AaB TV: Seneste hjemmesejr over SønderjyskE

8. marts 2021 kl. 08:45 af Rasmus Estrup

I aften tager AaB i mod SønderjyskE i 3F Superligaen, og inden aftenens opgør kan du i dette tilbageblik gense de tre scoringer fra AaB's seneste hjemmesejr over aftenens modstander. 

Hjemmesejren kom for to år siden, hvor AaB vandt 3-0 på scoringer af Tom van Weert, Lucas Andersen og Kasper Pedersen. 

Opgøret i aften fløjtes i gang kl. 19.00, og du kan følge med på TV3 Sport, der sender optakt fra kl. 18.00. 

Tags på denne nyhed

Ahlmann og Kusk er med igen for AaB

7. marts 2021 kl. 16:02 af Brian Andersen

I en tæt 3F Superliga med hård kamp om placeringerne har AaB efterhånden brug for en sejr.

Efter søndagens træningspas har AaB’s cheftræner Martí Cifuentes udtaget følgende 19 spillere:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 6 Pedro Ferreira, 8 Iver Fossum, 9 Tom van Weert, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 15 Lukas Klitten, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Martin Samuelsen, 22 Andreas Hansen, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 30 Rufo, 31 Daniel Granli og 35 Marcus Hannesbo.

Lucas Andersen og Oscar Hiljemark er ukampdygtige hos AaB.

Kampen kan i morgen aften følges i Liga på P3 og på TV3 Sport fra kl. 18.00 med kickoff en time senere.

Tags på denne nyhed

Vidste du om AaB og SønderjyskE…

6. marts 2021 kl. 14:42 af Brian Andersen

- at AaB én gang tidligere har mødt SønderjyskE i 20.spillerunde; dengang i sæsonen 2008/2009 sluttede det 15. marts 2009 1-1 i Haderslev med Andreas Johansson som målscorer for AaB.

- det forestående opgør er 3F Superligakamp nummer 40 mellem SønderjyskE og AaB. Statistikken siger 16 sejre til AaB, 10 uafgjorte og 13 nederlag samt en målscore på 56-50 i AaB’s favør.

- at også ved klubbernes seneste indbyrdes duel i Aalborg blev resultatet 1-1; her kom Lucas Andersen 21. juli 2019 på måltavlen for AaB.

- at AaB er den klub, der har spillet flest 3F Superligakampe om mandagen. 64 gange har AaB spillet en mandagskamp; 28 opgør er vundet, 19 endt uafgjort og 17 er tabt.

- at AaB 18 gange har mødt SønderjyskE på hjemmebane i 3F Superligaen, syv kampe er vundet, syv kampe er tabt, mens de sidste fire er endt uden vinder.

- at blot to af de 39 tidligere 3F Superligakampe mellem AaB og SønderjyskE er endt 0-0, det er dog aldrig sket i Aalborg.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Lucas Andersen (2 mål) også Kasper Kusk (4 mål), Tom van Weert (2) og Frederik Børsting (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod SønderjyskE.

- at AaB fører 4-3 mod SønderjyskE, hvis der tales clean sheets i denne 3F Superligasæson.

- at ud af de 39 tidligere 3F Superligakampe mod SønderjyskE har AaB scoret først i 20 tilfælde, hvilket har resulteret i 14 sejre, tre uafgjorte og tre nederlag. Omvendt har SønderjyskE scoret kampens første mål i 17 tilfælde, hvilket har givet AaB to sejre, fem uafgjorte og ti nederlag.

- at der i alt er scoret 106 mål i 3F Superligakampene mellem AaB og SønderjyskE; 62 af dem – svarende til 58 procent – er scoret i 2. halvleg.

- at der blot er lavet to selvmål i 3F Superligakampene mod SønderjyskE, men at ingen AaB-spillere har lavet selvmål i disse opgør.

- at der dømmes mange straffespark, når AaB møder SønderjyskE i 3F Superligaen; hele 14 gange er der peget på 11-meterpletten i disse 3F Superligaopgør. AaB er blevet tildelt otte af de 14 straffespark, og har scoret på seks af dem, mens SønderjyskE har scoret på fire af deres seks forsøg fra 11-meterpletten.

