Pallesen i karantæne på fredag

4. april 2022 kl. 10:48 af Rasmus Estrup

Efter 25 minutters spil i søndagens kamp på Aalborg Portland Park modtog Kristoffer Pallesen en advarsel, der sender ham i karantæne, når AaB på fredag møder Randers FC. 

Advarslen var Kristoffer Pallesens sjette i sæsonen og sendte ham op på 22 karantænepoint, hvilket giver ham en spilledags karantæne. Han er således igen til disposition for cheftræner Lars Friis, når AaB torsdag 14. april møder Brøndby I.F. på udebane. 

Fredagens kamp mod Randers FC spilles kl. 18.30 på Aalborg Portland Park. Du kan købe billetter til kampen her.

Tags på denne nyhed

U/17-sejr over FC Nordsjælland

4. april 2022 kl. 09:26 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-FC Nordsjælland 1-1

AaB’s U/19 Ligahold spillede lørdag uafgjort mod FC Nordsjælland på AaB’s anlæg på Hornevej.

Første halvdel af første halvleg var med AaB i teten, men som halvlegen skred frem, fik FC Nordsjælland spillet sig frem til flere gode muligheder, og i 26. minut åbnede FC Nordsjælland målscoringen. Det kunne også være blevet til mere for gæsterne, men Theo Sander tog godt fra i AaB-målet.

Kort inden pausefløjtet fik AaB udlignet til 1-1. Nordjyderne erobrede bolden højt og fik et gennembrud over kanten ved Christoffer Ravn, som fandt Jakob Gaardsøe, der vendte rundt og sparkede bolden højt i målet til pausestillingen 1-1.

I anden halvleg kontrollerede AaB kampen og fik lagt et tryk på FC Nordsjælland, men det lykkedes ikke at spille sig frem til de store chancer, der kunne have givet et sejrsmål, og dermed endte det med en pointdeling.

- Overordnet set spillede vi en rigtig fin kamp. Vi havde bolden mest og fik lagt et godt pres. Både vores opbygningsspil og vores højre pres lykkedes vi med, men vi skal arbejde på vores gennembrudsspil og blive dygtigere til at udnytte vores muligheder til at få skabt store chancer, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.

AaB ligger på 13. pladsen i U/19 Ligaen og møder på lørdag Silkeborg I.F. på udebane.

U/17 Ligaen: AaB-FC Nordsjælland 2-1

I U/17 Ligaen snuppede AaB alle tre point i weekendens hjemmekamp mod FC Nordsjælland. Det nordjyske hjemmehold lagde godt ud, men gæsterne var farlige på omstillinger, og i opgørets 19. minut kunne FC Nordsjælland bringe sig i front efter et indlæg.

AaB svarede straks tilbage. Bolden blev givet op og spillet tilbage til Nikolai Ankerstjerne, som med en lang bold fandt Magnus Velling Pedersen, der sprintede fra gæsternes forsvar og og satte udligningen i kassen til pausestillingen 1-1.

Efter pausen var FC Nordsjælland meget på bolden, men gæsterne havde svært ved at bryde gennem AaB-holdet, og kun en enkelt gang måtte målmand Daniel Veiby Held levere en god redning. I stedet slog AaB til på et indlægsfrispark, som Emil Borup slog ind til Nikolai Ankerstjerne, der steg op til og headede 2-1-målet i nettet. 

Emil Nymann havde efterfølgende muligheden for at gøre det til 3-1, men chancen blev brændt. FC Nordsjælland kunne derfor lægge tryk på for en udligning mod slutningen, men AaB holdt stand og sikrede sig en sejr på 2-1.

- Det var fedt, at vi var så gode på bolden mod en dygtig modstander. Især i første halvleg havde vi mange gode spilmønstre, og man kunne se, at vi har rykket os på det parameter. FC Nordsjælland havde desuden svært ved at skabe noget mod os, fordi vi arbejdede sammen som en enhed, og alle bakkede op om hinanden, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen. 

AaB ligger nu på 10. pladsen i U/17 Ligaen med 19 point efter 16 kampe. Næste opgave venter på lørdag på udebane mod Silkeborg I.F.

U/15 Ligaen: AaB-Farum Boldklub 2-2

AaB’s U/15 Ligahold fik lørdag besøg af Farum Boldklub, og opgøret endte 2-2, hvorefter AaB tabte straffesparkskonkurrencen, og dermed kunne gå fra banen med et point, mens gæsterne tog to point med hjem til Nordsjælland.

FC Nordsjælland bragte sig foran efter ti minutter, men et kvarter før pausen fik AaB udlignet til 1-1 på et selvmål.

Efter en times spil scorede Albert Heyde efter oplæg fra Marcus Emil Sørensen til en nordjysk føring på 2-1, men fem minutter før tid udlignede Farum Boldklub til slutresultatet 2-2.

Dermed skulle de to hold ud i en straffesparkskonkurrence, og her vandt gæsterne på det sjette spark.

Inden næste kamp på lørdag på udebane mod Silkeborg I.F. ligger AaB på 12. pladsen i U/15 Ligaen.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-FC København 0-1

4. april 2022 kl. 07:03 af Rasmus Estrup

AaB tabte i går 1-0 på Aalborg Portland Park i første kamp i Mesterskabsspillet mod FC København. 

AaB var ellers bedst før pausen, hvor blandt andre Milan Makaric og Kasper Kusk kom til fine muligheder. 

Efter pausen var det gæsterne, der var farligt. Roony Bardghji havde blandt andet et par gode muligheder, men Jacob Rinne tog godt fra i AaB-målet. 

I 81. minut lykkedes det dog gæsterne at score sejrsmålet, da AaB-keeperen ikke fik bokset en høj bold væk, og i stedet kunne Viktor Claesson headede FC Københavns enlige scoring i nettet. 

