AaB vinder 2-1 over FCM i Future Cup
Med scoringer af Milan Makaric og Fisnik Isaki vandt AaB dagens opgør mod FC Midtjylland i Future Cup.
Ligesom AaB’s første kamp i Future Cup endte også dagens Future Cup-kamp med en 2-1 sejr til AaB, der i dag fik besøg af FC Midtjylland på Hornevej.
Gæsterne indledte opgøret bedst og spillede sig blandt andet frem til en stor chance til Andreas Nibe, der dog sparkede sit frie forsøg over AaB-målet.
Efter ti minutter kom AaB bedre med i opgøret, og i det 20. minut kunne Anosike Ementa have bragt AaB foran på et indlæg fra Fisnik Isaki, men FCM-keeper Mark Ugboh fik reddet bolden.
I stedet kunne FC Midtjylland efter 33 minutter bringe sig foran, da AaB-defensiven ikke fik clearet en løs bold i feltet. Bolden blev samlet op af Valdemar Byskov, der vendte rundt og sparkede bolden ind bag Theo Sander til 1-0.
Umiddelbart efter havde gæsterne alletiders mulighed for at fordoble føringen, men Jakob Ahlmann reddede afslutningen på stregen, og kort før pausen slog AaB så til med udligningen til 1-1, da Fisnik Isakis afslutning fra yderkanten af feltet blev afrettet i nettet.
Anden halvleg begyndte godt for AaB, og få minutter efter pausen sparkede Milan Makaric 2-1-målet i kassen efter et godt oplæg af Fisnik Isaki, der brød igennem på højrekanten.
Et par minutter efter kom Emil Nymann så i vejen for en stor mulighed til gæsternes Oliver Sørensen i modsatte ende.
Herfra havde AaB fin kontrol på kampen frem mod de sidste minutter, hvor FC Midtjylland pressede på i flere omgange for en udligning. Det blev da også til et nærgående skud, der snittede oversiden af overliggeren, inden Jakob Gaardsøe var nærgående i modsatte ende, hvor AaB-spillerne appellerede for et straffespark. Men dommerens fløjte forblev tavs indtil slutfløjtet, hvor AaB’s sejr på 2-1 således blev sikret.
- Det var en god kamp og en god sejr at få efter en rigtig fin præstation mod en god modstander, siger AaB’s assistenttræner Oscar Hiljemark.
- De første fem-ti minutter var de farlige på deres omstillinger, men resten af første halvleg var det os, der kom frem til mest. Det første kvarter af anden halvleg var også godt for vores side, hvorefter der kom en mellemperiode, hvor vi ikke lykkedes med så meget. Men overordnet var det en rigtig fin kamp, siger Oscar Hiljemark, der sammen med den øvrige trænerstab havde valgt følgende startopstilling:
Theo Sander
Emil Nymann, Sebastian Otoa, Noah Holmstrøm, Jakob Ahlmann
Jeppe Pedersen, Anosike Ementa, Sebastian Stahlfest
Fisnik Isaki, Milan Makaric, Oscar Meedom
Efter 59 minutter kom Yahya Nadrani og Jakob Gaardsøe på banen for AaB, inden en indskiftning af Kasper Davidsen fulgte ca. ti minutter før tid.
AaB har nu seks point efter to kampe i Future Cup og spiller sin næste Future Cup-kamp mandag 31. oktober på hjemmebane mod AC Horsens.
Future Cap har erstattet Reserveligaen, og hver klub må maksimalt anvende fem spillere over 21 år i en Future Cup-kamp.