Børnebilletter til 10 kr. på søndag

26. juli 2022 kl. 14:14 af Rasmus Estrup

Søndag kl. 14.00 spiller AaB hjemme mod AC Horsens, og børnebilletter til kampen koster kun 10 kr. Køb billetter her.

Allerede fra kl. 11.30 vil der i fanzonen være masser af muligheder for børn. Funcenter kommer blandt andet forbi med sjove aktiviteter, ligesom der vil være autografskrivning, ansigtsmaling, hoppeborg og sparkestationer i fanzonen.

Så tag hele familien med på Aalborg Portland Park på søndag, hvor man også kan købe AaB's nye spillertrøje i fanshoppen. 

Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed

Ny udsmykning på Complea Tribunen

26. juli 2022 kl. 08:38 af Rasmus Estrup

Sidste år fik Aalborg Portland Park nye røde sæder, og Complea har siden skiftet deres hjørnereklamer fra en sort til en rød farve for at gøre Aalborg Portland Park mere rødt.

Og nu er der igen sket en udvikling i udsmykningen af Complea Tribunen, hvor tilskuerne den seneste tid også er blevet en større del af stemningen i samarbejde med Vesttribunen.

På Complea Tribunen er der således opsat 10 historiske billeder, der dækker de grå betonflader på det nedre afsnit. Derudover er spilleres gamle omklædningsskabe fra Hornevej benyttet til at udstille særlige ting, som eksempelvis kasketter og støvler fra tidligere mesterskaber.  

- Vi vil gerne øge stadionoplevelsen på Aalborg Portland Park, og det gør vi blandt andet med udsmykning af tribunerne, som fansene også har efterspurgt i flere år. På den måde får vi vist AaB’s historie frem på en måde, der foruden at være dekorativ også er informativ, siger AaB’s fankoordinator Michael Meelsen Nielsen.

- Billederne og de udstillede klenodier fortæller om den historie, som det nuværende hold står på skuldrene af, og drømmen er, at forældre eller bedsteforældre kan tage deres børn eller børnebørn med rundt på tribunen og præsentere de næste generationer for AaB’s historie, siger fankoordinatoren.

Ud over billeder af alt fra AaB’s “dåbsattest” over pokaltriumferne, mesterskaber og europæiske kampe, er der også QR-koder, der linker til fanpodcasten Rød Aalborgs fortællinger om de historiske bedrifter.

De historiske klenodier og billeder kan opleves igen til AaB’s næste hjemmekamp på søndag kl. 14.00 mod AC Horsens. Børnebilletter til kampen koster kun 10 kr.

Køb billetter til kampen her.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-FC København 1-3

25. juli 2022 kl. 07:03 af Rasmus Estrup

Trods en god præstation i første halvleg tabte AaB i går 3-1 på hjemmebane til FC København.

Efter flere AaB-chancer i kampens indledning kunne gæsterne kort før pausen bringe sig foran med 1-0. Et hjørnespark blev headet på kassen, hvor Josip Posavec i første omgang reddede, men returbolden faldt ud til Viktor Claesson, der sparkede bolden i nettet.

20 minutter før tid blev FC Københavns føring fordoblet, da Viktor Claesson modtog et indlæg og kanonerede læderet op i nettaget.

Herefter kom AaB dog tilbage i kampen, og Allan Sousa reducerede til 2-1 med sit første AaB-mål efter oplæg fra Louka Prip.

AaB-målskytten havde kort efter et nærgående frispark, der gik forbi målhjørnet, inden AaB-målmand Josip Posavec i tillægstiden hev en stærk redning frem på en friløber til Isak Bergmann Johannesson.

Sidstnævnte fik dog foræret en kæmpechance til sidst, da AaB-målmanden gik skævt af en lang bold, og dermed endte det med et nederlag på 3-1.

Sammendraget af søndagens kamp kan ses i videoen øverst.

Tags på denne nyhed

AaB-nederlag i flot kulisse mod FCK

24. juli 2022 kl. 20:04 af Rasmus Estrup

I en flot kulisse tabte AaB desværre sæsonens første hjemmekamp med 3-1 til de forsvarende mestre fra FC København. Viktor Claesson nettede to mål for gæsterne, inden Allan Sousa reducerede til slutresultatet med sin første AaB-træffer. I tillægstiden lukkede Isak Bergmann Johannesson kampen til 3-1. 

På et udsolgt Aalborg Portland Park var det ellers AaB, der leverede bedst i begyndelsen, og en veloplagt Anosike Ementa, som efter et minut sendte første afslutning mod mål. Hans forsøg mod nærmeste stolpe satte FC Københavns målmand Kamil Grabara dog hånden på, så læderet endte i sidenettet. 

I forlængelse af det efterfølgende hjørnespark kom netop Kamil Grabara til skade i et hårdt sammenstød med Mathias Ross, som begik frispark i situationen. Mens AaB-stopperen fik hovedet bundet ind, måtte FCK-målmanden lade sig udskifte og erstatte af Karl-Johan Johnsson. 

