Målrigt nederlag til FCK i U/19 Ligaen
Trods en god præstation tabte AaB’s U/19 Ligamandskab 3-2 på udebane til FC København. I U/15 Ligaen tabte AaB 3-1 til Vejle Boldklub i forårets første ligakamp.
U/19 Ligaen: FC København-AaB 3-2
AaB gæstede FC København i en tempofyldt og velspillet affære lørdag eftermiddag.
Hjemmeholdet kom godt ud og bragte sig efter et hjørnespark foran i det 10. minut, men fire minutter senere udlignede Oliver Overgaard, da han samlede op på et stolpeskud fra Oliver Ross.
Midt i første halvleg kom FC København dog igen på måltavlen, da hjemmeholdet udnyttede et tidligt indlæg og gjorde det til 2-1.
Efter pausen lagde AaB med succes et højere pres på hjemmeholdet, og midt i anden halvleg udlignede nordjyderne til 2-2, da et hjørnespark fra Oliver Henriksen gik direkte i mål efter lidt klumpspil omkring keeperen.
AaB havde i denne periode muligheden for at bringe sig i front, men desværre var det FC København, der trak det længste strå et kvarter før tid med det afgørende mål til 3-2.
- Vi fik vist vores aggressive udtryk godt frem mod FCK, der leverer noget af det bedste spil på bolden i U/19 Ligaen. Kampen blev spillet på et rigtig højt niveau, og i forhold til vores fysiske data præsterede vi også rigtig, rigtig flot, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.
- Efter en indledning, hvor FCK var mest på bolden, kom vi fornuftigt ind i kampen, og fra anden halvlegs start fik vi lagt et højere pres på dem, hvilket gav os nogle muligheder, men desværre fik vi ikke udnyttet vores bedste periode, og i stedet scorede FCK til 3-2, siger U/19 Ligatræneren.
AaB ligger i skrivende stund på sjettepladsen i U/19 Ligaen med 22 point efter 14 kampe.
Næste kamp spilles mandag 5. april kl. 13.00 mod AC Horsens.
U/15 Ligaen: Vejle Boldklub-AaB 3-1
I U/15 Ligaen spillede AaB forårets første ligakamp på udebane mod Vejle Boldklub, men også her trak hjemmeholdet sig sejrrigt ud af opgøret.
Allerede i kampens første minut bragte Vejle Boldklub sig foran 1-0, men AaB formåede at svare tilbage efter 17 minutter, da Emil Nymann udlignede til 1-1.
Desværre for gæsterne slog hjemmeholdet til yderligere to gange i første halvleg, og dermed vandt Vejle Boldklub 3-1.
AaB’s U/15 Ligahold, der spiller igen mandag 5. april på udebane mod OB, ligger på 10. pladsen med 11 point i 11 kampe.