AaB møder FC Nordsjælland i Future Cup

14. november 2022 kl. 10:06 af Rasmus Estrup

I går spillede AaB årets sidste 3F Superligakamp mod FC Nordsjælland, og i dag er det så årets sidste kamp i Future Cup, der venter kl. 13.00, når FC Nordsjælland igen er modstander på Right to Dream Park. Kampen livestreames på FC Nordsjællands YouTube-kanal. 

Future Cup har erstattet Reserveholdsligaen, og til Future Cup må hvert hold maksimalt have syv spillere over 21 år med i kamptruppen, og der må maksimalt være fem spillere over 21 år på banen af gangen. 

Til årets sidste kamp i Future Cup har AaB's trænerstab udtaget følgende mandskab:

Oscar Linnér, Malthe Højholt, Anosike Ementa, Jeppe Pedersen og Kasper Høgh samt AaB Akademispillerne Oscar Meedom, Gustav Dahl, Emil Nymann, Annas Al Hardan, Malthe Gyldenløve-Lyebalk, Benjamin Damsgaard, Noah Holmstrøm, Suleiman El-Hajj, Mads Bomholt, Kasper Wessel Larsen, Patrick Aurø Allentoft og Daniel Veiby Held.  

Dagens kamp er den tredje Future Cup-kamp i sæsonen. Begge foregående opgør har AaB vundet med 2-1 over henholdsvis Randers FC og FC Midtjylland. 

Tags på denne nyhed

U/19 Ligaholdet går på vinterpause med 4-1-sejr

14. november 2022 kl. 09:15 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-Esbjerg fB 4-1

AaB’s U/19 Ligahold kunne lørdag gå på vinterpause med en 4-1-sejr over Esbjerg fB.

Efter en lige indledning snuppede AaB kontrollen på kampen, og efter en halv time sparkede Fisnik Isaki et langskud i nettet til en nordjysk 1-0-føring, men en håndfuld minutter senere udlignede gæsterne på en friløber.

Inden pausen slog AaB dog til igen, da Jakob Gaardsøe udnyttede et oplæg fra Fisnik Isaki, og så kunne AaB gå til pause foran 2-1.

Efter pausen forsøgte Esbjerg fB kortvarigt at lægge et tryk på hjemmeholdet, men nordjyderne stod imod, og ca. midtvejs i anden halvleg udbyggede Mads Bomholt så til 3-1 efter et godt gennembrudsspil.

I 73. minut lukkede Jakob Gaardsøe kampen til slutresultatet 4-1 med sit andet mål i opgøret.

- Det var en fin afsluttende kamp for efteråret. Vi lykkedes med mange af de ting, som vi spillemæssigt har arbejdet på hele efteråret, og spillerne tog ansvar for spillestilen kampen igennem, siger U/19 Ligatræner Lars Noer Madsen.

- Vi har stadig meget at arbejde med, men der var rigtig mange ting, der faldt i hak, og spillerne udfyldte deres individuelle roller rigtig godt. Så de sidste ti minutter kunne jeg faktisk bare nyde kampen, siger Lars Noer Madsen.

AaB’s U/19 Ligahold går nu på vinterpause med 12 point og en 11. plads i U/19 Ligaen. Første U/19 Ligakamp i 2023 spilles 25. februar på hjemmebane mod Silkeborg I.F.

U/17 Ligaen: AaB-Esbjerg fB 2-4

AaB’s U/17 Ligahold kune desværre ikke gøre U/19 Ligaholdet kunsten efter, da det lørdag blev til et nederlag på 4-2.

Esbjerg fB kom foran i kampens niende minut, og ti minutter senere var føringen udbygget til 2-0. Herefter slog AaB stærkt og hurtigt tilbage.

Efter 22 minutter reducerede Bertram Østergaard til 2-1, og i det 25. minut udlignede Mads Mochau til 2-2.

AaB fortsatte de rigtig gode takter og havde muligheder til at komme foran, men et kvarter inde i anden halvleg kom Esbjerg fB igen i spids med scoringen til 3-2.

Tre minutter før slutfløjt lukkede gæsterne kampen med 4-2-scoringen.

