U/19 Ligasejr over AGF

20. maj 2021 kl. 09:57 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-AGF 2-0

Det var ikke kun AaB’s 3F Superligamandskab, der snuppede en sejr onsdag aften. Også U/19 Ligaholdet vandt, da AGF besøgte Hornevej.

AaB leverede overordnet en god præstation, og efter 11 minutter scorede hjemmeholdet et flot mål, da Mathias Vægter fandt Oliver Ross, som scorede til 1-0.

Selvom AaB var i kontrol, havde nordjyderne svært ved at skabe nok chancer til at lukke kampen, og i stedet fik AGF i løbet af anden halvleg nogle muligheder. Men med 12 minutter igen lukkede Oliver Børstings langskud kampen med målet til 2-0.

- Det var en helstøbt og rigtig fin præstation. Vi var dominerende både med og uden bold. Vores opbygningsspil var fint, og vi havde også styr på vores pres, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.

- Desværre fik vi ikke kreeret tilstrækkeligt med chancer til at lukke opgøret tidligt, og i anden halvleg sneg der sig nogle fejl ind hos os, men AGF straffede dem ikke, og i stedet havde vi kynismen til at tage tre point, siger Kim Leth Andersen.

AaB ligger på syvendepladsen i U/19 Ligaen med 29 point efter 22 runder og spiller igen på lørdag kl. 13.00 mod Silkeborg I.F. Den kamp livestreames på nordjyske.dk.

U/17 Ligaen: AaB-AGF 1-2

I U/17 Ligaen blev det desværre til et nederlag i onsdagskampen mod AGF.

Selvom AaB over det meste af banen kontrollerede spillet, kom gæsterne foran allerede efter syv minutter, da et hjørnespark ikke blev clearet og kunne sendes ind fra kort afstand.

En håndfuld minutter senere udlignede AaB’s Marius Jacobsen dog på et fornemt frispark, der blev sendt over muren og op i højre målhjørne.

Kort inden pausen blev det dog også 2-1 til AGF, der sparkede bolden i nettet uden for feltet. Og da AaB ikke kunne skabe tilstrækkeligt med chancer, endte opgøret med et nederlag på 2-1.

- Kampen i går mindede om seneste kamp, fordi vi igen lykkedes med vores spil på de første to tredjedele af banen, men afslutningsspillet er ikke vores ven i øjeblikket, siger U/17 Ligatræner Nikolaj Hørby.

- Vi har svært ved at genere de chancer, der skal til for både at score, men også presse modstandernes defensiv tilstrækkeligt, så de ikke får mulighederne for at slå til på omstillinger, siger Nikolaj Hørby.

I U/17 Ligaen indtager AaB 11. pladsen før lørdagens hjemmekamp mod Silkeborg I.F.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-Vejle Boldklub 2-1

20. maj 2021 kl. 07:14 af Rasmus Estrup

AaB vandt i går 2-1 over Vejle Boldklub i sæsonens sidste hjemmekamp. Se et sammendrag af kampen i videoen øverst. 

AaB lagde godt fra land med en stor mulighed til Jacob Ahlmann, og venstrebacken nåede efter ti minutter også at sende bolden i nettet, men scoringen blev efterfølgende annulleret for offside. 

Selvom AaB dominerede i første halvleg, kunne gæsterne gå til foran ved pausen, da en fejl af Kristoffer Pallesen gav en friløber til Vejle Boldklubs German Onugkha, der udplacerede Jacob Rinne med målet til 1-0. 

Et kvarter inde i anden halvleg blev Vejle-målscoreren presset i en hovedstødsduel med Mathias Ross på et langt indkast fra Kristoffer Pallesen, og det endte med et udlignende selvmål. 

Efter 71 minutter modtog Saeid Ezatolahi sit andet gule kort, og dermed var AaB i overtal resten af kampen. Nordjyderne skulle dog kun bruge få sekunder på at udnytte overtallet, da Tom van Weert headede et præcist indlæg fra Kristoffer Pallesen i nettet til en nordjysk 2-1-føring. 

Efter 82 minutter troede Vejle Boldklub, at de havde udlignet til 2-2 efter et hjørnespark, men AaB fik tilkendt et frispark i situationen, og dermed endte det med en nordjysk 2-1-sejr. 

AaB ligger inden dagens kampe på førstepladsen i 3F Superligaens Kvalifikationsspil, der afgøres på mandag, når AaB gæster SønderjyskE kl. 14.00. 

Tags på denne nyhed

Comebacksejr over Vejle Boldklub

19. maj 2021 kl. 19:58 af Rasmus Estrup

AaB indtager topplaceringen i 3F Superligaens Kvalifikationsspil efter en 2-1-sejr over Vejle Boldklub i sæsonens sidste hjemmekamp. German Oungkha bragte ellers Vejle Boldklub foran i slutningen af første halvleg. Efter en time scorede selvsamme German Onugkha selvmål, og ti minutter senere blev Saeid Ezatolahi udvist, hvorefter Tom van Weert headede AaB på 2-1. 

AaB blev endnu en gang budt flot velkommen på et udsolgt Aalborg Portland Park, og efter fire minutter spillede hjemmeholdet sig frem til en stor chance. Et godt opspil i højresiden førte til et præcist indlæg fra Kasper Kusk, der fandt en helt fri Jakob Ahlmann ved bagstolpen, men afslutningen fra Jakob Ahlmann endte på Vesttribunen. 

Efter 10 minutter fik Jakob Ahlmann i første omgang tilskuerne til at bryde ud i jubel, da han med højrefoden efter et samspil med Tom van Weerts hæl sparkede bolden i nettet. Efterfølgende blev målet korrekt annulleret for offside efter et VAR-tjek. 

