Complea Tribunen får nyt og rødere udseende for fansene

23. februar 2022 kl. 14:00 af Rasmus Estrup

I sommer blev Complea Tribunen fyldt med nye røde sæder, og til forårssæsonen bliver tribunen endnu mere rød.   

Complea har nemlig valgt at udskifte de store sorte reklamebannere i hjørnerne af Complea Tribunen til en rød udgave for at fuldende oplevelsen for fansene. 

- Complea Tribunen blev Danmarks flotteste tribune med de nye, røde sæder i sommer, og nu er Complea Tribunen blevet endnu rødere. Complea afviger ellers utrolig sjældent fra vores normale logofarver, men i denne sag gør vi en undtagelse, så fansene oplever en Complea Tribune, der er endnu mere AaB-rød, udtaler Morten Hovaldt, direktør for Complea.  

Nye LED-bander til sommer 

Til sommer bliver Aalborg Portland Park desuden optimeret yderligere med spritnye LED-bander med kraftigere lysstyrke og højere opløsning. 

Den nuværende LED-bande, der med sine 176 meter går fra midten af Vesttribunen langs Complea Tribunen og til midten af 3F Tribunen, bliver nu 225 meter lang og 120 cm høj.  

Derudover giver Complea afkald på deres bannere på midterfrisen mellem Complea Tribunens øvre og nedre afsnit. Her vil der til sommer komme en 100 meter lang og en meter høj LED-bande.  

- Med udskiftningen af alle sæder i 2021 fik Aalborg Portland Park et markant løft, og nu tager vi endnu et skridt i udviklingen af Aalborg Portland Parks udseende. I den forbindelse glæder det os selvfølgelig meget, at Complea har ønsket at gøre Aalborg Portland Park endnu mere rød, samtidig med at de understøtter vores kommercielle udviklingsmuligheder ved at afgive midterfrisenComplea Tribunen, siger AaBs administrerende direktør Thomas Bælum og fortsætter:   

- Når de nye LED-bander står klar til sommer, vil eksponeringsmulighederne være fuldt optimeret og opdateret, og så står vi med et fantastisk flot Aalborg Portland Park til den nye sæson, siger Thomas Bælum.  

De nye, røde hjørner på Complea Tribunen kan ses på søndag, når AaB møder Silkeborg I.F. kl. 14.00. Køb billet til kampen her.  

Tags på denne nyhed

Udebaneafsnittet udsolgt til AaB-Brøndby I.F.

23. februar 2022 kl. 10:54 af Rasmus Estrup

Søndag 20. marts afsluttes 3F Superligaens grundspil med en hjemmekamp mod Brøndby I.F. kl. 14.30.

Billetterne blev sat til salg i søndags, og allerede nu er udebaneafsnittet på 3F Tribunen udsolgt.

AaB gør i den forbindelse opmærksom på, at tilskuere, der udviser tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende, vil blive bortvist uden refusion af billetten.

Det er desuden ikke muligt at få refunderet eller ombyttet billetter. Dette gælder således også, hvis man som fan af udeholdet har købt billet til et af de øvrige afsnit på Aalborg Portland Park.

Også på de øvrige tribuner er der rift om billetterne til kampen, og efter blot tre dages salg er der færre end 1.000 pladser tilbage på Complea Tribunen og ca. 500 ledige pladser på 3F tribunen.

Køb billet til AaB’s fanafsnit på Complea Tribunen, Vesttribunen og 3F Tribunen her. 

Husk også, at du kan tegne sæsonkort til Aalborg Portland Park og lige nu få adgang til AaB-Silkeborg I.F., AaB-Vejle Boldklub og AaB-Brøndby I.F. i første måned fra 85 kr. Bliv sæsonkortholder her.

Tags på denne nyhed

Fårup Sommerland og AaB indgår samarbejde

23. februar 2022 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

To fyrtårne inden for oplevelsesindustrien i Nordjylland er gået sammen om et guldpartnerskab, der blandt andet skal være med til at sende flere børnefamilier på Aalborg Portland Park.

Som en del af samarbejdet mellem AaB og Fårup Sommerland har sidstnævnte nemlig sikret, at mange af Fårup Sommerlands sæsonkortholdere kan komme gratis ind til to udvalgte kampe om året på Aalborg Portland Park efter først-til-mølle-princippet.