Se et sammendrag af kampen i videoen øverst. 

AaB skal i aktion allerede på fredag på Aalborg Portland Park, hvor Randers FC kommer på besøg. Køb billet til kampen her. 

Tags på denne nyhed

Knebent nederlag mod FC København

3. april 2022 kl. 19:56 af Rasmus Estrup

Foran 10.216 tilskuere tabte AaB 1-0 til FC København i Mesterskabsspillets første kamp. Trods nederlaget ligger AaB stadig på fjerdepladsen i 3F Superligaen med to point op til Brøndby I.F. på tredjepladsen.

Første afslutning i opgøret lod ikke vente på sig. Der gik således blot ni sekunder, før Khouma Babacar sendte et langskud op på Vesttribunen. 

AaB gjorde det ellers bedst i første halvleg, og efter tre minutter fik AaB tilkæmpet sig første gode mulighed, da Kasper Kusk erobrede bolden i yderkanten af FCK-feltet. AaB-kanten kom til baglinjen i det lille målfelt, og slog bolden skråt tilbage, men lige inden Milan Makaric kunne nå frem til kuglen, blev læderet sparket ud til hjørne af gæsterne. 

Kasper Kusk var i syvende minut selv i afslutterens rolle, da Malthe Højholt sendte en flad bold ind til Kasper Kusk, der på kanten af feltet sparkede fladt forbi Kamil Grabaras mål. 

AaB fortsatte de gode takter og stod også for opgørets næste forsøg, da Rasmus Thelander headede et langt indkast fra Anders Hagelskjær i favnen på gæsternes målmand. 

Herefter fulgte et par langskud fra henholdsvis Peter Ankersen og Kasper Kusk, men ingen af forsøgene truede målmændene i hver sin ende.

Efter 28 minutter fandt Kasper Kusks fine stikning Milan Makaric, som tog løbet ned i gæsternes felt og afsluttede fladt forbi fjerneste opstander.

Dette blev efterfulgt af en god AaB-periode, uden at det udmøntede sig i flere chancer, og FC Københavns Peter Ankersen kom derfor frem til næste afslutning, som han sendte over mål. Kort efter sad en flugter fra Denis Vavro også uden for målrammen. 

Seks minutter før pausen drev Roony Bardghji bolden frem i højresiden, inden han tog sigte i AaB-feltet. Afslutningen reddede Jacob Rinne med en stærk fodparade. 

Gæsterne kom bedst ud til anden halvleg, og fire minutter inde efter pausen fik Pep Biel og Khouma Babacar med et hurtigt sammenspil sat førstnævnte op til afslutning i AaB-feltet, men forsøget sad lige på AaB-keeperen. 

FC København spillede sig også frem til en ny, stor chance, da Rasmus Falk fandt en fri Roony Bardghji, som dog sparkede forbi nærmeste stolpe fra en ellers gunstig og upresset position. 

10 minutter inde i anden halvleg flugtede Louka Prip et giftigt langskud i en københavnsk blokade, og kort efter fik gæsterne en farlig omstilling, der endte med en friløber til Roony Bardghji. Den unge kantspiller prøvede at drible rundt om AaB-målmanden, inden han afsluttede, men Jacob Rinne kom ned på fornemmeste vis og reddede for hjemmeholdet. 

20 minutter før tid blev Kasper Høgh sendt i aktion for AaB, og kort efter havde Pep Biel et langskud, der gik forbi fjerneste målhjørne. 

Fem minutter senere fik Lukas Lerager en stor chance på en nedfaldsbold fra et hjørnespark, men afslutningen midt for mål sad midt på AaB's svenske målmand - og efterfølgende kunne cheftræner Lars Friis så sende brødrene Mathias og Oliver Ross på banen for Hele Nordjyllands Hold. 

Det var dog en anden indskifter, FC Københavns nyerhvervelse Viktor Claesson, der ti minutter før tid kunne bringe sig på tavlen. Jacob Rinne fik ikke bokset en høj bold ordentligt væk, og i stedet sprang bolden hen til Viktor Claesson, der uden besvær headede FC København foran med 1-0. 

Straks efter blev Anosike Ementa sendt på grønsværen i jagten på en udligning, men det lykkedes ikke nordjyderne at slå tilbage, og dermed endte kampen med et nederlag på 1-0.   

AaB spiller igen allerede på fredag, hvor Randers FC gæster Aalborg Portland Park kl. 18.30. Køb billet til fredagskampen her. 

Matchfacts - 3F Superligaen, Mesterskabsspillet, 23. spillerunde

AaB-FC København 0-1 (0-0)
81. min 0-1 Viktor Claesson
Advarsler AaB: Kristoffer Pallesen (26), Iver Fossum (77), Oliver Ross (88), Mathias Ross (90)
Advarsler FC København: Roony Bardghji (31), Kevin Diks (48), Davit Khocholava (58)
10.216 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (3-4-2-1): Jacob Rinne, Daniel Granli, Rasmus Thelander, Anders Hagelskjær, Kristoffer Pallesen, Malthe Højholt (84: Anosike Emenyta), Iver Fossum, Jakob Ahlmann (77: Mathias Ross), Kasper Kusk (77: Oliver Ross), Louka Prip, Milan Makaric (71: Kasper Høgh). 

FC København (4-3-3): Kamil Grabara, Peter Ankersen, Denis Vavro, Davit Khocholava, Kevin Diks, Pep Biel (85: Nicolai Jørgensen), Rasmus Falk, Lukas Lerager, Roony Bardghji (66: Hákon Arnar Haraldssson), Khouma Babacar (66: Paul Mukairu), William Bøving (61: Viktor Claesson). 

Dommer: Michael Tykgaard

Tags på denne nyhed
'