
U/19 Ligasejr over AC Horsens
AaB’s U/19 Ligahold vandt 3-0 over AC Horsens, mens U/17 Ligamandskabet tabte 3-2.
U/19 Ligaen: AaB-AC Horsens 3-0
AaB’s U/19 Ligamandskab tog sæsonens første sejr i weekenden, da holdet kunne tage en 3-0-triumf med hjem fra et besøg i Horsens.
Efter en begyndelse på AC Horsens’ præmisser fik AaB bedre fat i spillet, som første halvleg skred frem, og efter 27 minutter sparkede Sebastian Stahlfest AaB i front. Målet kom efter et godt sammenspil mellem Gustav Dahl og Sebastian Stahlfest, der fik tacklet sig vej til en friløber og en pauseføring, der godt kunne have været større end 1-0.
AaB fortsatte med at sidde på spillet i resten af opgøret, og i 83. minut udbyggede Remy Osagie Rasmussen til 2-0, da et godt AaB-opspil efter et indkast førte til en en-mod-en-situation for Remy Osagie Rasmussen, der vandt sin duel og sparkede bolden solidt ind ved nærmeste opstander.
I tillægstiden lukkede Donovan Bagou kampen, da han i kølvandet på et hjørnespark headede en sukkerbold fra Annas Al Hardan i kassen til slutresultatet 3-0.
- Indledningsvis foregik spillet på AC Horsens’ præmisser, men efter et kvarter fik vi greb om kampen og ro på spillet. Vi fik brugt banens bredde godt og skabt de overtalssituationer, vi ønskede, siger U/19 Ligatræner Lars Noer Madsen.
- Helhedsindtrykket var rigtig godt. Både fordi vi fulgte gameplanen, scorede tre mål og ikke mindst holdt nullet, hvilket var vigtigt ovenpå sidste uges nederlag, siger U/19 Ligatræneren.
AaB’s U/19 Ligahold spiller sæsonens tredje U/19 Ligakamp på lørdag på udebane mod FC Nordsjælland.
U/17 Ligaen: AC Horsens-AaB 3-2
U/17 Ligaholdet kunne ikke gøre U/19 Ligaholdet kunsten efter, da lørdagens udekamp i Horsens endte med et nederlag på 3-2.
Selvom AaB var i fin kontrol i første halvleg, kunne AC Horsens bringe sig foran med 1-0 efter sløset opdækning i AaB-defensiven. AaB fortsatte herefter med at være spilstyrende, men lige inden pausen blev det endda også 2-0 til hjemmeholdet på en omstilling.
AaB-spillerne kom stærkt ud til anden halvleg, og kort efter pausen headede Malthe Kjølby et hjørnespark fra Nikolai Veilbæk Andersen i nettet til 2-1.
AaB kontrollerede opgøret fuldstændig efter pausen, og et kvarter før tid fik nordjyderne også udlignet til 2-2, da Adam Rasheed headede et nyt hjørnespark i kassen. Denne gang fra Valdemar Damgaard.
Trods et par store AaB-chancer, som burde have sikret en nordjysk sejr, lykkedes det ikke at få point med hjem til Hornevej. For fem minutter før tid sparkede hjemmeholdet et straffespark i kassen til en AC Horsens-sejr på 3-2.
- I første halvleg var vi egentlig i god kontrol, men fik ikke rigtig skabt nogle chancer, og i stedet slog de til to gange, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen.
- Anden halvleg var sindssygt opløftende. Vi sad fuldstændig på kampen og kom frem til mange chancer, og vi skal vinde sådan en kamp. Men det var desværre stolpe ud, siger Theis Larsen.
Næste kamp i U/17 Ligaen spilles ligeledes på udebane mod FC Nordsjælland på lørdag.