AaB’s U/17 Ligamandskab ligger på 13. pladsen inden efterårets sidste kamp, der spilles på lørdag kl. 15.15 mod Randers Freja FC på Hornevej.

U/15 Ligaen: AaB-Esbjerg fB 2-1

AaB’s U/15 Ligahold snuppede ligesom U/19 Ligaholdet en sejr i weekendens kamp mod Esbjerg fB.

Efter blot syv minutter scorede AaB kampens første mål, da Georg Ejsing nettede efter oplæg fra Johan Hvistendahl.

Sidstnævnte kom selv på måltavlen efter 43 minutter. Denne gang var assistmageren Valdemar Rubæk Vestergaard.

Kort efter pausen reducerede udeholdet til 2-1, og selvom AaB-mandskabet også blev ramt af en udvisning ti minutter før tid, endte det med en nordjysk 2-1-sejr.

AaB’s U/15 Ligahold skal i aktion igen på Hornevej på lørdag kl. 13.00 mod Randers Freja FC. Inden kampen, der er den næstsidste i efteråret, ligger AaB på niendepladsen med 16 point efter 11 kampe.

Tags på denne nyhed

AaB TV: FC Nordsjælland-AaB 5-1

14. november 2022 kl. 07:00 af Rasmus Estrup

AaB tabte i går 5-1 på udebane til 3F Superligaens tophold, FC Nordsjælland. I videoen øverst kan du set et sammendrag af opgøret. 

I slutningen af en ellers ganske chancefattig første halvleg bragte Rocco Ascone hjemmeholdet foran med 1-0, og blot få sekunder inde i anden halvleg fordoblede Andreas Schjelderup FC Nordsjællands føring. 

Denne blev også udbygget til 3-0 ved Mohamed Diomande, inden Iver Fossum på oplæg fra Lucas Andersen reducerede til 3-1. 

Otte minutter før tid gjorde Adamo Nagalo det til 4-1, og i 90. minut lukkede Wahid Faghir kampen endegyldigt med 5-1-scoringen. 

Tags på denne nyhed

AaB udspillet i Farum

13. november 2022 kl. 19:56 af Rasmus Estrup

Søndag aften tabte AaB årets sidste kamp med hele 5-1 til 3F Superligaens førerhold, FC Nordsjælland. 

FC Nordsjælland havde kuglen mest fra første fløjt, men hverken hjemmeholdet eller de nordjyske gæster fik spillet sig frem til afslutninger i de første 20 minutter. 

Opgørets første forsøg kom midt i første halvleg, da et AaB-boldtab førte til et langskud fra Ernest Nuamah. AaB-målmand Theo Sander tog sig dog sikkert af det kompetente forsøg.

AaB havde generelt problemer med at spille sig frem på FC Nordsjællands banehalvdel, og da nordjyderne for første gang var til stede i hjemmeholdets felt, fik Allan Sousa ikke sat panden ordentligt på et indlæg fra Louka Prip.

28 minutter inde i kampen dukkede Andreas Schjelderup, der netop er blevet kåret til Efterårets Profil af 3F Superligaens cheftrænere, op ved forreste stolpe på et fladt indlæg. I første omgang sneg bolden sig forbi AaB-målmanden, der dog til sidst fangede læderet. 

Fire minutter senere driblede Ernest Nuamah rundt i AaB-feltet, inden han sparkede mod mål, men afslutningen fortsatte forbi fjerneste opstander. 

I tillægstiden til en ellers chancefattig første halvleg kunne gæsterne fortjent bringe sig i front. Efter et blokeret indlæg fra Andreas Schjeldrup gik bolden ud til Mohamed Diomande, som sendte bolden ind omkring kanten af det lille målfelt, hvor Rocco Ascone stod klar til at prikke bolden i nettet til 1-0. 

Anden halvleg var kun få sekunder gammel, før FC Nordsjællands føring blev fordoblet. Andreas Schjelderup fik tid og plads på kanten til at drible ind i AaB-feltet, hvorfra han sikkert sparkede hjemmeholdet foran med 2-0. 

