AaB testsejrede i Poznan
Tirsdag aftens testkamp mod KS Warta Poznan endte med en 3-1 gevinst til AaB. Iver Fossum, Anosike Ementa og Lucas Andersen scorede for Hele Nordjyllands Hold.
Trods træningstunge stænger præsterede AaB fint rent indsatsmæssigt – uden at spillet på noget tidspunkt var prangende.
I 27 graders varme og på en perfekt grønsvær var indledningen ganske jævnbyrdig.
Opgørets første farlige situation kom i det niende minut, hvor et nydeligt AaB-angreb gav en afslutningsmulighed til Kasper Høgh, der fra en lidt spids vinkel sendte sit forsøg over mål.
I den følgende periode var AaB styrende, men ofte manglede der præcision, når den afgørende pasning skulle falde.
Føringsmålet kom dog efter 18 minutter, hvor Allan Sousa pressede aggressivt og erobrede læderet højt oppe på banen, hvorfra Sousa fandt Iver Fossum foran mål, så nordmanden kunne udplacere målmand Adrian Lis.
Blot tre minutter senere var AaB igen nærgående, da Milan Makaric stod for forarbejdet til Kasper Høgh, hvis ellers kvalificerede og hårde skudforsøg blev afværget af den polske keeper.
Som halvlegen skred frem, kom KS Warta Poznan bedre og bedre med, og særligt Jayson Papeau udfordrede AaB’s organisation, som imidlertid ikke gav en eneste regulær chance væk i første halvleg.
Fra anden halvlegs indledning bevarede polakkerne initiativet, og Jakub Kielb var i det 52. minut tæt på med et langskud.
AaB spillede ofte for langsomt i andre perioder for hektisk, men efter 65 minutter kunne føringen være fordoblet, da Kasper Kusk erobrede bolden i venstre side, men den efterfølgende tværpasning blev rettet af, så bolden kom til at ligge en anelse bag en fri Oliver Klitten.
I stedet blev det 2-0 med knap 20 minutter igen, da Pedro Ferreira skabte forarbejdet for Anosike Ementa, hvis tørre, flade spark udplacerede målmanden.
Tre minutter senere fik AaB-keeper Theo Sander viftet et hovedstødsforsøg fra Wiktor Plesnierowicz ud af farezonen, og dermed kunne Lucas Andersen syv minutter før tid med en smuk berøring og en god afslutning gøre det til 3-0 efter en fornem pasning fra Jeppe Pedersen.
Lidt ærgerligt var det, at Milan Corryn i 85. minut fik reduceret, men alt i alt fik AaB leveret et godkendt aftryk.
Fjerde og sidste testkamp for AaB spilles på lørdag på opvisningsbanen ved Hotel Remes Sport & Spa i Opalenica.
Der spilles to kampe lørdag – kl. 11.00 mod Zaglebie Lubin og kl. 18.00 mod Gornik Zabrze. Det er endnu ikke afklaret i hvilket af opgørene, AaB stiller med sit umiddelbart bedste mandskab.
Matchfacts – testkamp på Dyskobolia Grodzisk Wielkopolski Stadion i Poznan
KS Warta Poznan-AaB 1-3 (0-1)
18. min 0-1 Iver Fossum, 71. min 0-2 Anosike Ementa, 83. min 0-3 Lucas Andersen, 85. min 1-3 Milan Corryn.
AaB (4-3-3): Theo Sander, Kristoffer Pallesen (46: Kilian Ludewig), Mathias Ross (46: Anders Hagelskjær), Lars Kramer, Jakob Ahlmann (59: Anders Noshe), Malthe Højholt (59: Pedro Ferreira), Oliver Ross (59: Jeppe Pedersen), Iver Fossum (59: Lucas Andersen), Allan Sousa (59: Oliver Klitten), Milan Makaric (46: Anosike Ementa), Kasper Høgh (59: Kasper Kusk).