AaB TV: Sammendrag af FC Midtjylland-AaB

19. april 2022 kl. 07:01 af Rasmus Estrup

AaB tabte i går med 2-0 på udebane til FC Midtjylland i Mesterskabsspillet. 

Selvom AaB spillede en god første halvleg, hvor Kasper Høgh blandt andet fik en kæmpe chance tæt under mål, som David Ousted reddede, så var det hjemmeholdet, der kunne til pause med en føring. 

Efter 36 minutter begik Kristoffer Pallesen nemlig et straffespark mod Paulinho, og fra straffesparkspletten chippede Evander 1-0-scoringen ind bag Jacob Rinne. 

Få minutter senere blev føringen udbygget til 2-0, da Anders Dreyer opsnappede en returbold fra Jacob Rinne på et hårdt spark fra Evander. Riposten blev sat i et tomt AaB-mål til pausestillingen. 

13 minutter inde i anden halvleg modtog Mathias Ross sit andet gule kort i kampen, og han blev dermed udvist, hvorfor AaB var i undertal resten af opgøret. 

Dette førte til flere afslutninger for hjemmeholdet, men med en stor redning af Jacob Rinne på et stærkt forsøg fra Anders Dreyer endte opgøret uden yderligere scoringer. 

Se et sammendrag af kampen i denne video. 

AaB ligger fortsat på tredjepladsen i 3F Superligaen med fire point ned til Brøndby I.F. på fjerdepladsen. Næste kamp for Hele Nordjyllands Hold spilles på søndag kl. 14.00 mod Silkeborg I.F. på Aalborg Portland Park. Køb billetter til kampen her. 

Tags på denne nyhed

2-0-nederlag på MCH Arena

18. april 2022 kl. 19:51 af Rasmus Estrup

Trods flot opbakning fra de hundredevis af medrejsende fans i rødt og hvidt kunne AaB desværre ikke tage point med hjem til Nordjylland, da AaB mandag aften tabte 2-0 på udebane til FC Midtjylland i en kamp, hvor AaB måtte spille i undertal i den sidste halve time på grund af en udvisning til Mathias Ross.

I en ellers velspillet første halvleg fra AaB-holdet stod hjemmeholdet for kampens første par afslutninger. Begge gange var Gustav Isaksen ophavsmand til forsøgene, men Jacob Rinne greb også sikkert fat om læderet i begge situationer. 

Efter blot et kvarters spil måtte Kasper Kusk lade sig udskifte, og ind i hans sted kom AaB-anfører Lucas Andersen. Sidstnævnte stod kort efter for forarbejdet til AaB's første forsøg i kampen. Dette kom fra Louka Prip et par meter uden for feltet, men Louka Prips hug blev reddet af David Ousted.

Midt i første halvleg var FC Midtjylland igen på færde ved Gustav Isaksen, men inde i AaB-feltet kom Malthe Højholt til sidst i vejen og fik sendt læderet over eget mål, og et par minutter senere havde Anders Dreyer et langskud, der sad lige på AaB-keeperen. 

Kampens hidtil største mulighed spillede AaB sig frem til efter 32 minutter. Lucas Andersen fandt med et cutback Louka Prip, som sparkede mod fjerneste stolpe. I målet kunne David Ousted kun halvklare, og riposten endte hos en helt fri Kasper Høgh, der på kanten af det lille felt sparkede forbi målet. 

I modsatte ende var hjemmeholdet igen på spil 10 minutter før pausen, da Gustav Isaksen løb fra Anders Hagelskjær. Gustav Isaksen blev dog presset ned i en spids vinkel, hvorfra Jacob Rinne reddede. 

Den svenske målmand kunne dog ikke tage fra kort efter, da Kristoffer Pallesen begik et straffespark mod Paulinho. Straffesparket vippede Evander nemlig i mål til 1-0 i 38. minut. 

Fire minutter senere blev hjemmeholdets føring fordoblet. Louka Prip mistede bolden på egen banehalvdel til Evander, som trak ind til kanten af feltet. Herfra tvang hans afslutning Jacob Rinne til at give en returbold, der sprang ud til Andres Dreyer, som kunne lægge 2-0-scoringen i et tomt net. 

Fra anden halvlegs start blev Milan Makaric sendt på banen i stedet for Kasper Høgh, men det var FC Midtjyllands angribere, der først fik forsøgt sig efter pausen, da to langskud begge blev sendt op på tribunen. 

