FC Midtjylland bliver AaB’s næste modstander i Sydbank Pokalen

23. september 2021 kl. 22:20 af Brian Andersen

Efter i anden runde at have besejret serie 1-mandskabet Fyns Internationale Ungdomsklub Odense med hele 13-0 blev det i tirsdags til en 4-0 gevinst i sekstendedelsfinalen på udebane mod Lyngby Boldklub.

Nu venter så mødet med FC Midtjylland, der 24. juli tilføjede AaB sit hidtil eneste nederlag i indeværende sæson.

Lodtrækningen til ottendedelsfinalerne i Sydbank Pokalen blev som følger:

FC Midtjylland-AaB
AC Horsens-Vejle Boldklub
AGF-SønderjyskE
FC Fredericia-FA 2000/Hvidovre I.F.
FC Nordsjælland-OB
Kolding I.F.-Nykøbing FC
Middelfart Boldklub-Randers FC
Aalborg Freja-Brøndby I.F.

Kampene afvikles som udgangspunkt 26., 27. eller 28. oktober med sidstnævnte dato som den mest sandsynlige for AaB, da der er opgaver i 3F Superligaen mod henholdsvis Viborg F.F. og FC Nordsjælland 25. og 31. oktober. FC Midtjylland har kampe i 3F Superligaen 24. og 31. oktober.

I første omgang gælder det for AaB udekampen på søndag aften mod Brøndby I.F.

AaB har blot tabt en enkelt gang i sine seneste 15 betydende kampe.

Tags på denne nyhed

Formstærk Fossum: Vi er i et rigtig godt flow

23. september 2021 kl. 15:50 af Rasmus Estrup

Tirsdag aften headede Iver Fossum AaB foran med 1-0 i pokalkampen mod Lyngby Boldklub, og senere i samme halvleg serverede han bolden for Milan Makaric, der gjorde det til 2-0.

Dermed nåede Iver Fossum op på seks mål og syv assists i de 11 kampe siden sæsonstarten.

- Jeg er inde i en god periode, og det hænger sammen med, at holdet gør det så godt. Vi ved, hvad vi skal, vi står godt defensivt, og vores offensive spil fungerer. Så vi er i et rigtig godt flow, og det skal bare fortsætte, siger Iver Fossum, der har spillet fuld tid i 3F Superligaens ni første kampe og til sammen har spillet ca. 90 minutter af de to kampe i Sydbank Pokalen.

I 3F Superligaen har han i denne sæson scoret tre mål og lavet fire oplæg - heriblandt de to i fredagssejren over OB - og i Sydbank Pokalen står han noteret for tre assists og tre mål.

Det seneste mål scorede han med som nævnt med hovedet i tirsdags, og faktisk har tre af nordmandens scoringer i denne sæson været med hovedet.

- Jeg har faktisk trænet mit hovedspil lidt, så det er sjovt, at det også har ført mål med sig, siger nordmanden, der trives i sin rolle på banen.

- Spillestilen passer perfekt til mig, og jeg føler, at jeg får udnyttet mine kvaliteter. Martí (Cifuentes, red.) har givet mig frihed til selv at vælge de rum, jeg føler, det giver mening at løbe ind i, og det har heldigvis også ført til nogle scoringer. Nu gælder det bare om fortsat at øge antallet af scoringer og assists, siger Iver Fossum, der i øvrigt er den spiller i 3F Superligaen i denne sæson, der har løbet flest kilometer. 

AaB er på tværs af 3F Superligaen og Sydbank Pokalen ubesejret i de seneste ni kampe, hvoraf syv er vundet, og de seneste fem kampe er alle endt med sejr til AaB.

Næste opgave venter på søndag kl. 18.00, hvor AaB gæster Brøndby Stadion kl. 18.00.

- Det bliver en svær kamp på udebane mod Brøndby I.F. De har et godt hold og er forsvarende mestre, så det er en vanskelig opgave for os. Men vi har gjort det godt på træningsbanen og i kampene. Det har givet os en stærk mentalitet, og vi går ind til hver eneste kamp med troen på, at vi kan vinde, siger Iver Fossum.

Søndagskampen mod Brøndby I.F. kan ses på TV3+ med optakt fra kl. 17.00.

Tags på denne nyhed

Theo Sander udtaget til U/17-landskampe

23. september 2021 kl. 15:19 af Rasmus Estrup

Theo Sander og resten af U/17-landsholdet skal i oktober spille EM-kvalifikationskampe på Malta mod Montenegro, Tyrkiet og Malta. 

6. oktober spiller Danmark mod Montenegro, 9. oktober følger et opgør mod Malta og 12. oktober gælder det den tredje kamp mod Tyrkiet. 

Theo Sander har én gang tidligere optrådt for U/17-landsholdet, og derudover har han også én optræden på U/16-landsholdet bag sig. 

Tags på denne nyhed

Ahlmann i karantæne mod Brøndby I.F.

23. september 2021 kl. 12:08 af Rasmus Estrup

Cheftræner Martí Cifuentes må se bort fra Jakob Ahlmann, når Hele Nordjyllands Hold på søndag kl. 18.00 gæster Brøndby I.F. i 3F Superligaen. 

I tillægstiden af fredagens 2-0-sejr over OB modtog Jakob Ahlmann sin fjerde advarsel i sæsonen. Dermed har han nu 24 karantænepoint, hvilket betyder, at han får en spilledagskarantæne. 

Jakob Ahlmann er således igen til disposition i 3F Superligaen, når AaB 3. oktober møder SønderjyskE på Aalborg Portland Park. Du kan købe billet til det opgør her. 

Tags på denne nyhed

Oliver Ross udtaget til U/18-landsholdet

23. september 2021 kl. 08:27 af Rasmus Estrup

Det danske U/18-landshold med Oliver Ross i truppen skal i starten af oktober deltage i en landsholdsturnering i Kroatien. 

5. oktober møder danskerne Tjekkiet, 8. oktober gælder det en kamp mod Kroatien og 11. oktober spiller Danmark mod Belgien. 

Oliver Ross har hidtil spillet to U/18-landskampe og tre ungdomslandskampe i alt. 

Tags på denne nyhed
'