Premierenederlag i Viborg
Med et brændt straffespark i tillægstiden tabte AaB sæsonpremieren i Viborg med 2-1. AaB's mål blev scoret af Anders Hagelskjær.
Trods flot fremmøde og stærk opbakning fra de medrejsende AaB-fans tabte AaB sæsonpremieren på udebane mod Viborg F.F. med 2-1 i en kamp, hvor Iver Fossum brændte straffespark i tillægstiden. Mads Lauritsen og Tobias Bech stod for hjemmeholdets mål, mens Anders Hagelskjær kom på tavlen for AaB.
Fra første fløjt var der AaB-debut til målmand Josip Posavec, forsvarsspiller Lars Kramer og kantspiller Allan Sousa, der alle var med i startopstillingen i sæsonpremieren, hvor AaB også var iklædt den nye klubdragt fra Macron.
Og det var de rød-hvide gæster, der allerede i første minut stod for kampens første afslutning. Milan Makaric tog således sigte fra distancen, men serberens afslutning blev afrettet af en Viborg-spiller på vej mod målmand Lucas Lund, der uden problemer fik greb om bolden.
Lucas Lund blev også testet efter fem minutter, da Allan Sousa fandt Malthe Højholt på kanten af feltet. Midtbanespilleren trak ind mod midten og og afsluttede fladt på mål, men afslutningen sad inden for målmandens rækkevidde. Det samme gjorde endnu en flad afslutning fra Louka Prip efter syv minutter.
Efter den gode AaB-åbning på kampen overtog hjemmeholdet styringen, og Viborg F.F. kunne første gang true AaB-målet i det 12. minut. Det var til gengæld kampens hidtil største mulighed, der tilfaldt Jay-Roy Grot, men AaB-keeper Josip Posavec diskede op med sin første store refleksredning i AaB-trøjen.
Kort efter var Viborg F.F. igen farlige, men Clint Leemans' frie hovedstød fra kanten af det lille målfelt gik forbi stolpen og endte i sidenettet. I det 19. minut var hjemmeholdet igen tæt på kampens føringsmål. Milan Makaric headede ellers et kantfrispark ud af AaB-feltet, men uden for feltet samlede Clint Leemans læderet og op hamrede det på nærmeste stolpe.
Et par minutter senere dansede kuglen så på overliggeren i modsatte ende, da et langt indkast fra Kristoffer Pallesen gik uberørt gennem feltet og sprang op på oversiden af overliggeren.
Med 20 minutter til pausefløjtet gjorde en mislykket clearing fra Pedro Ferreira det særdeles farligt i eget felt, da Josip Posavec måtte ud i en redningsaktion, der kun blev halvklaret, hvorefter bolden endte for fødderne af Jakob Bonde. To meter fra målstregen formåede Viborg-spilleren dog at tordne bolden over mål.
36 minutter inde i kampen kombinerede AaB sig frem til en god chance til Iver Fossum, men nordmandens afslutning blev afrettet lige akkurat uden om den bagerste stolpe, og fire minutter senere sad Milan Makaric' langskud lige på Viborg-målmanden.
Få minutter før pausen kunne Viborg F.F. så bringe sig i front. Josip Posavec reddede ellers flot et forsøg mod nærmeste opstander af Jakob Bonde til hjørne. Men hjørnesparket headede Mads Lauritsen ind bag AaB-keeperen til en viborgensisk pauseføring på 1-0.
Tidligt i anden halvleg var hjemmeholde tæt på at udbygge føringen, men Jeppe Grønnings langskud prellede af på overliggeren.
Ti minutter efter pausen blev både Lucas Andersen, Anosike Ementa og Anders Hagelskjær sendt på banen for Hele Nordjyllands Hold, og midt i anden halvleg blev også Oliver Ross sendt i aktion.
Med lidt under 20 minutter tilbage fik Daniel Anyembe en stor chance i AaB-feltet, men afslutningen, der passerede Josip Posavec, blev heroisk reddet af Lars Kramer på stregen.
Efter 76 minutter kunne AaB så bringe balance i stillingen. Indskiftede Anders Hagelskjær tog sigte fra distancen og med en hård, flad afslutning, som gik via indersiden af nærmeste opstander, bragte han AaB på 1-1 og de mange fremmødte fans i jubel.
Et par minutter senere måtte Josip Posavec så hive en stor redning frem på en afslutning fra indskiftede Jan Zamburek for at holde stillingen ved 1-1.
Efterfølgende havde både Iver Fossum og Lucas Andersen et par gode afslutningsmuligheder, men i 85. minut fik Tobias Bech pludselig en stor chance, og denne udnyttede han ved at sparke kuglen fladt i nettet til 2-1.
I tillægstiden fik Iver Fossum alletiders mulighed for at udligne, da Mads Lauritsen nedlagde nordmanden i feltet. Dette betød en udvisning til Viborg-målscoreren og et straffespark til AaB, men Iver Fossums forsøg fra straffesparkspletten blev reddet af Lucas Lund, og dermed endte AaB med at tabte 2-1.
AaB spiller sæsonens anden 3F Superligakamp på søndag 24. juli kl. 18.00 mod FC København på Aalborg Portland Park, hvor der er udsolgt, når Stadion kalder nu igen.
Matchfacts - 3F Superligaen, grundspil, 2. spillerunde
Viborg F.F.-AaB 2-1 (1-0)
43. min 1-0 Mads Lauritsen, 77. min 1-1 Anders Hagelskjær, 85. min 2-1 Tobias Bech
Advarsler Viborg F.F.: Mads Lauritsen (21), Nicolas Bürgy (80), Mads Lauritsen (90), Jeppe Grønning (90)
Udvisning Viborg F.F.: Mads Lauritsen (90)
Advarsler AaB: Jakob Ahlmann (36), Allan Sousa (81)
4.681 tilskuere på Energi Viborg Arena
Viborg F.F. (4-3-3): Lucas Lund, Daniel Anyembe, Nicolas Bürgy, Mads Lauritsen, Christian Sørensen, Clint Leemans (71: Jan Zamburek), Jeppe Grønning, Jakob Bonde, Justin Lonwijk (71: Tobias Bech), Marokhy Ndione (56: Ibrahim Said (90: Zan Zaletel)), Jay-Roy Grot.
AaB (4-3-3): Josip Posavec, Kristoffer Pallesen, Mathias Ross (56: Anders Hagelskjær), Lars Kramer, Jakob Ahlmann, Malthe Højholt, Pedro Ferreira (66: Oliver Ross), Iver Fossum, Allan Sousa (85: Kasper Kusk), Milan Makaric (56: Anosike Ementa), Louka Prip (56: Lucas Andersen).
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen