AaB møder FC Spartak Trnava kl. 12.30

24. januar 2022 kl. 09:18 af Rasmus Estrup

AaB står inden sidste kamp i Tipsport Malta Cup med et point efter 2-2 mod østrigske WSG Tirol i fredags og et nederlag på 3-0 til SK Sigma Olomouc fra Tjekkiet i tirsdags.

Dagens modstander besejrede WSG Tirol med 2-0 i første kamp, inden FC Spartak Trnava fredag tabte 3-2 til SK Sigma Olomouc. 

FC Spartak Trnava, der blandt andre har den tidligere Liverpool FC-spiller Martin Škrtel i truppen, ligger på andenpladsen i den slovakiske liga, Fortuna Liga, med 42 point efter 19 runder. 

Klubben har blandt andet vundet seks nationale mesterskaber og seks slovakiske pokaltitler. Seneste mesterskab blev vundet i 2018, mens den seneste pokaltriumf fulgte året efter.

AaB-truppen til dagens opgør ser ud som følger: 

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 4 Mathias Ross, 5 Daniel Granli, 6 Pedro Ferreira, 7 Aleksandar Trajkovski, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 22 Andreas Hansen, 24 Vladimir Prijovic, 25 Frederik Børsting, 32 Casper Gedsted, 35 Marcus Hannesbo og 39 Kasper Høgh.

Jakob Ahlmann, Rasmus Thelander, Rufo og Theo Sander (U/19) sidder over. Sidstnævnte spiller i dag med U/19 Ligaholdet, der kl. 17.00 møder San Gwann FC fra den næstbedste maltesiske række. 

Kampen mod FC Spartak Trnava spilles på National Stadium Ta’Qali og livestreames på nordjyske.dk med kickoff kl. 12.30. 

Prica forlænger og udlejes til WSG Tirol

24. januar 2022 kl. 08:30 af Brian Andersen

Tim Prica kom til AaB for halvandet år siden fra Malmö F.F.

AaB’s sportschef Inge André Olsen udtaler:

- Tim Prica er en spiller, vi stadig har stor tro på, og derfor har det også været vigtigt for os at forlænge aftalen.

- Den første tid i AaB har været både op og ned for Tim, men man skal altså huske på, at han stadig kun er 19 år og med et fortsat stort udviklingspotentiale, siger Inge André Olsen og tilføjer:

- Nu er vi i fællesskab blevet enige om at tilføre hans udvikling nye impulser med et længere lejeophold i Østrig, og så ser vi frem til at se ham i AaB-trøjen igen.

Tim Prica glæder sig til udlejningen til den østrigske Bundesliga:

- Det er en fantastisk god mulighed for mig. Jeg har fået et meget positivt indtryk af klubben, som vi jo mødte forleden her på træningslejren på Malta, og jeg er sikker på, at det er det rette skridt for både mig og AaB.

- Jeg skal nu bruge det næste halvandet år på at blive bedre og bedre hver dag og gøre mig fortjent til forhåbentlig at få en masse spilletid, så jeg kan bidrage for WSG Tirol og komme stærkere og mere rutineret tilbage til AaB, siger Tim Prica.

Tim Prica er indtil videre noteret for 46 officielle kampe og seks scoringer for AaB.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Kasper Høgh er ny AaB-angriber

23. januar 2022 kl. 06:37 af Rasmus Estrup

Kasper Høgh er skiftet til AaB fra Hobro I.K., og den 21-årige angriber har lavet en aftale med AaB frem til sommeren 2026. 

Se interview med den nye AaB-angriber og sportchef Inge André Olsen i dette indslag fra AaB TV. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: WSG Tirol-AaB 2-2

22. januar 2022 kl. 07:40 af Rasmus Estrup

AaB spillede i går 2-2 mod WSG Tirol ved Tipsport Malta Cup. I videoen øverst kan du se sammendrag af kampen og høre fra assistenttræner Oscar Hiljemark. 

20 minutter inde i opgøret bragte AaB sig i front, da Iver Fossum sparkede en nedfaldsbold i nettet til en nordjyske pauseføring. 

Efter scoringen havde AaB flere store muligheder, men et kvarter før slutfløjt udlignede østrigerne, og 10 minutter senere scorede WSG Tirol endnu engang - denne gang på et straffespark. 

AaB kom dog tilbage straks efter, da Milan Makaric headede 2-2-scoringen over stregen. 

