Tre Akademinederlag mod SønderjyskE

13. september 2021 kl. 09:13 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: SønderjyskE-AaB 2-1

AaB tabte lørdag 2-1 på udebane mod SønderjyskE i U/19 Ligaen. De nordjyske gæster dominerede ellers på bolden og kom planmæssigt fra start, da Christoffer Ravn brød igennem over venstresiden og serverede et præcist indlæg til Jakob Gaardsøe, som prikkede 1-0-føringen i mål efter fem minutter.

Efter et kvarter udlignede SønderjyskE til 1-1 efter en dybdebold og noget småspil i AaB-feltet.

Frem mod pausen fortsatte AaB i kontrol, og overtaget blev kun større i anden halvleg, men trods flere gode muligheder førte det ikke yderligere scoringer med sig, og i stedet slog hjemmeholdet til 20 minutter før tid med målet til 2-1.

AaB fortsatte dog med at skabe chancer, og efter 84 minutter blev SønderjyskE med en udvisning reduceret til 10 spillere, men trods overtaget kunne AaB stadig ikke få bolden over stregen, og derfor endte det med et nederlag på 2-1.

Det var egentlig en fin præstation, hvor vi var mest på bolden, skabte en masse muligheder og også burde have været foran med to mål efter kun ti minutter. Men vi manglede kvalitet i den sidste aflevering og afslutning kampen igennem, og i stedet scorede de i vores gode perioder, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.

- Især i anden halvleg havde vi et overtag, og vi skulle også udnytte vores muligheder. Ikke mindst da vi mod slutningen kom i overtal, hvor vi også havde chancer nok til at score, siger U/19 Ligatræneren.

AaB’s U/19 Ligahold ligger på ottendepladsen med fire point efter fire runder, og holdet spiller igen på lørdag på hjemmebane mod FC København.

U/17 Ligaen: SønderjyskE-AaB 4-1

Også i U/17 Ligaen endte AaB med et nederlag trods et tidligt føringsmål.

Efter 17 minutter fandt Anders Noshe nemlig Oscar Meedom med en cutback-aflevering, og Oscar Meedom kunne dermed bringe AaB foran med 1-0.

AaB havde også chancer til mere i første halvleg, men hjemmeholdet fik inden pausen udlignet til 1-1.

I anden halvleg blev AaB først ramt af en omstilling til 2-1, og mod slutningen scorede SønderjyskE yderligere to gange til slutresultatet 4-1.

- Vi spillede en fin første halvleg og burde have ført ved pausen, men i anden halvleg blev vi for passive og overlod for meget spil til SønderjyskE, og efter deres 2-1-scoring mistede vi modet lidt, siger U/17 Ligatræner Jonas Nødbak Petersen.

AaB’s U/17 Ligahold ligger i skrivende stund på 11. pladsen i rækken med tre point efter fire kampe. Sæsonens femte kamp spilles først lørdag 25. september på udebane mod AGF.

U/15 Ligaen: SønderjyskE-AaB 3-2

AaB’s U/15 Ligahold tabte ligeledes weekendens udekamp til SønderjyskE.

Hjemmeholdet kunne med to scoringer omkring halvtimesmærket bringe sig på 2-0, inden AaB’s Christian Tcacenco på oplæg fra Frederik Baandrup reducerede til pausestillingen 2-1.

Fem minutter efter pausen gjorde Christian Tcacenco det også til 2-2 på assisten fra Georg Ejsing, men lige bagefter svarede SønderjyskE tilbage med sejrsmålet til 3-2.

Nederlaget var det første i sæsonen for AaB’s U/15 Ligahold, der indtager fjerdepladsen med seks point efter tre kampe. Næste kamp i U/15 Ligaen spilles lørdag 25. september på udebane mod AGF.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Viborg F.F.-AaB 2-3

13. september 2021 kl. 07:10 af Rasmus Estrup

AaB vandt i går 3-2 på udebane over Viborg F.F., og Hele Nordjyllands Hold ligger nu nummer tre i 3F Superligaen. 

Med flere end 1.000 AaB-fans i ryggen fik AaB en ærgerlig start, da Viborg F.F. i det 10. minut sparkede sig foran, da Mads Lauritsen stod fri på et hjørnespark. 

