franco Tongya over uden for feltet, hvorefter Bashkim Kadrii fik en friløber med Theo Sander. Her blev OB-angriberen tvunget ud i en spids vinkel, hvorfra han sparkede forbi. 

Herefter blev også Anosike Ementa sendt på banen i jagten på en udligning, men i tillægstiden skabte det også omstillingsmuligheder i modsatte ende, hvor Theo Sander måtte hived en redning frem på en stor chance til Mads Frøkjær.

Trods AaB's bestræbelser på at udligne i slutfasen, lykkedes det ikke, og det endte dermed med et nederlag på 3-2. 

Resultatet betyder, at AaB fortsat indtager 11. pladsen i 3F Superligaen med 18 point, hvilket er fem færre end AC Horsens på 10. pladsen. 

AaB spiller igen på fredag på udebane mod FC Midtjylland. Du kan købe billetter til AaB's næste hjemmekamp på www.billet.aabsport.dk.

Matchfacts - 3F Superliga, Kvalifikationsspil, 24. spillerunde

AaB-OB 2-3 (0-2)
13. min 0-1 Jeppe Tverskov, 39. min 0-2 Mads Frøkjær, 48. min 1-2 Louka Prip, 71. min 2-2 Allan Sousa, 75. min 2-3 Bashkim Kadrii (str.)
Advarsler AaB: Jakob Ahlmann (30), Younes Bakiz (30)
Advarsler OB: Martin Hansen (30), Yankuba Minteh (53)
7.815 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-3-3): Theo Sander, Kristoffer Pallesen, Lars Kramer, Rasmus Thelander (90: Anosike Ementa), Jakob Ahlmann (80: Daniel Granli), Iver Fossum, Pedro Ferreira, Younes Bakiz (80: Oliver Ross), Louka Prip (70: Lucas Andersen), Marco Ramkilde (70: Nicklas Helenius), Allan Sousa. 

OB (4-2-3-1): Martin Hansen,  Gustav Grubbe (59: Bjørn Paulsen), Tobias Slotsager, Mihajlo Ivancevic, Aske Adelgaard, Jeppe Tverskov, Alasana Manneh, Yankuba Minteh, Mads Frøkjær, Franco Tongya (87: Aron Elis Thrandarson), Emmanuel Sabbi (71: Bashkim Kadrii). 

Dommer: Lasse Graagaard

Tags på denne nyhed
'