AaB spiller tredje og sidste kamp ved Tipsport Malta Cup på mandag kl. 12.30. 

Remis mod østrigere

21. januar 2022 kl. 18:08 af Brian Andersen

Det uafgjorte resultat var med AaB-briller en anelse unødvendigt, da et ellers sikkert greb om kampen blev sluppet og vendt på hovedet med to hurtige østrigske scoringer i anden halvleg.

Allerede efter få sekunder viste AaB farlighed med et velgennemført angreb, men første reelle mulighed kom i det sjette minut, hvor Anders Hagelskjær med en velkendt pasning frem i banen fandt Louka Prip, hvis tæmning gled væk, men i stedet havnede hos Kasper Høgh, der fra en lidt spids vinkel sparkede bolden i sidenettet med venstrebenet.

I modsatte ende fik den tidligere AGF’er Bror Blume et forsøg blokeret, og de efterfølgende minutter foregik med et mindre østrigs overtag – primært fordi AaB’erne lavede for mange uprovokerede fejl.

Bror Blume forsøgte sig igen, inden AaB tog føringen i det 21. minut, hvor Louka Prip og Kristoffer Pallesen stod for forarbejdet, da indlægget fra sidstnævnte gav en returbold tæt under mål, hvilket Iver Fossum udnyttede til at passere Benjamin Ozegovic i målet.

Herfra var AaB bedst, selvom Bror Blume forsøgte sig nok engang uden held, og AaB fik efter 29 minutter en god chance for at fordoble føringen, men Kasper Høghs flugter på Kristoffer Pallesens indlæg gik forbi stolpen.

AaB-defensiven var stærkt styret af Rasmus Thelander, men efter fem ud- og indskiftninger i pausen kom der efter efter 49 minutter en forskrækkelse, da Giacomo Vrioni slap fri og sendte et drøn på roden af den ene opstander.

Straks efter stod Kasper Kusk for oplægget til Iver Fossum, der flugtede over mål, og øjeblikket senere var der så fare på færde i den modsatte ende, da AaB-målmand Andreas Hansen flot reddede en friløber til Giacomo Vrioni.

I det 55. minut fulgte et mønsterangreb fra AaB’s side med Frederik Børsting og Kasper Kusk involveret, før en perfekt, flad tværbold fra Kristoffer Pallesen endte hos Iver Fossum, men Benjamin Ozegovic kom i vejen for afslutningen.

For WSG Tirol afsluttede Renny Smith forbi mål, mens chancehavet fortsatte, da Rufo efter en times spil ikke fik udnyttet et godt tilbud skabt af Kasper Kusk.

Især fra midtvejs i anden halvleg dominerede AaB stort, og derfor virkede det tåbeligt, at Markus Wallner – ganske vist i offside-position, viste TV-billederne – kunne skubbe læderet over stregen til 1-1 med et kvarter igen.

Med seks minutter igen blev ondt værre for AaB, da Mathias Ross begik et ærgerligt straffespark, som Giacomo Vrioni sikkert eksekverede.

Heldigvis nåede AaB dog fortjent at fremtvinge en udligning, da Milan Makaric i 88. minut headede Aleksandar Trajkovskis perfekte, indadskruede frisparksbold i netmaskerne.

AaB’s sidste kamp ved Tipsport Malta Cup 2022 spilles på mandag mod slovakiske Spartak Trnava.

Testkamp på National Stadium Ta'Qali, Tipsport Malta Cup 2022, 2. spillerunde
WSG Tirol-AaB  2-2 (0-1)
21. min 0-1 Iver Fossum, 75. min 1-1 Markus Wallner, 85. min 2-1 Giacomo Vrioni, 88. min 2-2 Milan Makaric.

AaB (3-5-2): Andreas Hansen, Daniel Granli (46: Mathias Ross), Rasmus Thelander (61: Pedro Ferreira), Anders Hagelskjær (61: Vladimir Prijovic), Kristoffer Pallesen (61: Marcus Hannesbo), Iver Fossum (61: Aleksandar Trajkovski), Malthe Højholt (46: Magnus Christensen), Louka Prip (46: Rufo), Jakob Ahlmann (46: Frederik Børsting), Kasper Kusk (61: Milan Makaric), Kasper Høgh (46: Tim Prica (74: Anosike Ementa)).

'