Sejr til forstærket U/19-hold

20. juni 2022 kl. 09:44 af Rasmus Estrup

U/19-testkamp: AaB-Skövde AIK 1-0

Et forstærket U/19 Ligahold med seks spillere fra AaB’s 3F Superligatrup vandt lørdag over svenske Skövde AIK’s førstehold, der ligger på femtepladsen i den næstbedste svenske række, Superettan. 

Efter en god kamp, hvor AaB-holdet præsterede godt og fik god matchning og Theo Sander leverede flere store redninger i AaB-målet var det et velspillet angreb, der sikrede AaB en sejr på 1-0.

Anosike Ementa tog en lang bold ned og sendte kuglen modsat til Jeppe Pedersen, der fandt Oliver Klitten, som stod for indlægget, der ved bagerste stolpe blev sat i nettet af U/19 Ligaspiller Donavan Bagou.

AaB's 3F Superligatrup spiller sæsonens første testkamp på lørdag kl. 14.00 på udebane mod AGF. 

U/17 Ligaen: FC København-AaB 7-0

AaB’s U/17 Ligahold sluttede sæsonen af med et stort nederlag på udebane til U/17 Ligamestrene fra FC København.

Med tre scoringer fra 19. minut til 28. minut og endnu et mål kort inden pausefløjtet sikrede hjemmeholdet sig en pauseføring på 4-0.

Inden for anden halvlegs fem første minutter blev føringen udbygget til først 5-0 og siden 6-0, og opgørets sidste scoring faldt 12 minutter før tid.

AaB’s U/17 Ligahold slutter dermed sæsonen på 11. pladsen i U/17 Ligaen med 27 point efter 26 kampe.

U/15 Ligaen: FC København-AaB 1-3

I U/15 Ligaen snuppede AaB tredje sejr i træk, da sæsonens sidste kamp blev vundet med 3-1 på udebane mod FC København.

Det var ellers hjemmeholdet, der midt i første halvleg åbnede målkontoen, men ca. fem minutter før pausen udlignede Emil Borup til 1-1.

Tidligt i anden halvleg bragte Christian Tcacenco AaB foran med 2-1, og efter en times spil lukkede Viktor Fjeldgaard kampen med 3-1-scoringen.

AaB ender sæsonen i U/15 Ligaen på 12. pladsen med 29 point efter 26 kampe.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sousas første træningsdag

19. juni 2022 kl. 15:20 af Rasmus Estrup

AaB-truppen var i dag tilbage på Hornevej efter sommerferien, og programmet bød udelukkende på fysiske tests i Børge Bach Huset.

Med til det var blandt andre den nye AaB-spiller Allan Sousa, som du kan se et interview med i indslaget øverst.

Allan Sousa og holdkammeraterne skal i morgen træne på græs for første gang i den nye sæson.

Tags på denne nyhed

Superligatruppen indleder træningen søndag

18. juni 2022 kl. 12:22 af Brian Andersen

Primært AaB’s U/19 Ligahold tilført enkelte spillere fra Superligatruppen spiller i dag en testkamp mod svenske Skövde AIK, men for langt hovedparten af truppen gælder det, at træningen frem imod sæsonen 2022/2023 indledes i morgen.

Aktuelt består Superligatruppen af følgende navne:

2 Kristoffer Pallesen  155 kampe, 2 mål
3 Jakob Ahlmann  281/8
4 Mathias Ross  96/5
5 Daniel Granli  59/1
6 Pedro Ferreira  49/2
7 Allan Sousa  0/0
8 Iver Fossum  100/29
9 Milan Makaric  34/11
10 Lucas Andersen  124/25
14 Malthe Højholt  52/0
15 Anders Hagelskjær  32/2
16 Magnus Christensen  150/4 (kontraktudløb 30. juni 2022)
17 Kasper Kusk  246/59
18 Louka Prip  36/16
19 Anosike Ementa  14/0
20 Oliver Klitten  29/1
21 Lars Kramer  0/0
22 Theo Sander  0/0
23 Robert Kakeeto  43/0
24 Vladimir Prijovic  2/0
28 Jeppe Pedersen  5/0
31 Anders Noshe  1/0
35 Marcus Hannesbo  32/4
39 Kasper Høgh  16/3

Hertil kommer U/19 Ligaspiller Oliver Ross (12/2), der allerede delvist er en del af truppen.

Første testkamp spilles lørdag 25. juni på udebane mod AGF.

Thelander ikke en del af AaB-opstart

17. juni 2022 kl. 15:58 af Brian Andersen

Rasmus Thelander returnerede til AaB i august 2019 efter fire år forinden at være blevet solgt til den græske storklub Panathinaikos FC.

