AaB henter tysk U/21-landsholdsmålmand på leje
AaB har for resten af indeværende sæson forstærket truppen med den tyske U/21-landsholdsmålmand Nico Mantl, der er på kontrakt i FC Red Bull Salzburg indtil 30. juni 2025.
Dermed bliver 22-årige Nico Mantl i AaB en del af en målmandstrio, som også består af Josip Posavec og Theo Sander.
Nico Mantl er noteret for ti officielle kampe for FC Red Bull Salzburgs bedste mandskab, mens det er blevet til fem ungdomslandskampe for Tyskland – senest for U/21-mandskabet i juni 2022.
AaB’s administerende direktør og fungerende sportschef Thomas Bælum udtaler:
- Med udsigt til et ekstremt vigtigt forår har vi valgt at skærpe konkurrencen på målmandsposten, og alene det at have været i aktion for det tyske U/21-landshold borger for stærke kompetencer.
- Nico kommer således til AaB med stor kvalitet og også en del erfaring, og dermed er der lagt op til en hård kamp om at blive førstevalg i foråret, og de næste uger må vise, hvem Erik (Hamrén, AaB’s cheftræner, red.) vælger, når vi 17. februar løber på banen til forårspremieren mod AGF, siger Thomas Bælum.
Nico Mantl supplerer:
- Jeg er meget begejstret for muligheden for at komme til AaB, som er en god klub i en spændende liga, og som har en stærk fanskare. Jeg kender Kilian (Ludewig, red.) fra Red Bull Salzburg, og han roser også byen og klubbens faciliteter, så jeg glæder mig til, at vi går i gang.
- Jeg håber selvfølgelig, at vi i foråret kan vinde en masse kampe, og så håber jeg på at få så meget spilletid som muligt og bidrage med alt, hvad jeg kan. Selvom jeg er en ung målmand, kommer jeg med en vis erfaring, og jeg håber på at kunne hjælpe holdet med mit spil på bolden, min styrke i en-mod-en-situationerne og med min personlighed og karakter, lyder det fra Nico Mantl.
AaB med 193 centimeter høje Nico Mantl i truppen har første træningsdag i det nye år 4. januar.