Tag med og støt AaB i Lyngby

18. september 2021 kl. 16:05

Navn: Lyngby Stadion
Kapacitet: 10.100
Kapacitet udebaneafsnit: 500
Placering udebaneafsnit: Østtribunen - Sektion Udebanehold

Bemærk at udebaneafsnittet til tirsdagens kamp er flyttet til Østtribunen. Du skal fortsat købe billet til udebaneafsnittet, som giver adgang til udebaneafsnittet til kampen.

Billetpriser: 
Børn u/14 år: 70,- 
Studerende: 70,-
Pensionist: 70,-
Voksen: 100,-
Køb din billet her.

Ønsker du en handicapplads til opgøret, kan du kontakte ansvarlige ved Lyngby Boldklub her.

Transport til og fra Lyngby

 

Adresse:
Lundtoftevej 53, 2800 Kongens Lyngby

Lige meget om man kommer nord eller syd fra, bør man dreje fra Helsingørmotorvejen ved afkørsel 16, (Lyngby C). Følg dernæst Klampenborgvej mod Lyngby Centrum i ca. 1 kilometer og drej i lyskrydset til højre ad Sorgenfrigårdsvej. Følg Sorgenfrigårdsvej indtil det første lyskryds og drej her til højre ad Lundtoftevej. Derefter har man Lyngby Stadion på venstre hånd.

Parkerings-mulighederne ved stadion er ofte begrænset, hvorfor publikum opfordres til også at benytte parkeringen ved DTU, et lille stykke længere henne ad Lundtoftevej.

Offentlig transport:

Tog
Fra Lyngby Station
S-Togs linje B og E standser ved Lyngby Station. Herfra kan man tage bus til stadion (se forneden)
Det er også muligt at gå fra Lyngby Station - det tager cirka 25-30 minutter.

Fra Lyngby Lokalstation
Det er også muligt at benytte Nærumbanen (Jægersborg-Nærum), der stopper ved Lyngby Lokalstation. Derfra er der cirka 500m til stadion og alternativt kan bus 353 benyttes.

Bus
Bus 300S (mod Ishøj eller Nærum) og bus 353 (mod Lyngby st. eller Helsingør st.) stopper ved stoppestedet "Lyngby Svømmehal", der ligger lige ved indkørslen til Lyngby Stadion.

Bus 182 og 183 kan også benyttes - begge busser betjener stoppestedet "Sorgenfrigårdsvej/Nørregade", der ligger tæt på stadion.

Facebook-event:

Vis at du tager med, tilmeld dig kampens Facebook-event via dette link.

AaB takker alle for støtten til Hele Nordjyllands Hold på udebane.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-OB 2-0

18. september 2021 kl. 07:33 af Rasmus Estrup

AaB vandt i går 2-0 over OB på Aalborg Portland Park foran flere end 8.000 tilskuere. Sejren sender AaB op på en delt andenplads i 3F Superligaen med 18 point efter ni kampe. 

AaB lagde godt ud i første halvleg, og både Kristoffer Pallesen og Frederik Børsting fik hver især et par farlige muligheder. I modsatte ende var Bashkim Kadrii tættest på før pausen. 

I anden halvleg hev Jacob Rinne et par store redninger frem på muligheder til Emmanuel Sabbi og Bashkim Kadrii, og 20 minut før tid kunne Rasmus Thelander heade et hjørnespark fra Iver Fossum ind til 1-0. 

I 84. minut var opskriften næsten den samme, da Anders Hagelskjær lukkede kampen med et hovedstødsmål til 2-0 efter endnu et hjørnespark fra Iver Fossum. 

Se sammendraget af kampen i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

Thelander og Hagelskjær header fredagssejr hjem

17. september 2021 kl. 20:53 af Rasmus Estrup

Med opbakning fra flere end 8.000 tilskuere vandt AaB fredag aften 2-0 på Aalborg Portland Park over OB. Målscorerne var Rasmus Thelander og Anders Hagelskjær, der begge headede sine scoringer ind på hjørnespark fra Iver Fossum. 

Spillet foregik i de første par minutter mest omkring AaB-feltet, men overordnet set var AaB bedst inden pausen, og efter fire minutter stod Kristoffer Pallesen for første afslutning. Iver Fossum brød igennem midten og spillede Milan Makaric i dybden. Serberen slog et indlæg mod bagerste stang til Kristoffer Pallesen, som headede på mål og tvang målmand Hans Christian Bernat til at give hjørnespark. 

Tre minutter senere havde Kristoffer Pallesen et nyt hovedstød efter et hjørnespark fra Iver Fossum. Denne gang blev forsøget blokeret i det lille felt, og i det 10. minut drejede Louka Prip rundt på kanten af feltet og afsluttede fladt forbi fjerneste stolpe. 

Et kvarter inde i kampen måtte Jacob Rinne for første gang op med en redning, da Aron Elís Thrándarson sparkede kuglen lige i favnen på svenskeren fra kanten af feltet. Fem minutter senere fulgte en forbier fra distancen af Mads Frøkjær. 

Milan Makaric satte midt i første halvleg Kristoffer Pallesen op til et indlæg, som havnede hos en fri Frederik Børsting ved modsatte stolpe, men Frederik Børstings afslutning gik forbi mål. 

