To Akademisejre på udebane mod FC Nordsjælland

22. november 2021 kl. 09:03 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: FC Nordsjælland-AaB 0-2

AaB Akademiets ældste hold tog i weekenden en stærk udebanesejr på 2-0 over FC Nordsjælland.

Allerede fra start fik nordjyderne lagt et højt og aggressivt pres på hjemmeholdet, som efter ti minutter udmøntede sig i et AaB-straffespark. Dette eksekverede Oliver Ross sikkert til en AaB-føring på 1-0.

AaB var i første halvleg i god kontrol og havde mulighederne for at øge føringen.

Og øget blev føringen i anden halvleg, hvor AaB igen havde succes med et højt pres fra start. Denne gang førte det til, at Jakob Gaardsøe opsnappede en tilbagelægning. Hans afslutning blev reddet af målmanden, men riposten endte hos Oliver Ross, som scorede sit andet mål i kampen.

Efter 2-0-scoringen satte FC Nordsjælland sig meget på bolden, men det lykkedes ikke hjemmeholdet at komme frem til store chancer mod et hårdtarbejdende AaB-mandskab.

- Det var en god kamp, hvor vi både havde succes med at presse højt og aggressivt, samt variere fra lavt pres til højt pres undervejs i kampen. Så selvom FC Nordsjælland havde bolden mest, så var det resultatmæssigt fair, at vi vandt, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.

- Vi begik heller ingen personlige fejl, og spillerne var kyniske, parate og fungerede som en enhed, og der blev leveret en stor fighterindsats og en stor præstation i spillet på bolden, siger Kim Leth Andersen.

Weekendens sejr betyder, at AaB ligger på 11. pladsen i U/19 Ligaen med ti point efter 12 kampe. Efterårets sidste kamp for U/19 Ligaholdet spilles på Hornevej på lørdag kl. 13.00 mod Brøndby I.F.

U/17 Ligaen: FC Nordsjælland-AaB 0-1

Også i U/17 Ligaen lykkedes det lørdag AaB at besejre FC Nordsjælland på udebane.

Selvom AaB egentlig startede godt, var det FC Nordsjælland, der kombinerede sig bedst igennem i første halvleg. Udeholdet stod dog godt defensivt, og på et langskud fra Anders Noshe i 57. minut bragte AaB sig også foran med 1-0.

Selvom FC Nordsjælland herefter sad meget på spillet, havde FC Nordsjælland svært ved at komme igennem AaB’s stærke defensiv. Når det endelig lykkedes hjemmeholdet at komme til chancer, kunne de ikke passere målmand Daniel Veiby Held, og dermed endte det med en stærk AaB-udesejr på 1-0.

- Vi havde en rigtig god dag kollektivt, hvor spillerne stod sammen og især defensivt var meget solide. Vi holdt langt hen ad vejen FC Nordsjælland fra store chancer, og så må jeg også rose Daniel Veiby Held for flere gode redninger, siger U/17 Ligatræner Jonas Nødbak.

I U/17 Ligaen ligger AaB på 12. pladsen med 12 point efter ti kampe. Næste kamp spilles på lørdag kl. 15.15 på hjemmebane mod Brøndby I.F.

U/15 Ligaen: Farum Boldklub-AaB 2-0

Trods en god indsats fra AaB’s U/15 Ligahold blev det desværre ikke til en sejr, da holdet gæstede Farum Boldklub.

Allerede efter ni minutter kom hjemmeholdet foran med 1-0 på en dybdebold, og selvom AaB lykkedes godt med opbygningsspillet og kom igennem til flere gode gennembrud, førte det ingen scoringer med sig.

I stedet kunne FC Nordsjælland mod slutningen lukke kampen med målet til 2-0, da AaB pressede højt for at få udlignet.

AaB’s U/15 Ligahold spiller næstsidste kamp i efteråret på lørdag på hjemmebane mod Brøndby I.F. kl. 13.00. Inden den kamp ligger AaB på niendepladsen med 13 point efter 11 kampe.

Tags på denne nyhed

Kun 1.500 pladser tilbage til AaB-fans på søndag

22. november 2021 kl. 08:00 af Rasmus Estrup

Interessen er fortsat stor for årets sidste kamp på Aalborg Portland Park mellem AaB og FC København på søndag kl. 18.00. 

Samlet set er der på Vesttribunen og Complea Tribunen nu færre end 1.500 billetter tilbage, heraf færre end 200 siddepladser på Complea Tribunen og færre end 1.300 ståpladser til Vesttribunen. 3F Tribunens afsnit for AaB-fans blev udsolgt i forrige uge. 

Ønsker du at se kampen, kan du med det samme hoppe ind på www.billet.aabsport.dk og købe dine billetter. 

