Underholdende comebacksejr i Odense

14. marts 2022 kl. 20:57 af Rasmus Estrup

AaB vandt her til aften første kamp med Lars Friis som cheftræner, da den underholdende udekamp mod OB blev vundet med 3-2. Kasper Høgh bragte AaB foran, inden Issam Jebali udlignede for hjemmeholdet. Efter pausen sparkede Max Fenger fynboerne i front, før scoringer af Milan Makaric og Kasper Kusk sikrede en nordjysk sejr. 

AaB, der var iklædt den lyserøde håndsrækningdragt, fik den bedst tænkelige start på kampen, da Kasper Høgh efter blot to minutter tog chancen uden for feltet og sparkede sit tredje AaB-mål i nettet bag Hans Christian Bernat til en nordjysk føring på 1-0. 

Fem minutter senere fik Louka Prip en stor mulighed for at udbygge føringen, da en fejl af Mihajlo Ivancevic gav AaB-offensivspilleren en friløber, men Louka Prips afslutning blev reddet af en fodparade fra OB-keeperen.

Efter et kvarter fik hjemmeholdet så udlignet på deres første mulighed. Et indlæg fra Nicholas Mickelson endte midt i feltet hos en fri Issam Jebali, som halvflugtede kuglen ind ved nærmeste stang til 1-1. 

Straks efter fik Kristoffer Pallesen en næsten tilsvarende mulighed i modsatte ende, men AaB-spilleren dirigerede læderet over mål. 

Midt i første halvleg slog Kristoffer Pallesen en lang bold frem mod Kasper Høgh, som alene med Hans Christian Bernat vippede bolden over målmanden, men forbi målet, inden et sammenstød med keeperen. Sammenstødet var det andet inden for få minutter, der tvang AaB-angriberen i græsset, og målscoreren måtte kort efter lade sig udskifte og erstatte af Milan Makaric. 

Efter 33 minutters spil kom Magnus Christensen på tværs af et fynsk indlæg, men midtbanespillerens clearing blev en farlig en af slagsen, da læderet gik via Issam Jebali og ramte AaB's ene opstander. 

Issam Jebali kom i de følgende minutter til to afslutninger, hvoraf den første sad lige på Jacob Rinne, mens den anden - et frispark - gik lige over muren og endte i sidenettet. 

I modsatte ende slog Anders Hagelskjær et indlæg ind i panden på Louka Prip, som headede kuglen lige på OB-målmanden. 

Inden pausen fik Milan Makaric også en friløber mod OB-målet, men serberen sparkede fladt forbi fjerneste stang og blev efterfølgende vinket offside. 

Syv minutter efter pausen kunne hjemmeholdet bringe sig i front, da et indlæg fra højre fik lov til at passere forbi en passiv AaB-defensiv, inden Max Fenger på kanten af det lille felt var fri til at sparke OB foran med 2-1. 

Efter 58 minutter foretog cheftræner Lars Friis tre udskiftninger, så der blev spilletid til Pedro Ferreira, Kasper Kusk og debutant Gudmundur Thórarinsson. 

Kort efter kombinerede Gudmundur Thórarinsson og Kasper Kusk inden sidstnævnte med et perfekt indlæg ramte Milan Makaric i pandebrasken på kanten af det lille felt, og herfra headede angriberen 2-2-scoringen i nettet.  

Få minutter senere fik AaB et nyt hovedstød i OB-feltet, da Iver Fossum fandt Daniel Granli, men den norske forsvarsspiller headede bolden over.

20 minutter før tid slyngede Emmanuel Sabbi en giftig afslutning mod fjerneste målhjørne, men Jacob Rinne diskede op med en flot redning, og tre minutter senere blev situationen næsten gentaget, da Jacob Rinne reddede et nyt skud fra Emmanuel Sabbi, der denne gang sparkede mod nærmeste stolpe. 

I samme sekvens blev Pedro Ferreira skadet, og han blev efterfølgende erstattet af Anosike Ementa. 

Umiddelbart efter kunne AaB bringe sig foran for anden gang i kampen, da Kasper Kusk vandt en duel over Nicholas Mickelson højt på OB's banehalvdel, hvilket gav Kasper Kusk en friløber, som han sparkede sikkert ind til 3-2. 

I 83. minut stod Kasper Kusk og Milan Makaric for et godt opspil til en god chance til Kristoffer Pallesen, men OB-keeperen kom i vejen for afslutningen. 

To minutter senere var det Jacob Rinnes tur til at komme i vejen for en god OB-mulighed, da den svenske keeper reddede et forsøg fra indskiftede Jakob Breum fra en spids vinkel. 

