9.000 AaB-fans med billet til AaB-FC København

12. november 2021 kl. 09:50 af Rasmus Estrup

Interessen er stor for AaB's hjemmekamp mod FC København søndag 28. november kl. 18.00. 

Kampen er AaB's sidste i 2021, og lige nu har flere end 9.000 fans købt billet til kampen mellem 3F Superligaens øjeblikkelige andenplads og tredjeplads. 

Du kan selv købe billet til kampen på www.billet.aabsport.dk, hvor du også kan blive sæsonkortholder. 

Med den store interesse der er for kampen, opfordrer vi til, at man søndag 28. november kommer i god tid inden kampen. 

Vær desuden opmærksom på, at der vil være krav om coronapas til kampen. Mere info om dette følger. 

Tags på denne nyhed

Trajkovski-scoring i nordmakedonsk storsejr

12. november 2021 kl. 07:51 af Rasmus Estrup

Aleksandar Trajkovski startede i angrebet og satte gang i målscoringen, da Nordmakedonien i går besejrede Armenien på udebane i næstsidste kamp i VM-kvalifikationen. 

Efter 22 minutter scorede Aleksandar Trajkovski til 1-0, og da AaB-spilleren 20 minutter inde i anden halvleg blev udskiftet, var Nordmakedonien oppe med 2-0. 

Med tre scoringer i den sidste halvdel af anden halvleg tog Nordmakedonien en vigtig sejr på 5-0. Sejren sender samtidig Nordmakedonien op på andenpladsen i puljen før sidste runde. Tyskland har sikret sig førstepladsen i puljen, mens andenpladsen giver adgang til playoffkampe. 

Aleksandar Trajkovski har nu rundet 70 landskampe og 19 mål for Nordmakedonien. 

Nordmakedoniens afgørende VM-kvalifikationspuljekamp spilles søndag på hjemmebane mod Island. Inden kampen står Nordmakedonien med 15 point, mens Rumænien har 14 point på tredjepladsen, og Armenien følger efter med 12 point på fjerdepladsen. 

Tags på denne nyhed

Uafgjort og nederlag i eSuperligaen

11. november 2021 kl. 08:23 af Rasmus Estrup

AaB-Brøndby I.F. 1-3

Tirsdag tabte AaB for første gang i denne sæson af eSuperligaen, da holdet stod overfor en af eSuperligaens forhåndsfavoritter, Brøndby I.F.

I første duel var Daniel “Shoppen” Mogensen på hjemmebane mod Fredberg, men tidligt i kampen scorede Brøndby-spilleren kampens eneste mål på et flot langskud.

I returkampen spillede Oliver Høegh på udebane mod Lillelys, og i det 13. minut bragte Lillelys sig foran med 1-0. En time inde i opgøret udbyggede Brøndby I.F. føringen til 2-0, hvilket betød en 3-0-føring samlet set.

Otte minutter før tid fik Høegh pyntet på resultatet, så det endte med et samlet nederlag på 3-1.

Vejle Boldklub-AaB 1-1

Onsdag endte det så med en pointdeling mod Vejle Boldklub med den tidligere AaB’er, Mads Skibsted, på holdet.

I første opgør spillede Oliver Høegh på udebane mod Arrow, og det blev en målløs affære.

I returopgøret spillede Janus “Minivildand” Villadsen hjemme mod Skibsted, og sidstnævnte bragte sig tidligt foran med 1-0.

10 minutter efter pausen kombinerede “Minivildand” sig igennem til en flot udligning, og dermed sluttede det 1-1 sammenlagt.

Ugens resultater betyder, at AaB med 11 point ligger på sjettepladsen i en uhyre tæt eSuperliga. Førstepladsen, andenpladsen og tredjepladsen står med 12 point, mens fjerdepladsen, femtepladsen, sjettepladsen og syvendepladsen alle har 11 point.

Tirsdag i næste uge skal AaB spille mod OB, og onsdag er FC Nordsjælland modstanderen.

