AaB tabte generalprøve
Trods føringsmål tabte AaB lørdag den afsluttende testkamp mod Zaglebie Lubin med 3-1. Mathias Ross scorede for AaB, mens målmand Josip Posavec var kraftigt impliceret i polakkernes to første scoringer.
Dermed fik AaB resultatmæssigt og lidt unødvendigt en skidt afslutning på et ellers vellykket træningsophold i Polen.
AaB indledte glimrende og i kontrol, men det var Zaglebie Lubins Jaroslaw Jach, der i kampens femte minut leverede dystens første forsøg.
Lucas Andersen truede i den modsatte ende for AaB, og føringen kom allerede i det niende minut, da Allan Sousa efter en god soloaktion fik afsluttet mod mål, hvor Zaglebie Lubin-keeper Jasmin Buric parerede bolden ud for fødderne af Mathias Ross, der resolut bragte AaB på 1-0.
Efterfølgende var Lucas Andersen nærgående, da han var blevet sat op af Iver Fossum, og meget så i denne fase fint ud for AaB.
Et nydeligt opbygget angreb, der gik fra Josip Posavec til Kasper Høgh og videre til Allan Sousa, gav brasilianeren et nyt skudforsøg, og efter 27 minutter var Kasper Høgh tæt på efter oplæg fra Sousa.
Josip Posavec blev efter 31 minutter testet for første gang af Rafal Adamski, men ellers var der ikke meget, der tydede på, at duellen skulle vende til polsk fordel.
Udligningen kom imidlertid i det 35. minut, hvor Josip Posavec med bolden for fødderne tøvede for længe, så Szymon Kobusinski kunne blokere afspillet fra AaB-keeperen, hvorefter bolden sejlede direkte i mål. Ufortjent efter spil og chancer.
Scoringen rystede for en stund AaB’erne, og inden pausen havde både Szymon Kobusinski og Jaroslaw Jach farlige forsøg.
Fra anden halvlegs begyndelse fik AaB igen sat sig på begivenhederne, men så var Josip Posavec uheldig at komme for sent ned til et indgreb i straffesparksfeltet, hvorfor Rafal Adamski efterfølgende fra pletten kunne bringe Zaglebie Lubin på 2-1.
I fortsættelsen forcerede AaB for en udligning, og både Louka Prip, Allan Sousa, Lars Kramer og Jakob Ahlmann prøvede sig af, før Zaglebie Lubin nærmest ud af ingenting 12 minutter før tid bragte sig på 3-1, da Szymon Kobusinski med et tørt og overraskende hug klappede læderet op i nettaget.
Der kunne være kommet spænding tilbage i kampen, da Lars Kramer otte minutter før tid fik afværget sit forsøg på mållinjen, men tættere på reducering kom AaB ikke, og i stedet måtte Josip Posavec i sidste minut redde fra Rafal Adamski.
Senere i dag møder et andet AaB-hold Gornik Zarbze, men ellers er næste opgave Superligapremieren på næste søndag på udebane mod Viborg F.F.
Matchfacts – testkamp på Hotel Remes Sport & Spa i Opalenica
Zaglibie Lubin-AaB 3-1 (1-1)
9. min 0-1 Mathias Ross, 35. min 1-1 Szymon Kobusinski, 58. min 2-1 Rafal Adamski, 78. min 3-1 Szymon Kobusinski.
AaB (4-3-3): Josip Posavec, Kristoffer Pallesen, Mathias Ross, Lars Kramer, Jakob Ahlmann, Pedro Ferreira, Malthe Højholt, Iver Fossum, Allan Sousa, Kasper Høgh, Lucas Andersen (46: Louka Prip).