I mellemtiden repræsenterede Rasmus Thelander også FC Zürich i Schweiz og hollandske Vitesse Arnhem. AaB hentede i sommeren 2012 Rasmus Thelander hos AB i Gladsaxe.

I AaB huskes Rasmus Thelander udover sit kontante forsvarsspil også for pokalfinalen i 2014 mod FC København og sine to hovedstødsmål, der var med til at sikre AaB The Double.

AaB’s sportschef Inge André Olsen udtaler:

- Som tidligere meldt ud så havde vi gerne forlænget samarbejdet med Rasmus, men vi har også forståelse for hans ønske om et nyt udlandseventyr, og da Rasmus har været tydelig omkring sine planer, valgte vi at agere, så Lars Kramer allerede er sikret som tilgang og som mulighed i midterforsvaret sammen med Mathias Ross, Daniel Granli og Anders Hagelskjær.

- I sin tid i AaB har Rasmus været en leder og en markant forsvarsprofil, og der er kun grund til at takke ham for sin indsats for klubben, og hvem ved, om der på et tidspunkt igen åbner sig en mulighed for et samarbejde, siger Inge André Olsen.

Rasmus Thelander, der har kontraktudløb med AaB 30. juni, tilføjer:

- Fra hjertet kan jeg sige, at jeg har nydt hver eneste dag i mine i alt seks år i klubben, og jeg vil gerne takke holdkammerater, trænere, ledere, øvrige ansatte og selvfølgelig alle fansene for vores tid sammen.

- Jeg er utrolig glad for AaB, og jeg synes, jeg efterlader klubben et godt sted, og selvom det er vigtigt at præstere godt individuelt, så har jeg altid forsøgt at sætte holdet i forreste række, siger Rasmus Thelander.

- Nu er tiden kommet til igen at forsøge at få en oplevelse i udlandet, men jeg håber på en eller anden måde, at dette ikke er et farvel, men nærmere et på gensyn til AaB og Aalborg, slutter Rasmus Thelander.

Rasmus Thelander er i AaB-trøjen noteret for 157 officielle kampe og ti scoringer.

Tags på denne nyhed

Studerende søges til den fysiske sektor på AaB Akademiet

15. juni 2022 kl. 14:34 af Brian Andersen

Den studerende vil fast blive koblet på klubbens U/15, U/17 eller U/19-hold og vil komme til at varetage arbejdsopgaver i relation til den fysiske sektors forpligtigelser på det respektive hold.

Dette indebærer:

- Planlægning af træningsøvelser i tæt samarbejde med cheftræneren og den øvrige stab på det respektive hold

- Deltagelse i holdtræning med udgangspunkt i at bringe klubbens fysiske periodisering fra kontoret og ud på fodboldbanen

- Ansvar for daglig evaluering af den fysiske load på træningerne – med afsæt i klubbens GPS-system

- Deltagelse på holdets træningssessioner i styrkelokalet

- Ansvar for sessioner med fokus på skadesforebyggende træning, preaktivering og recovery på det respektive hold

- Ansvar for evaluering af wellness og RPE, med henblik på at vejlede cheftræneren

Den studerende kan forvente at blive støttet og vejledt omkring arbejdsopgaverne gennem interne møder, oplæg og videreuddannelse sammen med den resterende del af den fysiske stab. Alle arbejdsopgaver forventes varetaget med udgangspunkt i AaB Akademiets etablerede struktur for fysisk træning, dataanalyse og langsigtet atletisk udvikling. Den studerende vil i de første uger af samarbejdet blive grundigt introduceret til denne struktur.

Udover de daglige arbejdsopgaver har AaB Akademiet en række projekter, den studerende vil kunne tage udgangspunkt i forbindelse med et evt. speciale:

Udbygning af database med ”AaB-øvelser” – Hvilke træningsøvelser skaber et fysisk overload af kampintensiteten i en fodboldkontekst?

Udbygning af database med data relateret til vækststatus – Sammenhængen mellem PHV-status og fysisk kapacitet, fysisk output i kampene eller skadesrisiko

Registrering af ugentlig GPS load sammenlignet med kampbelastning – Betydning for den fysiske præstationsevne og/eller skadesincidensen

Stillingen aflønnes med godtgørelse efter nærmere aftale.

Ansøgning samt eventuelle spørgsmål til stillingen bedes rettes til AaB Akademiets fysiske træner Mads Lerche på mlk@aab-as.dk.

Tags på denne nyhed
'