- at AaB tidligere har spillet fem 3F Superligakampe på datoen 8. marts. Den første endte uafgjort tilbage i 2009. Men de fire seneste er alle vundet af AaB.

- at AaB senest var i aktion på datoen 8. marts, da det for et år siden blev 3-0 hjemme mod Lyngby Boldklub efter scoringer af Tom van Weert, Kasper Kusk og Lucas Andersen.

- at seks spillere er blevet udvist i 3F Superligakampene mellem AaB og SønderjyskE, og at to af dem var iført en AaB-trøje; Kenneth Emil Petersen i 2013 og Magnus Christensen i 2018.

- at mandag aftens dommer bliver 33-årige Aydin Uslu, der er i gang med sin anden sæson som 3F Superligadommer; Aydin Uslu har indtil videre dømt 20 3F Superligakampe, men endnu ikke med AaB som den ene part.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

AaB Akademiet indgår samarbejde med Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt (NIS)

4. marts 2021 kl. 14:53 af Martin Stigaard Skammelsen

Efter at AaB Akademiet gennem en del år har haft et godt samarbejde med Aabybro Efterskole, bliver det fremover NIS i Sæby, der skal stille kombinationen af efterskole og drengeelitefodbold til rådighed for AaB’s akademispillere.

- Vi er utrolig glade og stolte af vores nye samarbejdsaftale med Nordjyllands Idrætsefterskole, der sikrer, at det er muligt at kombinere et efterskoleophold med at spille elitefodbold i AaB. Via denne aftale er det muligt at få det bedste fra to verdener: efterskolelivet og fodboldtilværelsen – uden at gå på kompromis med kvaliteten af begge arenaer og dermed opnå bedst mulig udvikling af den enkelte spiller såvel menneskeligt som fodboldmæssigt, udtaler AaB’s talentchef Anders Damgaard

Efterskoleforstander Andreas Ingerslev Larsen supplerer:

- Vi på Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt er stolte over at have indgået et forpligtende samarbejde med AaB, der uden sammenligning er Nordjyllands største idrætsbrand.

- Med samarbejdet med AaB giver vi de dygtigste fodboldspillere muligheden for både at spille fodbold på højeste plan og gå på efterskole. Udover at de dygtigste fodboldspillere får denne unikke mulighed giver vi også alle fodboldspillere på NIS muligheden for at komme ud og prøve at træne på et af de bedste fodboldanlæg i Nordeuropa. Samarbejdet skulle meget gerne styrke vores brand som en idrætsefterskole, hvor der bliver taget godt hånd om alle; både dem der drømmer om en professionel karriere, og dem der dyrker fodbold fordi det er sjovt, siger Andreas Ingerslev Larsen.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af AC Horsens-AaB

4. marts 2021 kl. 07:55 af Rasmus Estrup

AaB tabte onsdag aften 2-1 til AC Horsens i en kamp, der bød på to scoringer i slutminutterne.

I indledningen havde AaB en fin mulighed til Tim Prica, og midt i første halvleg fik nordjyderne en scoring korrekt annulleret for offside. I stedet kunne hjemmeholdet bringe sig foran 1-0 efter 30 minutter, da Lirim Qamili efter en dødbold sparkede bolden over stregen tæt under mål.

Efter pausen fik AaB endnu en scoring korrekt annulleret. Denne gang havde Rufo hånd på bolden i afslutningsforsøget.

AaB fik dog udlignet til 1-1. Det skete i 90. minut, da Tom van Weert fra baglinjen headede læderet på tværs til Mathias Ross, som også brugte hovedet, da han dirigerede udligningen i nettet.

Desværre for AaB nåede AC Horsens fire minutter inde i tillægstiden at score sejrsmålet til 2-1 på en omstilling, der blev afsluttet med et mål af Nicolai Brock-Madsen.

Et sammendrag af opgøret kan ses i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed
'