Efter 33 minutter fik Kristoffer Pallesen opgørets hidtil bedste mulighed, da Pedro Ferreira med et indlæg fandt højrekanten i en fri position i feltet. Desværre sad Kristoffer Pallesens afslutning fra kanten af det lille felt lige på OB-keeperen. 

I modsatte ende fik Bashkim Kadrii straks efter en god chance, men OB-angriberens afslutning var uden præcision, og en god håndfuld minutter før pausefløjtet blev en kompetent afslutning fra Frederik Børsting blokeret til et hjørnespark. 

Tidligt i anden halvleg var AaB nærgående med et kantfrispark, inden Emmanuel Sabbi i modsatte ende sparkede forbi målet fra yderkanten af AaB-feltet. 

Emmanuel Sabbi var igen på spil i 55. minut, da han blev spillet frit igennem i AaB-feltet. Alene med Jacob Rinne var det dog AaB's sidste skanse, der flot vandt duellen. 

Minuttet senere var Milan Makaric i to omgange tæt på at score. Først headede han et indlæg fra Kristoffer Pallesen mod mål fra tæt hold, men lige foran stregen blev læderet stanget væk. Dernæst var det en nedfaldsbold i feltet, som den serbiske angriber elegant tog ned, inden han afsluttede mod mål. Desværre var målmand Hans Christian Bernat denne gang i vejen. 

Efter en time blev Aleksandar Trajkovski og Anders Hagelskjær sendt på banen, og i 70. minut fik AaB endelig hul på bylden. Et hjørnespark fra Iver Fossum blev slået ind til kanten af det lille felt, hvor Rasmus Thelander nåede højest og pandede 1-0-scoringen i nettet. 

OB var kort efter tæt på at svare igen, men Jacob Rinne hev en fantomredning op af ærmet på afslutningen fra Bashkim Kadrii. 

Herefter kom også Jakob Ahlmann ind fra bænken, inden gæsterne skiftede tre spillere.  

Otte minutter før tid sparkede Daniel Granli over mål efter et hjørnespark, og minuttet senere kunne AaB fordoble sin føring. Endnu en gang var det efter et hjørnespark fra Iver Fossum. Denne gang var målscoreren ved forreste stang Anders Hagelskjær. 

Mod slutningen kom både Magnus Christensen og Tim Prica også på banen for AaB. 

AaB kørte herefter sikkert sejren hjem, og dermed står AaB med 18 point efter ni kampe, hvilket rækker til en delt andenplads i 3F Superligaen. 

AaB's næste kamp venter allerede på tirsdag, hvor Hele Nordjyllands Hold gæster Lyngby Boldklub i Sydbank Pokalen. 

Næste hjemmekamp spilles søndag 3. oktober mod SønderjyskE. Køb billet til kampen her. 

Matchfacts - 3F Superligaen, Grundspil, 9. spillerunde

AaB-OB 2-0 (0-0)
70. min 1-0 Rasmus Thelander, 84. min 2-0 Anders Hagelskjær
Advarsler AaB: Mathias Ross (60), Frederik Børsting (65), Anders Hagelskjær (74), Jakob Ahlmann (90), Pedro Ferreira (90), Rasmus Thelander (90)
Advarsler OB: Aron Elís Thrándarson (27), Jeppe Tverskov (88), Kasper Larsen (90)
8.123 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (3-5-2): Jacob Rinne, Mathias Ross (61: Anders Hagelskjær), Rasmus Thelander, Daniel Granli, Kristoffer Pallesen, Malthe Højholt, Pedro Ferreira, Iver Fossum, Frederik Børsting (74: Jakob Ahlmann), Milan Makaric, Louka Prip (61: Aleksandar Trajkovski).

OB (4-3-3): Hans Christian Bernat, Nicholas Mickelson (85: Alexander Juel Andersen), Kasper Larsen, Jeppe Tverskov, Jørgen Skjelvik, Jens Jacob Thomasen (77: Moses Opondo), Mads Frøkjær (77: Max Fenger), Aron Elís Thrándarson, Emmanuel Sabbi (85: Ayo Simon Okosun), Bashkim Kadrii (77: Mart Lieder), Troels Kløve.  

Dommer: Jens Maae

Tags på denne nyhed

Varm op til aftenens kamp i fanzonen

17. september 2021 kl. 10:05 af Martin Stigaard Skammelsen

Programmet for fanzonen til dagens kamp ser således ud:

 

Kl. 16.30 Fanzonen åbner med bar, madboder og legeområde for børn

Kl. 16.30 DJ spiller op til fest fra scenen

Kl. 18.00 Dagens holdopstilling præsenteres

Kl. 18.00 Dørene åbner til Aalborg Portland Park

Kl. 18.30 Fanzonen lukker ned

Kl. 20.45 Fanzonen åbner igen efter kampen med DJ på scenen, bar og madboder

Kl. 22.00 Tak for i dag og god weekend

 

Har du endnu ikke købt billet til opgøret, kan du fortsat gøre det online – eller i billethuset ved fanzonen på Aalborg Portland Parks nordvestlige hjørne. Billethuset åbner kl. 18.00.

Vi ses på Aalborg Portland Park!

Tags på denne nyhed
'