Anosike Ementa var også involveret i kampens næste to afslutninger, da han i begge tilfælde først vandt sine dueller og serverede bolden til henholdsvis Iver Fossum og Lucas Andersen. Nordmanden fik sin afslutning reddet af Karl-Johan Johnsson, inden linjevogteren hævede flaget for offside, og Lucas Andersen fik sit forsøg fra kanten af feltet blokeret. 

Midt i første halvleg tog Allan Sousa sigte fra distancen efter et godt AaB-opspil, men brasilianeren måtte se sit skud gå over efter endnu et oplæg fra Anosike Ementa. 

38 minutter inde i kampen var AaB igen i offensiven, da Lucas Andersen slog et indlæg mod bagerste stolpe. Her kom Iver Fossum springende, men nordmandens hovedstød fik ikke den rette retning. 

I tillægstiden til første halvleg kom gæsterne frem til holdets første afslutninger, og de blev farlige. Først headede Denis Vavro et kantfrispark fra Pep Biel lige over mål. Dernæst fik Lukas Lerager et langskud blokeret. 

Herefter havde Malthe Højholt et nærgående forsøg fra kanten af feltet efter endnu et oplæg fra Anosike Ementa, inden Viktor Claesson i modsatte ende fik sin flugter blokeret til hjørnespark. Dette hjørnespark blev headet mod mål, hvor Josip Posavec leverede en god redning, men returbolden faldt ud til Viktor Claesson, som i det lille felt kunne sparke FC København foran med 1-0 ved pausen. 

Umiddelbart efter pausen kom gæsternes netop indskiftede Isak Bergmann Johannesson til afslutning i AaB-feltet, men afslutningen susede over målet. 

Efter en times spil foretog Lars Friis sine to første indskiftninger, da Lucas Andersen og Iver Fossum blev erstattet af Louka Prip og Oliver Ross. 

Næste afslutning i kampen stod FCK-indskifteren Isak Bergmann Johannesson dog for, da han fra distancen tvang Josip Posavec ud i en god redning til et hjørnespark. Dette hjørne blev headet ud af feltet, hvorfra Rasmus Falk flugtede på kassen. En AaB-spiller kom dog i vejen med en blokade. 

20 minutter før tid kunne FC København så fordoble sin føring. Et fladt indlæg fra højre sad lige i sokkerne på Viktor Claesson, der tæmmede bolden, inden han tordnede den op i nettaget til 2-0. 

Straks efter scoringen blev Kasper Kusk og debutant Andreas Poulsen sendt på banen for AaB, og kort efter sparkede Louka Prip et langskud lige over mål. 

I 79. minut drev Kasper Kusk bolden frem og slog et indlæg, som via en FCK-fod havnede hos Louka Prip. Efter et par driblinger lagde Louka Prip bolden ud til højre til en helt fri Allan Sousa, som sikkert udplacerede Karl-Johan Johnsson og med sit første mål i AaB-trøjen reducerede til 1-2. 

Herefter blev Milan Makaric også sendt på banen i jagten på en udligning, og i 87. minut fik AaB et frispark i en god position lige uden for feltet. Desværre gik Allan Sousas forsøg et par meter forbi målhjørnet. 

To minutter inde i tillægstiden fik gæsternes Isak Bergmann Johannesson en friløber efter et AaB-hjørne, men målmand Josip Posavec hev en stor redning frem for at holde AaB i kampen. 

Desværre droppede AaB-målmanden i det 94. minut, da han gik forkert af en lang bold, og dermed forærede Isak Bergmann Johannesson en friløber, som han udnyttede til at lukke kampen til 3-1.

AaB spiller sin næste kamp i 3F Superligaen på søndag kl. 14.00 mod AC Horsens på Aalborg Portland Park. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

Matchfacts - 3F Superligaen, grundspil, 2. spillerunde

AaB-FC København 1-3 (0-1)
45. min 0-1 Viktor Claesson, 71. min 0-2 Viktor Claesson, 79. min 1-2 Allan Sousa, 90. min 1-3 Isak Bergmann Johannesson
Advarsler AaB: Allan Sousa (54), Kristoffer Pallesen (75)
Advarsler FC København: Hákon Arnar Haraldsson (20), Isak Bergmann Johannesson (86), Nicolai Boilesen (90), Viktor Kristiansen)
9.385 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-3-3): Josip Posavec, Kristoffer Pallesen, Mathias Ross, Lars Kramer, Jakob Ahlmann (73: Andreas Poulsen), Iver Fossum (61: Oliver Ross), Pedro Ferreira (73: Kasper Kusk), Malthe Højholt, Allan Sousa, Anosike Ementa (82: Milan Makaric), Lucas Andersen (61: Louka Prip).

FC København (4-3-3): Kamil Grabara (8: Karl-Johan Johnsson), Peter Ankersen, Denis Vavro, Nicolai Boilesen, Victor Kristiansen, Lukas Lerager, Rasmus Falk (82: Marko Stamenic), Hákon Arnar Haraldsson (73: Paul Mukairu), William Bøving (46: Isak Bergmann Johannesson), Pep Biel, Viktor Claesson. 

Dommer: Morten Krogh

Tags på denne nyhed