I AaB's tredje og sidste testkamp ved Tipsport Malta Cup venter det slovakiske tophold FC Spartak Trnava.
AaB står inden sidste kamp i Tipsport Malta Cup med et point efter 2-2 mod østrigske WSG Tirol i fredags og et nederlag på 3-0 til SK Sigma Olomouc fra Tjekkiet i tirsdags.
Dagens modstander besejrede WSG Tirol med 2-0 i første kamp, inden FC Spartak Trnava fredag tabte 3-2 til SK Sigma Olomouc.
FC Spartak Trnava, der blandt andre har den tidligere Liverpool FC-spiller Martin Škrtel i truppen, ligger på andenpladsen i den slovakiske liga, Fortuna Liga, med 42 point efter 19 runder.
Klubben har blandt andet vundet seks nationale mesterskaber og seks slovakiske pokaltitler. Seneste mesterskab blev vundet i 2018, mens den seneste pokaltriumf fulgte året efter.
AaB-truppen til dagens opgør ser ud som følger:
1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 4 Mathias Ross, 5 Daniel Granli, 6 Pedro Ferreira, 7 Aleksandar Trajkovski, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 22 Andreas Hansen, 24 Vladimir Prijovic, 25 Frederik Børsting, 32 Casper Gedsted, 35 Marcus Hannesbo og 39 Kasper Høgh.
Jakob Ahlmann, Rasmus Thelander, Rufo og Theo Sander (U/19) sidder over. Sidstnævnte spiller i dag med U/19 Ligaholdet, der kl. 17.00 møder San Gwann FC fra den næstbedste maltesiske række.
Kampen mod FC Spartak Trnava spilles på National Stadium Ta’Qali og livestreames på nordjyske.dk med kickoff kl. 12.30.