I morgen kl. 12.00 er sidste frist for at stemme på, hvem der skal være modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2022. Kandidaterne er Safe House, Kom Videre Mand og Min Drømmedag.
Onsdag 20. juli kl. 12.00 er sidste frist for at stemme på, hvem der skal modtage Hele Nordjyllands Håndsrækning i efteråret 2022. Stem her.
Hele Nordjyllands Håndsrækning er AaB's pris, der har været uddelt halvårligt siden 2015. Gennem Hele Nordjyllands Håndsrækning donerer AaB og Arbejdernes Landsbank ubeskåret to kroner pr. fremmødt tilskuer til AaB’s hjemmekampe i 3F Superligaen til et godt formål i Nordjylland.
Fra 2015 til 2017 stod AaB for at betale en krone pr. tilskuer, men fra 2017 til og med dette forår støttede Spar Nord Fonden op om initiativet, så beløbet blev fordoblet. AaB's nye hovedpartner Arbejdernes Landsbank har nu overtaget Spar Nord Fondens rolle i Hele Nordjyllands Håndsrækning.
Hele Nordjyllands Håndsrækning har uddelt mere end 1,3 millioner kr. samlet set og kan tilfalde foreninger, et værested, et behandlingscenter eller noget helt fjerde. Kun fantasien sætter grænser, men der skal dog være tale om et formål, der hverken har kommerciel eller politisk karakter. Udover at donationen skal gå til en god sag, skal modtageren også have postadresse i Region Nordjylland.
Et udvalg bestående af repræsentanter fra AaB, Arbejdernes Landsbank, AaB Support Club og seneste modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning, Carpe Diem, valgte følgende tre kandidater nomineret til at modtage Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2022; Safe House - Aalborg, Min Drømmedag - Hadsund, Kom Videre Mand - Aalborg.
Safe House - Aalborg
Safe House Aalborg har base for enden af Jomfru Ande Gade, hvor frivillige ønsker at skabe tryghed for nattelivets besøgende.
Det sker eksempelvis ved at patruljere rundt på havnen og i området omkring Jomfru Ane Gade, ved at hjælpe tilskadekommende samt ved at tilbyde et sted, hvor man kan få ladet sin telefon op og hvor man trygt kan sidde og vente på en bus eller et lift hjem.
En donation fra Hele Nordjyllands Håndsrækning vil gå til at sikre den fremtidige drift af Safe House, til fastholdelse af de frivillige samt til udstyr som eksempelvis radioer til kontakten mellem dørmænd og patruljer.
Min Drømmedag - Hadsund
Min Drømmedag fra Hadsund giver børn med livstruende sygdom en drømmedag, hvor de bliver forkælet og ikke skal tænke på sygdom.
Min Drømmedag skaber både drømmedage, hvor børnene bliver forvandlet til yndige prinsesser eller modige krigere på slotte rundt omkring i Danmark og i små intime rammer for børn i isolation derhjemme eller på et sygehus.
Modtager Min Drømmedag Hele Nordjyllands Håndsrækning skal pengene gå til hjemmebesøg og drømmedage i intime rammer til de børn, der er for svage til en hel drømmedag ude af huset.
Kom Videre Mand - Aalborg
Kom Videre Mand er en organisation, der hjælper mænd med at komme videre i livet efter eksempelvis skilsmisse eller tab af ægtefælle.
Ved hjælp af aktiviteter for grupper af mænd, som ellers selv kan have svært ved at søge om hjælp, ønsker Kom Videre Mand at bringe mænd ud af ensomhed og videre i livet.
Skulle Hele Nordjyllands Håndsrækning gå til Kom Videre Mand vil pengene blive brugt på at starte flere kurser for målgruppen og til uddannelse af flere vejledere.
Afstemningen slutter som nævnt onsdag 20. juli kl. 12.00, og modtageren af Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2022 offentliggøres torsdag 21. juli.
Søndag 24. juli spiller AaB sin første hjemmekamp i den nye sæson i 3F Superligaen, når FC København kommer på besøg på Aalborg Portland Park.
Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:
Carpe Diem - forår 2022 - 155.266 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Idræt for Sindet Hjørring - velgørenhedstrøje 2021 - Endnu ikke afsluttet
FrivilligAalborg - 2020 og 2021 - 172.138 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Personaleforeningerne ved Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Vendsyssel – velgørenhedstrøje 2020 – 40.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Gestus Nord – velgørenhedstrøje 2019 – 41.400 (100 kr. pr. solgt trøje)
Barnets Blå Hus i Vesthimmerland – efterår 2019 – 112.196 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Skyggebørn – forår 2019 – 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
AaB Support Club og AaB TIFO KAOS – velgørenhedstrøje 2018 - 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Ønskeland – efterår 2018 – 108.652 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Børn i sorg – Sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Hjerterummet og Cykel20 – forår 2016 – 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
The Back To Life Project – efterår 2015 – 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Headspace Aalborg – forår 2015 – 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)