Fem minutter senere fik AaB en stor tredobbelt chance til Milan Makaric, Louka Prip og Mathias Ross, men ind ville bolden ikke. 

Hjemmeholdet havde efter 28 minutter et stort tilbud for endnu en scoring med et indirekte frispark i AaB-feltet, men her stod AaB-defensiven stærkt imod. 

Kort før pausefløjtet udlignede AaB, da Pedro Ferreira headede et hjørnespark fra Iver Fossum i nettet til 1-1.

Målet var Pedro Ferreiras første officielle mål i karrieren, men allerede syv minutter efter pausen scorede portugiseren også sit andet. Efter et overliggerskud fra Mathias Ross headede Kristoffer Pallesen bolden frem til Pedro Ferreira som tæt under mål brugte undersiden af overliggeren til at bringe AaB foran med 2-1. 

Syv minutter før tid udlignede Viborg F.F. efter endnu et hjørnespark, da Sebastian Grønning pandede 2-2-målet i kassen. 

AaB svarede straks tilbage, da Kasper Kusk med sin første boldberøring i kampen dirigerede et indlæg fra Kristoffer Pallesen i nettet til en nordjysk føring på 3-2. 

Den føring holdt kampen ud takket være en fantomredning af Jacob Rinne få øjeblikke før tid. 

Se et fyldigt sammendrag af kampen i videoen øverst. 

Husk også at du kan opleve Hele Nordjyllands Hold på fredag, når OB gæster Aalborg Portland Park. Køb billet til kampen her. 

Tags på denne nyhed

Støt AaB på fredag mod OB

12. september 2021 kl. 18:18 af Rasmus Estrup

Efter endnu en sejr med fantastisk opbakning ligger AaB på tredjepladsen i 3F Superligaen, og Hele Nordjyllands Hold skal igen i aktion på fredag, hvor det gælder næste hjemmekamp mod OB.

Køb billet til kampen på www.billet.aabsport.dk og vær med til at støtte Hele Nordjyllands Hold.

Stemningen til kampen kan endnu en gang blive elektrisk, for i samarbejde med Faxe Kondi har AaB inviteret 3.000 studerende fra Nordjylland gratis til kampen, og i fanzonen er der et udvidet optaktsarrangement med DJ og livemusik samt studentervenlige priser, så alle fans kan komme i den rette stemning inden kampen mod OB.

Er du studerende kan du tilmelde dig “Students’ Grandstand Party” samt læse mere om programmet for dagen her.

Tags på denne nyhed

Sen scoring sikrer målrig sejr i Viborg

12. september 2021 kl. 15:53 af Rasmus Estrup

AaB ligger i skrivende stund på tredjepladsen i 3F Superligaen, da det her til eftermiddag blev til en udesejr på 3-2 over Viborg F.F. efter to scoringer af Pedro Ferreira og et sent sejrsmål af Kasper Kusk. 

Med solid opbakning fra flere end 1.000 medrejsende fans indledte AaB søndagens udekamp i Viborg F.F. mest på kuglen. Alligevel kom hjemmeholdet til den første afslutning i kampen, da en fejlpasning i AaB-defensiven endte hos Sebastian Grønning, som fra distancen sparkede forbi et tomt AaB-mål. 

I modsatte ende blev en afslutning fra Pedro Ferreira blokeret, inden Viborg F.F. i to omgange var farlige modsat. Først reddede Jacob Rinne et kompetent langskud fra Tobias Bech, og minuttet senere blev et saksespark fra Sebastian Grønning blokeret til et hjørnespark. 

Dette blev slået fladt ind i midten af AaB-feltet, hvor Mads Lauritsen stod uden opdækning og sparkede kuglen i nettet til en viborgensisk 1-0-føring efter 10 minutter. 

Et kvarter inde i kampen var AaB tæt på at udligne i hele tre tilfælde efter et hjørnespark. Først reddede Lucas Lund et hovedstød fra Milan Makaric. Returen kastede Louka Prip sig ind i, men også hans afslutning kom målmanden i vejen for, inden den anden returbold faldt ned til Mathias Ross, som høvlede bolden over mål. 

Kort efter var hjemmeholdet igen i offensiven, men Tobias Bechs afslutning i AaB-feltet gik over mål. 

Samme adresse havde en afslutning fra Jakob Ahlmann i det 20. minut, da han fra kanten af feltet forsøgte sig, efter at Kristoffer Pallesen havde fået sin afslutning blokeret. 

