Vidste du om SønderjyskE og AaB…

22. maj 2021 kl. 13:23 af Brian Andersen

- at AaB inden sæsonens sidste kamp i Kvalifikationsspillet ligger på ottendepladsen et point efter SønderjyskE, og at kun AaB og SønderjyskE kan slutte på den syvendeplads, der potentielt kan give en kamp mod AGF om en plads i Europa i næste sæson.

- at for AaB er sagen dermed simpel; en sejr er lig med syvendepladsen, mens uafgjort eller nederlag er lig med, at det bliver sønderjyderne der slutter som nummer syv.

- at AaB-målmand Jacob Rinne med spilletid mandag vil sætte rekord som den udlænding i klubben med flest officielle kampe; svenske Rinne kan spille sin kamp nummer 134 for klubben, mens estiske Andres Oper står noteret for 133 kampe.

- at mandagens opgør er 3F Superligakamp nummer 42 mellem AaB og SønderjyskE. Statistikken siger 18 sejre til AaB, ti uafgjorte og 13 nederlag samt en målscore på 60-52 i AaB’s favør.

- at klubbernes seneste indbyrdes duel foregik i Aalborg 5. april 2021, hvor AaB sejrede 3-2 efter et selvmål og scoringer af Kasper Kusk og Rufo.

- at AaB’ seneste sejr i Haderslev forekom 27. oktober 2019, hvor det blev 3-1 efter træffere af Kasper Kusk og to gange Mikkel Kaufmann.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Kasper Kusk (5 mål) og Rufo (1) også Lucas Andersen (2 mål), Tom van Weert (2), Iver Fossum (1) og Frederik Børsting (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod SønderjyskE.

- at AaB har spillet 128 3F Superligakampe på en mandag, og at AaB har vundet 50 af dem. De resterende 78 er fordelt på 41 uafgjorte og 37 nederlag. Det er kun AGF, der med 130 styk. har spillet flere mandagskampe end AaB.

- at AaB 21 gange har mødt SønderjyskE på udebane i 3F Superligaen; ni kampe er vundet, seks kampe sluttet uafgjort og sels kampe er tabt. Målscoren på udebane er 29-25 i AaB’s favør.

- at AaB har tabt de seneste to udekampe i 3F Superligaen; AaB’s negative klubrekord er fem udebanenederlag i træk.

- at SønderjyskE har vundet deres seneste tre hjemmekampe i 3F Superligaen.

- at AaB har holdt nullet i syv kampe i denne 3F Superligasæson. SønderjyskE otte.

- at ud af de 41 tidligere 3F Superligakampe mod SønderjyskE har AaB scoret først i 21 tilfælde, hvilket har resulteret i 15 sejre, tre uafgjorte og tre nederlag. Omvendt har SønderjyskE scoret kampens første mål i 18 tilfælde, hvilket har givet AaB tre sejre, fem uafgjorte og ti nederlag. En af AaB’s tre sejre, efter at SønderjyskE førte 1-0, var de to klubbers seneste møde, hvor AaB fik vendt 0-1 til en 3-2-sejr.

- at det er første gang, at AaB og SønderjyskE mødes i sidste spillerunde i 3F Superligaen. De er to gange før tørnet sammen i 32. spillerunde, her blev det 1-1 i 2009 og 2-1 til SønderjyskE i 2011.

- at AaB og SønderjyskE også i 2009 mødtes på datoen 24. maj; dengang sluttede dysten på Aalborg Portland Park 1-1 med Anders Due som målscorer for AaB.

- at dommer mandag er Jørgen Daugbjerg Burchardt, der 21 gange tidligere har dømt AaB i 3F Superligaen med ni sejre, otte uafgjorte og fire nederlag til følge.

- at AaB’s seneste kamp med Jørgen Daugbjerg Burchardt som dommer, var 30. april 2021, hvor AaB hjemme vandt 4-0 over Lyngby Boldklub. Lucas Andersen, Tom van Weert og i to tilfælde Tim Prica stod bag målene.

- at Jørgen Daugbjerg Burchardt to gange tidligere har dømt AaB mod SønderjyskE i 3F Superligaen; i november 2016 endte det 1-1, mens tidligere nævnte kamp i oktober 2019 blev vundet af AaB med 3-1.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

Ross udtaget til U/20-landsholdet

21. maj 2021 kl. 15:05 af Rasmus Estrup

AaB-forsvarsspiller Mathias Ross er med i den U/20-landsholdstrup, der står foran to venskabskampe i spanske Marbella i starten af juni.

Irland er modstander lørdag 5. juni, mens Danmark møder Argentina tirsdag 8. juni. 

Mathias Ross er hidtil noteret for 28 ungdomslandskampe for Danmark fordelt på 11 U/17-landskampe og 17 U/19-landskampe. Han kan dermed få sin første U/20-landskamp på den forestående tur til Spanien. 

