Vidste du om FC Midtjylland og AaB…
Skæve vinkler på søndag aftens 3F Superligakamp på MCH Arena i Herning. Vidste du således…
- at den forestående duel er 3F Superligaopgør nummer 67 mellem FC Midtjylland og AaB. Statistikken siger 24 sejre til AaB, ni uafgjorte og 33 nederlag samt en målscore på 77-95 set med AaB’s øjne.
- at AaB blot har fået point i tre ud af de seneste 11 3F Superligakampe mod FC Midtjylland. Men betragtes kun de seneste fire opgør afviklet på MCH Arena, har AaB præsteret to sejre, en uafgjort og et nederlag samt formået at holde nullet i to af de fire kampe.
- at AaB’s seneste sejr i Herning er dateret 20. februar 2022, hvor Daniel Granli og Kasper Høgh var målscorere i 2-0 gevinsten.
- at fra den nuværende AaB-trup har udover Daniel Granli (1 mål) og Kasper Høgh (1) også Iver Fossum (1 mål) tidligere været på måltavlen for AaB i et 3F Superligaopgør mod FC Midtjylland.
- at AaB har lidt nederlag i de fire seneste 3F Superligakampe på udebane. Hvis det mod FC Midtjylland bliver til endnu et nederlag, vil det være første gang siden september-november 2016, at AaB taber fem 3F Superliga-udekampe i træk.
- at AaB har ikke vundet en udekamp i 3F Superligaen siden april 2022, dvs. seks udekampe i træk uden sejr. Det er – uanset resultatet af kampen mod FC Midtjylland – den længste periode uden sejr siden de 13 udekampe i marts-september 2017 (0V-7U-6T).
- at AaB ikke har formået at holde nullet i de seneste syv udekampe i 3F Superligaen, hvor der er blevet scoret 17 mål mod AaB i alt. Det er AaB’s længste periode uden clean sheet på udebane i 3F Superligaen siden september 2018-april 2019.
- at ud af de 66 tidligere 3F Superligakampe mod FC Midtjylland har AaB scoret først i 25 tilfælde, hvilket har resulteret i 19 sejre, tre uafgjorte og kun tre nederlag. Omvendt har FC Midtjylland scoret kampens første mål i 39 tilfælde, hvilket har givet AaB fem sejre, fire uafgjorte og 30 nederlag.
- at det søndag er præcis 90 år siden, at AaB spillede sin første kamp i den bedste danske fodboldrække. Dengang – 4. september i 1932 – var det søndagens anden kamp i Københavns Idrætspark, og noget overraskende besejrede AaB vicemestrene fra Akademisk Boldklub med hele 6-2.
- at søndagens dommer er Morten Krogh, der tidligere har dømt AaB 15 gange i 3F Superligaen. I de 15 respektive kampe har Morten Krogh dømt ikke færre end otte straffespark, der har været ligeligt fordelt mellem AaB og modstanderne.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).