Derudover vil AaB’s 3F Superligahold i forbindelse med hver sommeropstart blive inviteret i Fårup Sommerland til en hyggelig dag for spillerne og deres familier.

- Fårup Sommerland er ligesom os en stor oplevelsesinstitution i Nordjylland, og det er glædeligt, at vi nu kan forenes i et givtigt samarbejde for både AaB og Fårup Sommerland. Vi glæder os også til at byde Fårup Sommerlands sæsonkortholdere velkommen på Aalborg Portland Park allerede i starten af marts, siger AaB’s kommercielle direktør Jesper Elkjær.

Niels Jørgen Jensen, direktør i Fårup Sommerland, supplerer:

- Vi arbejder hele tiden med at udvikle de oplevelser, der er knyttet til vores sæsonkort. Igennem samarbejdet med AaB er det nu muligt for vores mest trofaste gæster at få endnu flere oplevelser af høj kvalitet i Nordjylland, siger Niels Jørgen Jensen. 

Den første 3F Superligakamp, som Fårup Sommerlands sæsonkortholdere inviteres til, er hjemmekampen mod Vejle Boldklub søndag 6. marts kl. 16.00.

For at få fat på en billet skal man ind på Fårup Sommerlands hjemmeside – eller finde linket i den mail, der er sendt ud til sæsonkortholdere. Billetterne bliver uddelt efter først-til-mølle-princippet.

Tags på denne nyhed

Sander udvist i U/17-landskamp

23. februar 2022 kl. 07:51 af Rasmus Estrup

AaB’s unge målmand Theo Sander var med i startopstillingen, da det danske U/17-landshold i går mødte Frankrig.

Efter et par gode redninger af Theo Sander i opgørets indledning kunne franskmændene bringe sig foran med 1-0 efter 16 minutter, og 11 minutter senere blev Theo Sander udvist for en nødbremse på et fransk kontraangreb efter et dansk boldtab.

Danskerne endte med at tabe opgøret 3-0.

Theo Sander er nu noteret for fem ungdomslandskampe for Danmark.

Scan Global Logistics forlænger hovedpartneraftale med AaB

22. februar 2022 kl. 14:45 af Rasmus Estrup

AaB og Scan Global Logistics, der er en af AaB’s fire hovedpartnere, slår på søndag dørene op til Scan Global Lounge, der er Aalborg Portland Parks Executive Lounge for de største partnere. 

Hovedpartner Scan Global Logistics har således pr. 1. januar 2022 overtaget partnerskabet af loungen gennem en ny hovedpartneraftale, der gælder frem til minimum sommeren 2023.  

- Det glæder os, at Scan Global Logistics, der blev hovedpartner i AaB sidste år, allerede nu ønsker at forlænge samarbejdet og samtidig blive loungepartner for vores Executive Lounge, der fremover hedder Scan Global Lounge, siger AaB’s salgschef, Morten Brinkmann.  

Scan Global Lounge er forbeholdt AaB’s største partnere, heriblandt selvfølgelig Scan Global Logistics, der åbnede en afdeling i Aalborg i 2020, og i januar 2021 indgik i et hovedpartnerskab med AaB.  

Loungen er blevet re-designet med fokus på transport, samtidig med at der er valgt at integrere de nye LED-skærme i indretningen i folie på væggen. Ud over det er både indgang, dørene og baren blevet en del af designet. 

Mads Drejer, Global COO & CCO hos Scan Global Logistics, udtaler:    

- Vi har i det første år virkelig værdsat samarbejdet med AaB, og vi er glade for, at vi fik mulighed for at sætte vores præg på Scan Global Lounge. Vi deler de rød/hvide farver med AaB, og vi håber det resultat, vi er endt med, vil være med til at sætte kulør på kampdagene og skabe nogle gode og hyggelige rammer til AaBs hjemmekampe.  

- Vi sætter desuden stor pris på AaB Netværket, som vi er blevet en del af, og da loungen samtidig er stedet, hvor vi bruger tid sammen med netværket, var det en nem beslutning for os, da vi fik chancen for at blive loungepartner, siger Mads Drejer. 

Scan Global Lounge kan opleves for første gang til årets første hjemmekamp på søndag. Dørene slås op kl. 12.15, og kampstart mod Silkeborg I.F. er kl. 14.00. 

Tags på denne nyhed
'