Tags på denne nyhed

AaB og Lukas Klitten tager afsked efter sæsonen

21. maj 2021 kl. 14:30 af Brian Andersen

Lukas Klitten kom oprindeligt som U/15-spiller til AaB via partnerklubberne Skalborg Sportsklub og Aalborg Freja.

AaB’s sportschef Inge André Olsen udtaler:

- Vi ville gerne have forlænget aftalen med Lukas og er ærgerlige over hans beslutning, men samtidig har vi også forståelse for, at han i en hård konkurrencesituation med to andre af vores egne spillere fra AaB Akademiet, Jakob Ahlmann og Marcus Hannesbo, har valgt at søge efter mere spilletid.

- Der er ingen tvivl om, at Lukas er en dygtig spiller, der har været en god repræsentant for vores klub, og han ønskes held og lykke fremover og vil være velkommen tilbage i AaB, siger Inge André Olsen.

Lukas Klitten forklarer om baggrunden for sin beslutning:

- Jeg har været megaglad for at være i AaB og mødt en masse dejlige mennesker, men jeg må også acceptere, at Jakob Ahlmann og Marcus Hannesbo er blevet foretrukket foran mig, og derfor vil jeg gerne finde en klub, hvor jeg forhåbentlig kan få kontinuerlig spilletid.

- AaB er min klub, og jeg vil på ingen måde afskrive igen at vende tilbage en dag, men nu handler det om at finde det rigtige sted for mig, og jeg er åben over for både udlandet og herhjemme i Danmark, lyder det fra Lukas Klitten.

21-årige Lukas Klitten står noteret for 31 officielle kampe for AaB.

Tags på denne nyhed

SønderjyskE-AaB vises på TV3 Sport

21. maj 2021 kl. 10:12 af Rasmus Estrup

På mandag spiller AaB på udebane mod SønderjyskE i sidste runde af 3F Superligaens Kvalifikationsspil. Inden kampen ligger AaB på andenpladsen i Kvalifikationsspillet med 43 point, mens SønderjyskE topper Kvalifikationspillet med 44 point. 

Mandagens kamp kan følges i tv på TV3 Sport eller i radioens Liga på P3. Kickoff er kl. 14.00. 

Bemærk at der fortsat kun er adgang for hjemmeholdets fans til 3F Superligakampe i øjeblikket.  

Tags på denne nyhed

AaB i jakkesæt fra Shaping New Tomorrow

20. maj 2021 kl. 14:00 af Rasmus Estrup

Shaping New Tomorrow bliver guldpartner i AaB, og AaB’s spillere, stab og administration vil i første omgang for hele næste sæson være iført jakkesæt fra Shaping New Tomorrow på kampdage og til andre officielle arrangementer.

AaB’s salgschef Morten Brinkmann udtaler:

- Shaping New Tomorrow har på kort tid taget ikke bare Aalborg, men også resten af landet med storm. De unge, lokale iværksættere har imponerende høj fart på, og det er med stor stolthed, at vi kan byde endnu en fremadstormende Aalborg-virksomhed velkommen i AaB-familien. 

- Vi ved, at vores spillere glæder sig til at skulle bære det klassiske, superholdbare og ikke mindst behagelige jakkesæt fra Shaping New Tomorrow, når de ankommer til hjemmekampe på Aalborg Portland Park, forklarer Morten Brinkmann.   

Shaping New Tomorrow blev grundlagt i 2015, da tre Aalborg-drenge fik idéen til skabe The Perfect Pants - et par klassisk stilede, men samtidig yderst komfortable herrebukser. Siden har de udvidet sortimentet massivt og åbnet butikker i Aalborg, Aarhus, København og Odense. 

Nu står firmaet foran åbningen af deres første butik uden for landets grænser, når Shaping New Tomorrow slår dørene op til en butik i Hamburg inden længe.

- AaB er et flagskib i Nordjylland, og som en virksomhed med rødder og hovedkontor i Aalborg, glæder vi os til at klæde AaB’s spillere, stab og administration i en helt ny jakkesætskollektion fra Shaping New Tomorrow, når der er kampdag i Aalborg, siger medstifter og CCO i Shaping New Tomorrow, Christian Aachmann.

- Som en lokal virksomhed er det både naturligt og stærkt interessant for os at bakke op om klubben og lokalsporten i Aalborg. Og sportsverdenen ligger i naturlig forlængelse af vores DNA, hvor vi rent faktisk indbygger sportstøjets fleksibilitet og komfort i det klassiske herretøj, siger Christian Aachmann.

Fysisk har Shaping New Tomorrow butik i Aalborg på adressen Østerågade 4A. Online finder man deres webshop på www.shapingnewtomorrow.dk.

Tags på denne nyhed
'