AaB TV: Vinder af månedens mål i maj

1. juni 2022 kl. 11:44 af Rasmus Estrup

Da Mathias Ross headede et indkast fra Anders Hagelskjær i nettet i Europa Playoffkampen mod Viborg F.F. scorede han samtidig månedens mål i maj. 

Det har AaB's fans vurderet efter en tæt afstemning, hvor blot tre stemmer adskilte Mathias Ross' hovedstødsmål fra Louka Prips 1-1-scoring på udebane mod Silkeborg I.F., som kom på andenpladsen. Tredjepladsen gik til Iver Fossums mål mod FC Midtjylland. 

AaB takker alle der deltog i afstemningen og dermed også lodtrækningen om Jacob Rinnes kampbrugte og signerede fodboldstøvler. Vinderen af lodtrækningen blev Camilla, som kontaktes direkte på mail af AaB. 

Gense månedens mål i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

AaB henter Kramer

1. juni 2022 kl. 08:30 af Brian Andersen

Udover sit forudseende forsvarsspil har 22-årige Lars Kramer i 88 officielle kampe for Viborg F.F. bidraget med syv scoringer.

Inden kursen blev sat mod Danmark blev det til en enkelt optræden for FC Groningens bedste mandskab, ligesom Lars Kramer i hele seks år fra 2010 til 2016 var den del af Ajax Amsterdams akademi.

Ydermere tæller CV’et seks U/20-landskampe for Holland.

AaB’s sportschef Inge André Olsen udtaler:

- Vi har over en længere periode bemærket Lars Kramers gode præstationer og udvikling i Viborg F.F., og vi er glade for, at Lars har fundet det attraktivt at tilslutte sig vores klub.

- Forsvarsmæssigt er Lars nærkampsstærk, hovedspilsstærk og dygtig til at læse spillet, og offensivt har han kompetencer både i det opbyggende spil og som en trussel på standardsituationer, ligesom vi hans unge alder til trods også ser lederegenskaber i ham, fortæller Inge André Olsen.

192 centimeter høje Lars Kramer, der foreløbig har indgået en aftale med AaB indtil 30. juni 2025, glæder sig til sin nye udfordring:

- Jeg er meget glad for at indgå en kontrakt med AaB. Nu har jeg spillet mod klubben et par gange, jeg kender Lars Friis (AaB’s cheftræner, red.), og jeg har talt med nogle tidligere AaB-spillere. Efter de samtaler kan jeg mærke, at AaB for mig har hele pakken.

- AaB er en stor klub i Danmark med en rig historie og mange dygtige spillere i truppen. Der er gode udviklingsmuligheder, og klubben lyder til at være som en familie, og det er sådan et miljø, jeg gerne vil være i. Derudover er Aalborg en dejlig by, og så er fansene på Vesttribunen altid fantastiske, siger Lars Kramer og tilføjer:

- Jeg håber, at jeg med mit forsvarsspil og mine lederegenskaber kan bidrage til at hjælpe holdet frem mod succes i de kommende år, hvor vi gerne vil spille med om medaljerne i 3F Superligaen.

AaB indleder træningen 19. juni med Lars Kramer som ny nummer 21 for Hele Nordjyllands Hold.

Tags på denne nyhed

Arbejdernes Landsbank bliver ny hovedpartner i AaB

31. maj 2022 kl. 13:00 af Rasmus Estrup

Arbejdernes Landsbank bliver AaB’s største hovedpartner, når AaB og Arbejdernes Landsbank fra den nye sæson indgår i et nyt og fireårigt hovedpartnerskab 

Arbejdernes Landsbank blev grundlagt for 102 år siden. Banken har i dag godt 340.000 kunder og er 13 år i træk blevet kåret til danskernes foretrukne bank.  

Fra den nye sæson vil Arbejdernes Landsbank dermed pryde fronten af AaB’s spillertrøje som hovedpartner for Hele Nordjyllands Hold frem til sommeren 2026.  

AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum udtaler: 

- Det er fantastisk, at vi efter en god dialog med Arbejdernes Landsbank har indgået en ny hovedpartneraftale. Aftalen viser, hvordan AaB som brand er en interessant medspiller for store, nationale virksomheder, og vi er sikre , at dette samarbejde vil komme både os, Arbejdernes Landsbank og ikke mindst vores mange fans til gode. 

- Arbejdernes Landsbank har ligesom os en rig historie. Det er en stor og velanset bank i Danmark, der ligesom os sætter værdier som fællesskab, troværdighed og professionalisme i højsædet, og vi glæder os til gennem den næste årrække at bære Arbejdernes Landsbank brystkassen af vores spillertrøjer, siger Thomas Bælum.   

Foruden fronten af AaB’s spillertrøjer bliver Arbejdernes Landsbank blandt andet også synlige fronten af alle AaB Akademiets spillertrøjer og ryggen af 3F Superligaens træningstøj og rejsetøj. 

Arbejdernes Landsbank fik sin første filial i Aalborg for 55 år siden, og i dag har Arbejdernes Landsbank seks nordjyske filialer fordelt i Frederikshavn, Hjørring og Aalborg.  

