Billetsalg åbent til AaB-Viborg F.F.

25. september 2021 kl. 12:05 af Rasmus Estrup

Mandag 25. oktober kl. 19.00 tager AaB imod Viborg F.F. på Aalborg Portland Park, og der nu åbnet for billetsalget til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

På billetsiden kan du selvfølgelig også købe billet til næste weekends hjemmekamp mod SønderjyskE. Til denne kamp er Complea Tribunen og 3F tribunen allerede tæt på at være fyldte, så skynd dig ind på www.billet.aabsport.dk og få fat i en billet til kampen. 

Billetter til partnere til AaB-Viborg F.F. åbner først op efter SønderjyskE-kampen. Særskilt info om dette udsendes direkte. 

Tags på denne nyhed

Vidste du om Brøndby I.F. og AaB…

24. september 2021 kl. 12:29 af Brian Andersen

- at AaB inden den forestående duel har mødt Brøndby I.F. 95 gange i 3F Superligaen, og at statistikken siger 30 sejre til AaB, 29 uafgjorte og 36 nederlag samt en målscore på 129-136 set med AaB’s øjne.

- at AaB har fået minimum det ene point i de seneste fem indbyrdes opgør mod Brøndby I.F. i 3F Superligaen. Det seneste opgør endte 1-1 mens de fire foregående kampe alle blev vundet af AaB.

- at skulle AaB få minimum det ene point søndag, vil man altså være ubesejrede i seks 3F Superligakampe i træk mod Brøndby I.F. Det er dog ikke det længste ubesejrede streak mod de blågule i 3F Superligaen, for fra april 2011 til og med april 2014 fik AaB minimum det ene point mod Brøndby I.F. i ti 3F Superligakampe i træk.

- at den seneste indbyrdes duel mellem klubberne fandt sted 7. februar 2021, hvor det sluttede 1-1 på Brøndby Stadion med Marcus Hannesbo som AaB’s målscorer.

- at fra den nuværende trup har udover Marcus Hannesbo (1 mål) også Lucas Andersen (3 mål), Kasper Kusk (2), Iver Fossum (1) og Frederik Børsting (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod Brøndby I.F.

- at AaB indtil videre har haft 19 spillere i aktion i denne 3F Superligasæson. Til sammenligning kan nævnes, at Brøndby I.F. i de første ni runder har haft 23 spillere i brug.

- at 46 gange har Brøndby I.F. haft hjemmebanefordel mod AaB i 3F Superligaen. 21 af kampene er vundet, 17 endt uafgjort og otte gange har AaB taget alle tre point.

- at tre AaB-spillere er noteret for fuld spilletid i denne sæson. Jacob Rinne, Rasmus Thelander og Ivar Fossum er nemlig alle noteret for de maksimale 810 minutter i de første ni spillerunder. Nummer fire på listen er Kristoffer Pallesen med 764 minutters spilletid.

- at AaB har lukket syv mål ind i 3F Superligaen i denne sæson, og at blot to af målene er scoret efter pausen.

- at klubberne også i 1999 mødtes på datoen 26. september; her sejrede AaB 3-1 i Aalborg efter pletskud af Jozo Matovac og to gange Søren Frederiksen.

- at dommer søndag aften er Michael Tykgaard, der 34 gange tidligere har dømt AaB med 11 AaB-sejre, ni uafgjorte og 14 nederlag som udfald.

- at Michael Tykgaard fire gange tidligere har dømt en 3F Superligakamp mellem AaB og Brøndby I.F., og at AaB efter to uafgjorte og to nederlag i de respektive opgør endnu har sin første sejr til gode.

- at AaB generelt set blot har tabt fire gange i sine seneste 25 betydende kampe, der har resulteret i 14 sejre og syv uafgjorte. I 3F Superligaen har AaB ikke tabt i sine seneste syv kampe, hvoraf fem opgør er vundet.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

Islandsk akademispiller i aktion for U/15-landshold

24. september 2021 kl. 10:12 af Rasmus Estrup

Islandske Nóel Atli Arnórsson, der spiller venstreback på AaB's U/17 Ligahold, har de seneste par dage været i Finland med det islandske U/15-landshold. 

Både tirsdag og torsdag spillede Island U/15-landskampe mod Finland, og Nóel Atli Arnórsson fik spilletid i begge kampe. 