Efter 28 minutter fik Viborg F.F. en stor chance med et indirekte frispark i AaB-feltet, men AaB afværgede forsøget på stregen. 

Ti minutter senere driblede Jakob Ahlmann frem mod Viborg-feltet og sparkede fladt forbi fjerneste stang, og et par minutter før pausefløjtet var Jakob Ahlmann igen i afslutterrollen, da han på en nedfaldsbold i Viborg-feltet fik sin hårde afslutning blokeret til et hjørnespark. 

Dette gav gevinst for AaB, for hjørnesparket fra Iver Fossum headede Pedro Ferreira i nettet til 1-1. 

Tidligt i anden halvleg havde Viborg-angriber Sebastian Grønning en stor chance efter et indkast, men han missede sin afslutning.

I stedet kunne AaB slå til syv minutter efter pausen. 

Et hjørnespark førte til en afslutning fra Mathias Ross, som ramte overliggeren. Returbolden endte hos Pedro Ferreira som via undersiden af overliggeren sendte AaB foran med 2-1 med sin anden scoring i AaB-trøjen.

Efter en times spil blev Frederik Børsting sendt på banen i stedet for Jakob Ahlmann, og midt i anden halvleg havde Louka Prip en afslutning, som Lucas Lund uden besvær tog sig af. 

I midten af anden halvleg havde Viborg F.F. et par forbigående langskud, inden Sebastian Grønning midt i AaB-feltet sparkede en stor mulighed over Jacob Rinnes bur.  

Viborg-presset fortsatte, og efter 72 minutter måtte Rasmus Thelander så agere redningsmand for AaB, da han med en stærk glidende tackling kom i vejen for Justin Lonwijks afslutning i AaB-feltet. 

Fem minutter senere blev Anders Hagelskjær og AaB-debutant Aleksandar Trajkovski sendt i aktion i stedet for Mathias Ross og Milan Makaric. 

Otte minutter før tid lykkedes hjemmeholdet med at få gavn af sit pres, da Sebastian Grønning dirigerede den udlignende 2-2-scoring i nettet. 

Straks efter skiftede AaB Kasper Kusk ind i stedet for Malthe Højholt, og i 86. minut slog Kasper Kusk til på en assist fra Kristoffer Pallesen, da han sikkert sparkede AaB på 3-2 tæt under mål. 

AaB kæmpede til det sidste 3-2-sejren hjem med hjælp fra en klasseredning fra Jacob Rinne, og Hele Nordjyllands Hold ligger derfor på en øjeblikkelig tredjeplads i 3F Superligaen med 15 point. 

AaB's næste kamp spilles på fredag, hvor Hele Nordjyllands Hold tager imod OB på Aalborg Portland Park. Køb billet til fredagskampen her. 

Matchfacts - 3F Superligaen, Grundspil, 8. spillerunde

Viborg F.F.-AaB 2-3 (1-1)
10. min 1-0 Mads Lauritsen, 44. min 1-1 Pedro Ferreira, 53. min 1-2 Pedro Ferreira, 83. min 2-2 Sebastian Grønning, 86. min 2-3 Kasper Kusk
Advarsler Viborg F.F.: Jeppe Grønning (31), Jakob Bonde (64)
Advarsler AaB: Milan Makaric (60)
6.014 tilskuere på Energi Viborg Arena

Viborg F.F. (4-3-3): Lucas Lund, Daniel Anyembe (85: Frans Putros), Lars Kramer, Mads Lauritsen (52: Kellian van der Kaap), Christian Sørensen, Justin Lonwijk, Jeppe Grønning, Jakob Bonde (85: Clint Leemans), Tobias Bech (77: Sofus Berger), Sebastian Grønning, Jay-Roy Grot (77: Ibrahim Said). 

AaB (3-5-2): Jacob Rinne, Mathias Ross (77: Anders Hagelskjær), Rasmus Thelander, Daniel Granli, Kristoffer Pallesen, Malthe Højholt (85: Kasper Kusk), Pedro Ferreira, Iver Fossum, Jakob Ahlmann (61: Frederik Børsting), Louka Prip, Milan Makaric (77: Aleksandar Trajkovski).

Dommer: Peter Kjærsgaard

Tags på denne nyhed
'