Tre minutter efter pausen tog Allan Sousa chancen på et frispark langt udefra, men inde i målet var den tidligere AaB-målmand Andreas Hansen sikkert på plads. 

Et lille kvarter inde i anden halvleg blev Jeppe Pedersen skiftet ind i stedet for Andreas Poulsen, og få minutter senere fik hjemmeholdet en friløber, da Jacob Steen Christensen med en lang bold fandt Oliver Villadsen. Alene over for Theo Sander sparkede FC Nordsjælland-spilleren dog forbi målet.

Efter 64 minutter var et AaB-hjørnespark tæt på at give en reducering, men Marco Ramkilde kunne lige præcis ikke nå frem til kuglen ved bagerste stang. Kort efter blev netop Marco Ramkilde udskiftet samtidig med Pedro Ferreira, og de blev erstattet af Kasper Høgh og Lucas Andersen. 

I opgøret 69. minut slog hjemmeholdet til for tredje gang i kampen. Ernest Nuamah slog et præcist indlæg ind mod bagerste stolpe, hvor Mohamed Diomande steg til vejrs og pandede 3-0-scoringen i nettet. 

Med 16 minutter tilbage på stadionuret fik AaB så reduceret til 3-1. Lucas Andersen fandt Iver Fossum, der trak ind i feltet, og nordmanden sparkede dernæst sin første sæsontræffer ind bag Andreas Hansen i FC Nordsjælland-målet. 

Efter scoringen blev Malthe Højholt sendt på banen i Louka Prips sted, og med ti minutter igen kom Allan Sousa til en afslutning i hjemmeholdets felt, men afslutningen gik forbi. I stedet slog FC Nordsjælland til i modsatte ende, da et præcist kantfrispark sad lige i Adamo Nagalos løb, og forsvarsspilleren kunne udækket gøre det til 4-1. 

Kort efter havde Allan Sousa bolden i nettet efter et oplæg fra Kilian Ludewig, men der blev straks vinket og dømt offside på brasilianeren. 

I 90. minut lukkede FC Nordsjællands indskifter Wahid Faghir kampen, da han med et flot langskud sendte bolden helt op i krogen til slutresultatet 5-1.

AaB overvintrer med nederlaget på 11. pladsen i 3F Superligaen med 14 point, hvilket er syv point færre end Brøndby I.F. på tiendepladsen, mens AGF, AC Horsens og FC Midtjylland i skrivende stund er otte point foran AaB. AaB's næste 3F Superligakamp spilles 17., 18., 19., eller 20. februar på hjemmebane mod AGF. 

Matchfacts - 3F Superliga, grundspil, 17. spillerunde

FC Nordsjælland-AaB 5-1 (1-0)
45. min 1-0 Rocco Ascone, 46. min 2-0 Andreas Schjelderup, 69. min 3-0 Mohamed Diomande, 74. min 3-1 Iver Fossum, 83. min 4-1 Adamo Nagalo, 90. min 5-1 Wahid Faghir
Advarsler FC Nordsjælland: Adamo Nagalo (90)
Advarsler AaB: Andreas Poulsen (32), Lars Kramer (45), Lucas Andersen (79), 
5.023 tilskuere på Right to Dream Park

FC Nordsjælland (4-3-3): Andreas Hansen, Oliver Villadsen, Kian Hansen, Adamo Nagalo, Daniel Svensson (86: Erik Marxen), Mads Bidstrup (77: Mario Dorgeles), Jacob Steen Christensen, Mohamed Diomande, Rocco Ascone (58: Benjamin Nygren), Ernest Nuamah (86: Wahid Faghir), Andreas Schjelderup (86: Oliver Antman). 

AaB (3-4-3): Theo Sander, Daniel Granli, Lars Kramer, Kristoffer Pallesen, Kilian Ludewig, Iver Fossum, Pedro Ferreira (66: Lucas Andersen), Andreas Poulsen (58: Jeppe Pedersen), Louka Prip (79: Malthe Højholt), Marco Ramkilde (66: Kasper Høgh), Allan Sousa.  

Dommer: Morten Krogh

Tags på denne nyhed
'