- AaB er en traditionsrig topklub i dansk fodbold, og vi har igennem længere tid haft en positiv dialog omkring dette samarbejde. Derfor er det glædeligt, at dette nu kan forløses i en hovedpartneraftale, vi kan blive endnu mere synlige i det nordjyske, fortæller branding- og kommunikationsdirektør i Arbejdernes Landsbank, Peter Froulund.  

- Som Hele Nordjyllands Hold er AaB et sandt fællesskab for alle nordjyder, og fællesskabet er ligeledes et nøgleord for os. Vores mange værdifællesskaber gør os til et perfekt match for en hovedpartneraftale, der også som følge af vores grundige forarbejde bliver rigtig god for alle parter, udtaler Peter Froulund.  

Fra 1. juli 2022 udgør Arbejdernes Landsbank sammen med Royal Unibrew, Scan Global Logistics og Macron de fire hovedpartnere i AaB.  

Tags på denne nyhed

AaB begynder den nye sæson i Viborg

31. maj 2022 kl. 11:30 af Brian Andersen

Foreløbig er blot sæsonens to første spillerunder endeligt programsat, og AaB’s første hjemmekamp på Aalborg Portland Park spilles søndag 24. juli mod de danske mestre fra FC København.

Første træningspas efter ferien foregår søndag 19. juni.

De to første spillerunder i den nye sæson afvikles på følgende tidspunkter:

3F Superligaen, 1. spillerunde – Søndag 17. juli kl. 14.00 – Viborg F.F.-AaB

2. runde – Søndag 24. juli kl. 18.00 – AaB-FC København

3. runde – AaB-AC Horsens

4. runde – Silkeborg I.F.-AaB

5. runde – AaB-FC Nordsjælland

6. runde – AaB-Brøndby I.F.

7. runde – Randers FC-AaB

8. runde – FC Midtjylland-AaB

9. runde – AaB-Lyngby Boldklub

10. runde – AGF-AaB

11. runde – AaB-OB

12. runde – AC Horsens-AaB

13. runde – Lyngby Boldklub-AaB

14. runde – AaB-Viborg F.F.

15. runde – Brøndby I.F.-AaB

16. runde – AaB-Silkeborg I.F.

17. runde – FC Nordsjælland-AaB

18. runde – AaB-AGF

19. runde – FC København-AaB

20. runde – AaB-FC Midtjylland

21. runde – OB-AaB

22. runde – AaB-Randers FC

De seks bedst placerede klubber i 3F Superligaen går i Mesterskabsslutspillet, mens de seks efterfølgende hold spiller om europæisk kvalifikation og om at undgå de to nedrykningspladser.

Køb sæsonkortabonnement til AaB’s hjemmekampe her.

Tags på denne nyhed

AaB og Spar Nord neddrosler samarbejdet

31. maj 2022 kl. 11:00 af Brian Andersen

Siden 1. juli 2005 har Spar Nord og AaB indgået i et fortrinligt partnerskab, og samarbejdet vil også fortsætte fremover på et lavere niveau. 
 
- Da vi for 17 år siden trådte ind i sponsoratet, var vi en regional bank, der havde brug for at opbygge kendskab uden for det nordjyske. I dag er vi en landsdækkende bank med 60 afdelinger og flere end 400.000 kunder. Kendskabet til banken er højnet markant uden for Nordjyllands grænser, hvilket et tæt og godt samarbejde med AaB i den grad har bidraget til, fortæller bankdirektør John Lundsgaard og tilføjer, at Spar Nord fremover i stedet vil fokusere på markedsføring i de lokalområder, hvor banken betjener kunder og er en aktiv del af lokalsamfundet. 
 
- Spar Nord er den hovedsponsor, der har været længst i Superligaen. Men alt godt kommer til en ende. Sammen med AaB har vi fejret to mesterskaber og en pokaltitel. Og vores 17 år lange engagement i klubben har bidraget til øget kendskab og været en kilde til utallige gode oplevelser for vores kunder. Vi ønsker kun AaB alt det bedste både på og uden for banen, siger John Lundsgaard. 
 
AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum supplerer: 
 
- 17 år med Spar Nord som vores vigtigste, kommercielle samarbejdspartner har været essentielt for vores klub, og det er dermed en epoke, der slutter om få måneder. 
 
- Vi har haft et fantastisk samarbejde med Spar Nord, hvilket begge parter har draget stor fordel af, og i al beskedenhed har det også været et samarbejde, der har været til stor gavn for både Aalborg og Nordjylland, og vi er glade for, at Spar Nord vedbliver at være partner, siger Thomas Bælum. 
 
- Spar Nord meldte allerede i 2018 ud, at man fra bankens side ønskede at drosle samarbejdet ned og gøre plads til flere hovedpartnere fremover. Vi har derfor hele vejen haft en god dialog med Spar Nord, og det gælder også i forbindelse med, at hovedsponsoratet nu slutter. Der skal lyde en stor tak til Spar Nord for årene som vores primære partner, og vi vil inden længe offentliggøre, hvem der fra den kommende sæson vil gå ind som hovedpartner og overtage Spar Nords plads på brystet af vores spilletrøjer, slutter Thomas Bælum. 

Tags på denne nyhed
'