Tags på denne nyhed

Ementa på tavlen i Reserveligaremis

10. november 2021 kl. 13:27 af Rasmus Estrup

For anden gang på få dage endte et opgør mellem AaB og Randers FC 1-1. 

I dag mødtes holdene i Reserveligaen, og efter en god AaB-indledning med overliggerskud fra både Gustav Dahl og Marcus Hannesbo, samt en god Randers-redning på et hug fra Anosike Ementa kunne Randers FC bringe sig foran med 1-0 efter 26 minutter. Målscoreren var Tobias Klysner, der løb sig fri på højrekanten og sparkede bolden ind bag Andreas Hansen. 

Fem minutter før pausen blev der begået straffe mod Rufo, og fra 11-meterpletten scorede Anosike Ementa til 1-1. 

Ved pausen blev AaB's målscorer udskiftet med U/17 Ligaspiller Anders Noshe, som tidligt i anden halvleg var med til at sætte Casper Gedsted op til afslutning. Men afslutningen blev blokeret og returbolden sendte Rufo langt forbi. 

Ti minutter efter pausen havde gæsterne også et overliggerskud, og efter en times spil skiftede AaB yderligere ni spillere, så kun Andreas Hansen resterede fra startopstillingen. 

Den sidste halve time sad AaB tungt på opgøret, men trods afslutninger fra Milan Makaric, Louka Prip, Iver Fossum, og Anders Noshe endte opgøret 1-1. 

- Det var en god Reserveligakamp med et godt niveau. Der blev godt med spilletid til akademispillere, gæstespillere og de spillere fra truppen, der ikke fik mange minutter i weekenden. Derudover spillede vi i et 4-3-3-system for at blive mere komfortable med det, siger Martí Cifuentes. 

- Vi fik også set flere gode individuelle præstationer. Magnus Christensen og Jakob Ahlmann gjorde det godt, og jeg er også meget tilfreds med akademispillernes præstationer, siger AaB's cheftræner, der sammen med den øvrige trænerstab havde valgt følgende startopstilling: 

Andreas Hansen
Casper Gedsted, Magnus Christensen, Vladimir Prijovic, Jakob Ahlmann
Gustav Dahl (U/19), Vini Lontsi Lontsi (gæstespiller), Rufo
Jonathan Lind (gæstespiller), Anosike Ementa, Marcus Hannesbo

Anosike Ementa blev som nævnt byttet med Anders Noshe i pausen, og efter en time skiftede yderligere ni spillere, så opstillingen den sidste halve time var: 

Andreas Hansen
Kristoffer Pallesen, Rasmus Thelander, Anders Hagelskjær, Christoffer Ravn (U/19)
Louka Prip, Pedro Ferreira, Iver Fossum
Anders Noshe (U/17), Milan Makaric, Kasper Kusk

Tags på denne nyhed

AaB møder Randers FC i Reserveligaen

10. november 2021 kl. 09:31 af Rasmus Estrup

AaB spiller i dag efteråets femte reserveligakamp, når Randers FC kl. 11.00 gæster AaB's anlæg på Hornevej. 

Inden kampen har AaB vundet to kampe og tabt to kampe i Reserveligaen, mens Randers FC har fået to sejre, en uafgjort og et nederlag. 

I september mødtes de to hold i Randers, og her endte det med en hjemmebanesejr på 1-0. 

Til dagens kamp har AaB's trænerstab valgt følgende startopstilling: 

Andreas Hansen
Casper Gedsted, Magnus Christensen, Vladimir Prijovic, Jakob Ahlmann
Gustav Dahl (U/19), Vini Lontsi Lontsi (gæstespiller), Rufo
Jonathan Lind (gæstespiller), Anosike Ementa, Marcus Hannesbo

På bænken sidder Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Pedro Ferreira, Iver Fossum, Milan Makaric, Anders Hagelskjær, Kasper Kusk, Louka Prip, Rasmus Thelander samt Christoffer Ravn (U/19) og Anders Noshe (U/17).    

Tags på denne nyhed
'