Thelander: Vi skal opbygge en vindermentalitet
Rasmus Thelander nød de to træningsuger inden vinterpausen og ser frem til en opstart, hvor der skal arbejdes med fysik, taktik og mindset.
Inden AaB i begyndelsen af december gik på vinterpause, kunne Rasmus Thelander træne med holdet i to uger. Undervejs nåede han også med på holdets to dage lange teambuilding med overnatning og højdeøvelser i Uhrehøje samt spring i Limfjorden fra Kulturbroen.
- Jeg var glad for, at jeg kunne være med til et par ugers træning med holdet inden vinterpausen, og det var godt at se, at folk trænede benhårdt, og at humøret samtidig var højt. Det var lige, som det skulle være, siger den tilbagevendte forsvarsspiller.
Humøret toppede på årets sidste træningsdag, hvor spillertruppen blev inddelt i et ungt hold og et gammelt hold, som skulle dyste gennem flere forskellige øvelser.
- Det var fremragende. Der var rigtig godt humør, og når vi kommer tilbage, er det også det gode humør, en optimisme og en tro på tingene, der er vigtig at finde frem, siger Rasmus Thelander, der er tilbage i AaB efter en efterårssæson i den ungarske storklub Ferencvaros TC.
Nu ser han frem til at møde ind på Hornevej igen 4. januar til 3F Superligatruppens første træningsdag, og senere i januar følger en træningslejr til Malta.
- Foruden at vi skal arbejde meget med det fysiske, så vi står knivskarpt, og det taktiske, som vi har god tid til at køre ind, så skal vi have opbygget en vinderkultur og en vindermentalitet i alt, hvad vi laver. Det skal skinne igennem i hver eneste træningsøvelse. Det er vigtigt, at vi hele tiden skubber os selv til at opbygge en vinderkultur både hos den enkelte og på holdet, så vi kan tage det med ind i kampene, siger Rasmus Thelander.
AaB indleder forårssæsonen i 3F Superligaen fredag 17. februar på Aalborg Portland Park mod AGF.