Da Island tirsdag tabte 4-3 til Finland, spillede AaB Akademispilleren anden halvleg, og i går fik Nóel Atli Arnórsson fuld spilletid i Islands 6-2-nederlag. 

Tags på denne nyhed

FC Midtjylland bliver AaB’s næste modstander i Sydbank Pokalen

23. september 2021 kl. 22:20 af Brian Andersen

Efter i anden runde at have besejret serie 1-mandskabet Fyns Internationale Ungdomsklub Odense med hele 13-0 blev det i tirsdags til en 4-0 gevinst i sekstendedelsfinalen på udebane mod Lyngby Boldklub.

Nu venter så mødet med FC Midtjylland, der 24. juli tilføjede AaB sit hidtil eneste nederlag i indeværende sæson.

Lodtrækningen til ottendedelsfinalerne i Sydbank Pokalen blev som følger:

FC Midtjylland-AaB
AC Horsens-Vejle Boldklub
AGF-SønderjyskE
FC Fredericia-FA 2000/Hvidovre I.F.
FC Nordsjælland-OB
Kolding I.F.-Nykøbing FC
Middelfart Boldklub-Randers FC
Aalborg Freja-Brøndby I.F.

Kampene afvikles som udgangspunkt 26., 27. eller 28. oktober med sidstnævnte dato som den mest sandsynlige for AaB, da der er opgaver i 3F Superligaen mod henholdsvis Viborg F.F. og FC Nordsjælland 25. og 31. oktober. FC Midtjylland har kampe i 3F Superligaen 24. og 31. oktober.

I første omgang gælder det for AaB udekampen på søndag aften mod Brøndby I.F.

AaB har blot tabt en enkelt gang i sine seneste 15 betydende kampe.

Tags på denne nyhed

Formstærk Fossum: Vi er i et rigtig godt flow

23. september 2021 kl. 15:50 af Rasmus Estrup

Tirsdag aften headede Iver Fossum AaB foran med 1-0 i pokalkampen mod Lyngby Boldklub, og senere i samme halvleg serverede han bolden for Milan Makaric, der gjorde det til 2-0.

Dermed nåede Iver Fossum op på seks mål og syv assists i de 11 kampe siden sæsonstarten.

- Jeg er inde i en god periode, og det hænger sammen med, at holdet gør det så godt. Vi ved, hvad vi skal, vi står godt defensivt, og vores offensive spil fungerer. Så vi er i et rigtig godt flow, og det skal bare fortsætte, siger Iver Fossum, der har spillet fuld tid i 3F Superligaens ni første kampe og til sammen har spillet ca. 90 minutter af de to kampe i Sydbank Pokalen.

I 3F Superligaen har han i denne sæson scoret tre mål og lavet fire oplæg - heriblandt de to i fredagssejren over OB - og i Sydbank Pokalen står han noteret for tre assists og tre mål.

Det seneste mål scorede han med som nævnt med hovedet i tirsdags, og faktisk har tre af nordmandens scoringer i denne sæson været med hovedet.

- Jeg har faktisk trænet mit hovedspil lidt, så det er sjovt, at det også har ført mål med sig, siger nordmanden, der trives i sin rolle på banen.

- Spillestilen passer perfekt til mig, og jeg føler, at jeg får udnyttet mine kvaliteter. Martí (Cifuentes, red.) har givet mig frihed til selv at vælge de rum, jeg føler, det giver mening at løbe ind i, og det har heldigvis også ført til nogle scoringer. Nu gælder det bare om fortsat at øge antallet af scoringer og assists, siger Iver Fossum, der i øvrigt er den spiller i 3F Superligaen i denne sæson, der har løbet flest kilometer. 

AaB er på tværs af 3F Superligaen og Sydbank Pokalen ubesejret i de seneste ni kampe, hvoraf syv er vundet, og de seneste fem kampe er alle endt med sejr til AaB.

Næste opgave venter på søndag kl. 18.00, hvor AaB gæster Brøndby Stadion kl. 18.00.

- Det bliver en svær kamp på udebane mod Brøndby I.F. De har et godt hold og er forsvarende mestre, så det er en vanskelig opgave for os. Men vi har gjort det godt på træningsbanen og i kampene. Det har givet os en stærk mentalitet, og vi går ind til hver eneste kamp med troen på, at vi kan vinde, siger Iver Fossum.

Søndagskampen mod Brøndby I.F. kan ses på TV3+ med optakt fra kl. 17.00.

Tags på denne nyhed