Vidste du om fredag aftens playoff-kamp…
Skæve vinkler på den forestående jyske klassiker mod AGF på Ceres Park i Aarhus. Vidste du således…
- at det er femte gang, at der skal spilles 3F Superliga Europa-finale, men at det er første gang, at AaB er part i sæsonens sidste kamp. AGF har derimod deltaget to gange tidligere; først i 2018 med nederlag på 4-1 til FC København og dernæst i 2020 med sejr på 2-1 over OB.
- at det hidtil ikke er lykkedes 3F Superligaens nummer syv at besejre klubben fra Mesterskabsspillet. De fire foregående 3F Superliga Europa-finaler har haft følgende resultater:
2016/2017 – FC Midtjylland-Randers FC 3-0
2017/2018 – FC København-AGF 4-1
2018/2019 – Brøndby I.F.-Randers FC 4-2
2019/2020 – AGF-OB 2-1
- at vinderen af 3F Superliga Europa-finalen indtræder i kvalifikationen i den nystiftede UEFA Conference League. Det vil kræve sejr i tre dobbeltopgør for at komme med i gruppespillet i UEFA Conference League.
- at såfremt AaB besejrer AGF, vil AaB spille europæisk fodbold for første gang siden 2014/2015. Dengang mislykkedes kvalifikation til UEFA Champions League, men AaB gik videre efter gruppespillet i UEFA Europa League, inden Club Brugge blev endestationen i sekstendedelsfinalen.
- at AaB’s seneste 15 kampe mod AGF i Aarhus (siden 2012/2013) har været fordelt på 13 3F Superligakampe og to kampe i pokalturneringen. AaB har sejret i fem af kampene, AGF i seks af kampene, mens de resterende fire kampe er endt uafgjort.
- at i disse 15 kampe har der været godt gang i netmaskerne med 52 scoringer fordelt med 29 til AGF og 23 til AaB.
- at Frederik Børsting i tilfælde af scoring mod AGF vil opnå sit mål nummer 25 for AaB. Han har to gange tidligere scoret mod AGF, hvilket i begge tilfælde ikke endte med nederlag til AaB.
- at fra den nuværende AaB-trup har udover Frederik Børsting (2 mål) også Lucas Andersen (2 mål), Kasper Kusk (2), Iver Fossum (1), Tom van Weert (1), Rasmus Thelander (1), Kristoffer Pallesen (1) og Magnus Christensen (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod AGF.
- at fredag aftens dommer er Jens Maae, der tidligere har dømt 28 3F Superliga-kampe med AaB som den ene part (13V-4U-11T), hvortil kommer fire pokalkampe (3V-0U-1T).
- at Jens Maae kun har dømt en kamp tidligere mellem AaB og AGF, hvilket skete i Aarhus i marts 2018. Modsat dengang, hvor kampen endte helt uden scoringer, skal der fredag aften findes en vinder.
- at senest AaB formåede at vinde i Aarhus, var 26. juni 2020, hvor det blev 4-1 efter scoringer af Rasmus Thelander, Tom van Weert, Iver Fossum og Søren Tengstedt.
- at ikke siden 2005 har AaB været i aktion på datoen 28.maj; dengang sluttede det foran 14.025 tilskuere på Aalborg Portland Park 3-3 mod Brøndby I.F. efter AaB-scoringer af Allan Gaarde og to gange Simon Bræmer. Nuværende assistenttræner Rasmus Würtz spillede alle 90 minutter i dette opgør.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).