Herefter fik Milan Makaric en friløber, men denne gang vandt Hans Christian Bernat duellen, og i modsatte ende var Emmanuel Sabbi pludselig tæt på at score, men OB-spilleren blev hårdt presset i forbindelse med afslutningen, som derfor sad lige på Jacob Rinne. 

Tættere på en udligning kom hjemmeholdet ikke, og dermed snuppede AaB en comebacksejr og alle tre point. Sejren betyder, at AaB ligger på fjerdepladsen i 3F Superligaen med 35 point.

Grundspillets sidste runde spilles søndag kl. 14.30 på Aalborg Portland Park mod Brøndby I.F. Flere end 10.000 fans har allerede købt billet til kampen, og du kan gøre det samme her. 

Matchfacts - 3F Superligaen, grundspil, 31. spillerunde

OB-AaB 2-3 (1-1)
3. min 0-1 Kasper Høgh, 15. min 1-1 Issam Jebali, 53. min 2-1 Max Fenger, 62. min 2-2 Milan Makaric, 77. min 2-3 Kasper Kusk
Advarsler OB: Ingen
Advarsler AaB: Rasmus Thelander (7), Malthe Højholt (39), Kristoffer Pallesen (81)
6.153 tilskuere på Nature Energy Park

OB (4-3-3): Hans Christian Bernat, Nicholas Mickelson, Kasper Larsen, Mihajlo Ivancevic, Joel King, Ayo Simon Okosun, Issam Jebali, Jeppe Tverskov (90: Troels Kløve), Emmanuel Sabbi, Max Fenger (80: Bashkim Kadrii), Sander Svendsen (73: Jakob Breum). 

AaB (3-5-2): Jacob Rinne, Daniel Granli, Rasmus Thelander, Anders Hagelskjær, Kristoffer Pallesen, Malthe Højholt (59: Kasper Kusk), Magnus Christensen (59: Pedro Ferreira (76: Anosike Ementa)), Iver Fossum, Jakob Ahlmann (59: Gudmundur Thórarinsson), Kasper Høgh (29: Milan Makaric), Louka Prip.

Dommer: Jakob Sundberg

Tags på denne nyhed

Flere end 10.000 har billet til søndag

14. marts 2022 kl. 14:11 af Rasmus Estrup

Søndag kl. 14.30 spiller AaB næste hjemmekamp på Aalborg Portland Park mod Brøndby I.F., og på nuværende tidspunkt har flere end 10.000 fans købt billet til kampen. Du kan gøre det samme her. 

Der er ligeledes kun få siddepladser tilbage til opgøret, da Complea Tribunen er ca. 150 sæder fra at være udsolgt, mens der på 3F Tribunen er færre end 100 ledige pladser tilbage. 

Du kan dog stadig købe billet til Vesttribunen, 3F Tribunen og Complea Tribunen her. Vær i den forbindelse opmærksom på, at række 1 og række 20 på Complea Tribunen er med begrænset udsyn. 

Udebaneafsnittet er desuden udsolgt, og AaB gør igen opmærksom på, at tilskuere, der udviser tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende, vil blive bortvist uden refusion af billetten.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Seneste møde med OB

14. marts 2022 kl. 11:01 af Rasmus Estrup

I aften kl. 19.00 spiller AaB på udebane mod OB i næstsidste runde af 3F Superligaens grundspil. Inden kampen kan du i dette tilbageblik nyde de to AaB-scoringer fra seneneste kamp mod OB. 

Opgøret endte med en 2-0-sejr til AaB efter to hovedstødsmål af Rasmus Thelander og Anders Hagelskjær. 

Aftenens opgør kan ses på TV3 Sport med optakt fra kl. 18.00, eller du kan købe billet til opgøret her. 

Tags på denne nyhed

Haugaard|Braad bliver sølvpartner i AaB

14. marts 2022 kl. 10:03 af Rasmus Estrup

Det aalborgensiske advokatfirma Haugaard|Braad har indgået et nyt sølvpartnerskab med AaB, der betyder, at Haugaard|Braad blandt andet bliver en del af AaB Netværket og eksponeres på Aalborg Portland Park.

- Vi er som firma meget stolte over som sølvpartner at give AaB vores opbakning. Det er en unik mulighed for aktivt at udvise vores støtte til AaB og sporten generelt, og vi glæder os til at følge med i de kommende succeser fra tribunen på Aalborg Portland Park, siger Tommy Olesen, partner ved Haugaard|Braad.

Haugaard|Braad Advokatfirma leverer blandt andet juridiske løsninger til erhvervsvirksomheder, myndigheder og offentlige virksomheder i hele Danmark. 