Foruden de 1.500 tilgængelige pladser på Vesttribunen og Complea Tribunen, er der også stadig ledige pladser i udebaneafsnittet. Her er der kun adgang for medlemmer af FCK Away. Læs mere her. 

Husk at der på søndag er krav om coronapas til kampen. Sørg i den forbindelse også for at komme i god tid inden kampen, så vi undgår lange køer lige op til kampstart. 

Tags på denne nyhed

AaB foran årets sidste udekamp

21. november 2021 kl. 16:14 af Brian Andersen

Magnus Christensen og Frederik Børsting vender tilbage for AaB i forhold til den trup, der i seneste spillerunde delte point med Randers FC.

Efter søndagens træningspas har AaB-cheftræner Martí Cifuentes udtaget følgende 19 spillere:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 7 Aleksandar Trajkovski, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 22 Andreas Hansen, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 30 Rufo og 35 Marcus Hannesbo.

Pedro Ferreira har karantæne, mens skadeslisten omfatter Daniel Granli og Lucas Andersen.

Der er kickoff på Sydbank Park kl. 19.00.

Tags på denne nyhed

Vidste du om SønderjyskE og AaB…

20. november 2021 kl. 15:53 af Brian Andersen

- at AaB og SønderjyskE tidligere er tørnet sammen 43 gange i 3F Superligaen, og statistikken siger 20 sejre til AaB, ti uafgjorte og 13 nederlag samt en målscore på 68-52 i AaB’s favør.

- at AaB har vundet fire 3F Superligakampe i træk mod SønderjyskE og har vundet de seneste to med cifrene 4-0.

- at seneste besøg i Haderslev forekom 24. maj 2021, hvor det var Tom van Weert, Iver Fossum, Rufo og Jakob Ahlmann, der scorede i 4-0 gevinsten, mens matchen i Aalborg blev afviklet 3. oktober 2021 – her med Iver Fossum (2), Milan Makaric og Louka Prip som målscorere for AaB.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Iver Fossum (4 mål), Rufo (2), Louka Prip (1), Milan Makaric (1) og Jakob Ahlmann (1) også Kasper Kusk (5 mål), Lucas Andersen (2) og Frederik Børsting (1) tidligere været på måltavlen for AaB i et 3F Superligaopgør mod SønderjyskE.

- at AaB bliver ved med at battle med AGF om at have flest mandagskampe i 3F Superligaen. AGF topper lige nu med 135 mandagskampe, men når kampen mod SønderjyskE er spillet, er AaB oppe på 133 kampe på ugens første dag.

- at kun en gang tidligere har AaB mødt sønderjyderne i 16. spillerunde. Det var tilbage i 2000/2001-sæsonen, hvor sønderjyderne for øvrigt hed Haderslev FK. Her blev Allan Gaarde matchvinder, da han scorede AaB’s og kampens eneste mål i det 82. minut.

- at AaB 22 gange har mødt SønderjyskE på udebane i 3F Superligaen; ti kampe er vundet, seks kampe sluttet uafgjort og seks kampe er tabt. Målscoren på udebane er 33-25 i AaB’s favør.

- at AaB indtil videre har holdt nullet i seks kampe i denne 3F Superligasæson, hvilket er dobbelt så mange gang som SønderjyskE har holdt rent bur.

- at ud af de 43 tidligere 3F Superligakampe mod SønderjyskE har AaB scoret først i 23 tilfælde, hvilket har resulteret i 17 sejre, tre uafgjorte og tre nederlag. Omvendt har SønderjyskE scoret kampens første mål i 18 tilfælde, hvilket har givet AaB tre sejre, fem uafgjorte og ti nederlag.

- at AaB én gang tidligere har spillet en udekamp i 3F Superligaen på datoen 22. november; dengang i 2008 sørgede scoringer af Kasper Risgård, Patrick Kristensen og Andreas Johansson for en 3-0 sejr i Vejle.

- at mandag aftens dommer er Peter Kjærsgaard, der 26 gange tidligere har dømt AaB i 3F Superligaen, hvilket har resulteret i seks AaB-sejre, otte uafgjorte og 12 nederlag.

- at Peter Kjærsgaard aldrig tidligere har dømt en kamp mellem AaB og SønderjyskE.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

AaB spiller i klubdragten på mandag

19. november 2021 kl. 09:02 af Rasmus Estrup

AaB spiller i den rød-hvide klubdragt fra Macron, når Hele Nordjyllands Hold mandag aften gæster SønderjyskE på Sydbank Park i Haderslev.

Du kan købe trøjen på www.aabshoppen.dk, hvor du selvfølgelig også kan få fingrene i den blå andentrøje og den lyserøde håndsrækningstrøje. 

Kampstart på mandag er kl. 19.00, og du kan se kampen på TV3 Sport med optakt fra kl. 18.00. 

Tags på denne nyhed