I opgørets 59. minut fik Mathias Ross sin anden advarsel i kampen, og dermed måtte AaB spille i undertal resten af kampen. 

Kort efter havde hjemmeholdet en mulighed til Raphael Onyedika, men læderet gik forbi bagstolpen, og samme destination havde et hovedstød fra Evander midt i anden halvleg. Lige inden hovedstødet var Jakob Ahlmann blevet sendt i aktion i stedet for Louka Prip.

20 minutter før tid måtte Jacob Rinne finde handskerne frem på et forsøg fra Paulinho, og det samme var tilfældet et par minutter senere på et langskud fra Evander. 

Målmandens bedste redning i kampen kom et kvarter før tid, da FC Midtjylland kombinerede sig frem til en stor chance til Anders Dreyer, der sigtede mod fjerneste hjørne, men måtte se Jacob Rinnes ene handske komme i vejen.

Straks efter blev Oliver Ross og Anosike Ementa indskiftet for Daniel Granli og Malthe Højholt i jagten på en reducering. 

Der var da også optræk til muligheder ved blandt andre Iver Fossum, Anosike Ementa og Rasmus Thelander, men det fuldtallige hjemmehold trak sig sejrrigt ud af kampen med 2-0. 

Trods nederlaget ligger AaB stadig på tredjepladsen i 3F Superligaen med 44 point, hvilket er fire flere end Brøndby I.F. på fjerdepladsen. 

AaB's næste kamp i 3F Superligaen spilles på søndag kl. 14.00 på Aalborg Portland Park mod Silkeborg I.F. Køb billetter til kampen her. 

Matchfacts - 3F Superligaen, Mesterskabsspil, 26. spillerunde

FC Midtjylland-AaB 2-0 (2-0)
38. min 1-0 Evander (str.), 42. min 2-0 Anders Dreyer
Advarsler FC Midtjylland: Mads Døhr Tychosen (54), Raphael Onyedika (90)
Advarsler AaB: Mathias Ross (37)
Udvisning AaB: Mathias Ross (59)
8.836 tilskuere på MCH Arena

FC Midtjylland (3-4-3): David Ousted, Henrik Dalsgaard, Daniel Høegh, Mads Døhr Tychosen (84: Juninho), Joel Andersson, Raphael Onyedika, Evander (79: Charles), Paulinho (79: Nikolas Dyhr), Edward Chilufya (64: Junior Brumado), Anders Dreyer, Gustav Isaksen (84: Vagner Love).

AaB (3-4-2-1): Jacob Rinne, Mathias Ross, Rasmus Thelander, Anders Hagelskjær, Kristoffer Pallesen, Malthe Højholt (77: Anosike Ementa), Iver Fossum, Daniel Granli (77: Oliver Ross), Kasper Kusk (16: Lucas Andersen), Louka Prip (66: Jakob Ahlmann), Kasper Høgh (46: Milan Makaric).

Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt

Tags på denne nyhed

AaB TV: Seneste opgør i Herning

18. april 2022 kl. 08:01 af Rasmus Estrup

I dag kl. 18.00 spiller AaB på udebane mod FC Midtjylland i Mesterskabsspillet. 

Men inden kampen kan du gense de to AaB-scoringer fra vores seneste besøg på MCH Arena, hvor AaB i årets første kamp vandt 2-0 på scoringer af Daniel Granli og Kasper Høgh. 

Har du ikke mulighed for at overvære kampen på tribunen i Herning i dag, kan opgøret følges på 6'eren med optakt fra kl. 17.00 eller høres i radion på DR's P4. 

Tags på denne nyhed

AaB-trup udtaget til FCM-kamp

17. april 2022 kl. 13:41 af Brian Andersen

I tabellen har AaB fra tredjepladsen med syv spillerunder igen fire point op til FC Midtjyllands andenplads.

Efter søndagens træningspas har AaB-cheftræner Lars Friis udtaget følgende 18 navne:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 5 Daniel Granli, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 26 Rasmus Thelander, 32 Casper Gedsted, 38 Oliver Ross, 39 Kasper Høgh og 40 Theo Sander.

Magnus Christensen, Pedro Ferreira, Gudmundur Thórarinsson og Rufo er på skadeslisten.

Der er 2. påskedag kickoff på MCH Arena kl. 18.00. Opgøret kan ligeledes følges på 6’eren fra kl. 17.00 og i Liga på P4.

Tags på denne nyhed
'