Tags på denne nyhed

Målrig U/19-sejr over Lyngby Boldklub

14. marts 2022 kl. 09:13 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-Lyngby Boldklub 5-3

AaB’s U/19 Ligahold tog lørdag årets første sejr, da Lyngby Boldklub gæstede Hornevej i en målrig affære.

AaB spillede sig til flere gode muligheder i indledningen, og efter 20 minutter fandt Oscar Meedom det lange hjørne efter et godt oplæg af Vladimir Prijovic.

AaB-føringen blev fordoblet til 2-0 fem minutter senere, da en nordjysk omstilling førte til endnu en scoring af Oscar Meedom, der denne gang var assisteret af Oliver Ross.

Lyngby Boldklub reducerede efter en halv time, men straks efter gjorde Anders Noshe det til en pauseføring på 3-1.

Fem minutter efter pausen udbyggede Magnus Koch til 4-1 på oplæg fra Mathias Vægter, men efter scoringen faldt AaB i kadence, og med scoringer i 61. og 64. minut fik Lyngby Boldklub reduceret til 4-3.

Efterfølgende blev gæsterne dog ramt af en udvisning for en tackling på Oliver Ross. Herefter scorede Jakob Gaardsøe til 5-3, og AaB kunne sikkert køre årets første sejr hjem.

- Det var en intens, spændende og nervepirrende kamp, hvor Lyngby i første halvleg var mest på bolden, men vi var gode i vores høje pres og kunne have scoret fem mål i første halvleg, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.

- Generelt har vi lagt nogle lag på vores spil, og i lørdags skabte vi flere chancer mod Lyngby, end noget andet hold tidligere i sæsonen. Derudover var det stort for drengene at mærke sejrsfølelsen igen, siger Kim Leth Andersen.

AaB’s U/19 Ligahold ligger på 13. pladsen i U/19 Ligaen og skal først i kamp igen 2. april, hvor FC Nordsjælland gæster Hornevej kl. 13.00.

U/17 Ligaen: AaB-Lyngby Boldklub 0-5

U/17 Ligaholdet kunne ikke følge op på U/19 Ligaholdets flotte sejr. Tværtimod fik AaB-spillerne den værst tænkelige start på kampen, da Lyngby Boldklub bragte sig foran med 1-0 efter blot et halvt minut.

Herfra var AaB egentlig spilstyrende, men det udmøntede sig ikke i scoringer, og i stedet slog Lyngby Boldklub effektivt til to gange omkring den første halve times spil. Kort efter fik Benjamin Damsgaard rødt kort, og dermed gik AaB-mandskabet til pause bagud 3-0 og en mand i undertal.

Efter pausen kom AaB egentlig bedst ud, men mulighederne foran mål blev ikke udnyttet, og i stedet måtte AaB-holdet kæmpe bravt for at holde gæsterne fra chancer. Men 20 minutter før tid scorede Lyngby Boldklub til 4-0 på et straffespark, og i 83. minut blev kampen lukket med endnu en scoring til 5-0 til udeholdet.

- Vi fik en rigtig dårlig start, men jeg synes ikke, at det rystede os. I stedet var vi mest på bolden, men da vi mistede kuglen stod vi skidt i vores positionering, og det kostede desværre nogle mål, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen.

- Selvom vi tabte 5-0, er der positive elementer, som vi skal tage med videre. I starten af anden halvleg gjorde vi det godt, også selvom vi var en mand i undertal, og så var vi generelt gode på bolden. Men vi er nødt til at blive sværere at score på, siger Theis Larsen.

AaB ligger på 12. pladsen i U/17 Ligaen, og i næste weekend spiller AaB’s U/17-mandskab en pokalkamp på udebane mod Randers Freja FC kl. 14.00.

U/15 Ligaen: Lyngby Boldklub-AaB 6-0

Efter en sejr i sidste uge løb AaB’s U/15 Ligahold i weekenden ind i et stort nederlag på udebane mod Lyngby Boldklub.

Hjemmeholdet bragte sig i front midt i første halvleg, og fem minutter senere satte Lyngby Boldklub endnu en scoring ind til pausestillingen 2-0.

Fem minutter efter pausen blev det 3-0 til hjemmeholdet, som også gjorde det til 4-0 i 52. minut.

20 minutter før tid nettede Lyngby Boldklub også til 5-0, inden en scoring i opgørets sidste minut lukkede kampen med et slutresultat på 6-0.

AaB’s U/15 Ligahold ligger på 11. pladsen i ligaen, og næste ligakamp spilles lørdag 26. marts på hjemmebane mod AGF. Inden da spiller U/15-holdet en pokalkamp på udebane mod FC Midtjylland onsdag 23. marts.

Tags på denne nyhed
'