Et par minutter senere sendte Ylber Ramadani gæsternes første afslutning afsted mod Jacob Rinne, der uden problemer satte handskerne om læderet. Det samme kunne AaB-målmanden på et hovedstød fra German Onugkha i 20. minut. 

Herefter kom Frederik Børsting på banen i stedet for Rasmus Thelander, der måtte udgå, og efter 28 minutter fik Frederik Børsting en hovedstødsmulighed efter indlæg fra Jakob Ahlmann, men hovedstødet manglede præcision. 

En halv time inde i kampen drev Lucas Andersen bolden frem centralt i banen, og fra kanten af feltet sparkede AaB-anføreren på mål. Afslutningen gav problemer for målmand Alexander Brunst, der dog i to omgange fik fat om bolden. 

I modsatte ende diskede Jacob Rinne kort efter op med en stor redning, da et indlæg fra gæsterne fik en farlig afretning af Daniel Granli, som tvang den svenske målvogter til en god refleksredning. 

Lige inden pausen fik gæsternes German Onugkha serveret en helt åben friløber, da et hovedstød fra Kristoffer Pallesen kiksede, og Vejle-angriberen udplacerede en sagesløs Jacob Rinne og bragte Vejle Boldklub på 1-0. 

I anden halvleg forsøgte Lukas Engel sig med et langskud, som Jacob Rinne sikkert tog sig af, inden AaB's Iver Fossum fik en god chance efter et kantfrispark, der endte i bagrummet hos nordmanden. Iver Fossum sparkede fladt mod nærmeste opstander, men på stregen reddede Alexander Brunst. 

Efter 61 minutter udlignede AaB. Et langt indkast førte til en hovedstødsduel ved forstolpen, hvor Mathias Ross gik op sammen med Vejle Boldklubs German Onugkha, og sidstnævnte endte med at heade bolden i eget net til 1-1. 

Herefter fulgte en periode med langskud fra begge parter. For AaB forsøgte Lucas Andersen, Tom van Weert og Frederik Børsting sig udefra, men uden gevinst, og i modsatte ende tog Jacob Rinne sig uden problemer af gæsternes langskud. 

Efter 71 minutter blev Vejle Boldklub reduceret til 10 spillere, da Saeid Ezatolahi først fik både et gult og rødt kort. 

Straks efter slog AaB til, da et indlæg fra Kristoffer Pallesen sad lige i pandebrasken på Tom van Weert, der headede AaB foran med 2-1. Dernæst blev Oscar Hiljemark og Marcus Hannesbo sat på banen i stedet for Iver Fossum og Jakob Ahlmann. 

Efter 82 minutter fik Vejle Boldklub passeret Jacob Rinne, men der blev dømt frispark til AaB i situationen. Dermed var stillingen fortsat 2-1 til AaB, og fem minutter senere blev Rufo og Martin Samuelsen sendt i spil i Tom van Weerts og Lucas Andersens sted. 

2-1-stillingen holdt opgøret ud, og dermed ligger AaB på førstepladsen i 3F Superligaens Kvalifikationsspil med 43 point.

3F Superligaens Kvalifikationsspil afsluttes på mandag kl. 14.00, når AaB møder SønderjyskE på udebane. 

Matchfacts - 3F Superligaen, Kvalifikationsspil, 31. spillerunde

AaB-Vejle Boldklub 2-1 (0-1)
45. min 0-1 German Onugkha, 61. minut 1-1 German Onugkha (selvmål), 73. min 2-1 Tom van Weert
Advarsler AaB: Jakob Ahlmann (45), Tom van Weert (81), Mathias Ross (90)
Advarsler Vejle Boldklub: Saeid Ezatolahi (45), Saeid Ezatolahi (72), Ylber Ramadani (84)
Udvisning Vejle Boldklub: Saeid Ezatolahi (72)
3.273 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (3-5-2): Jacob Rinne, Mathias Ross, Rasmus Thelander (21: Frederik Børsting), Daniel Granli, Kristoffer Pallesen, Iver Fossum (75: Oscar Hiljemark), Lucas Andersen (87: Martin Samuelsen), Magnus Christensen, Jakob Ahlmann (75: Marcus Hannesbo), Kasper Kusk, Tom van Weert (87: Rufo). 

Vejle Boldklub (4-3-3): Alexander Brunst, Kevin Yamga (46: Viljormur Davidsen), Denis Kolinger, Dominik Kovacic (46: Juhani Ojala), Pierre Bengtsson, Ylber Ramadani, Saeid Ezatolahi, Lundrim Hetemi (46: Lukas Engel), Allan Sousa (76: Lucas Jensen), German Onugkha (67: Wahid Faghir), Arbnor Mucolli. 

Dommer: Peter Kjærsgaard

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sæsonens fire mål mod Vejle Boldklub

19. maj 2021 kl. 08:15 af Rasmus Estrup

Fire gange tidligere i denne sæson har AaB scoret mod Vejle Boldklub, der i aften gæster Aalborg Portland Park i sæsonens sidste hjemmekamp. 

Frederik Børsting, Tom van Weert, Jakob Ahlmann og Rufo har således nettet mod Vejle Boldklub, og du kan se alle fire scoringer i videoen øverst. 

Aftenens kamp mod Vejle Boldklub spilles kl. 18.00. Der er udsolgt på Vesttribunen, Complea Tribunen og 3F Tribunen. På A. Enggaard Tribunen resterer der meget få billetter, så vil du se sæsonens sidste hjemmekamp på Aalborg Portland Park, skal du skynde dig ind på www.billet.aabsport.dk og sikre dig en billet. 

Husk at der kun er adgang for hjemmeholdets tilskuere til 3F Superligakampe i øjeblikket. 

Tags på denne nyhed
'