AaB TV: AaB-AC Horsens 1-1

17. maj 2021 kl. 07:16 af Rasmus Estrup

AaB spillede søndag eftermiddag 1-1 på Aalborg Portland Park mod AC Horsens. Se sammendraget af kampen i videoen øverst. 

Gæsterne kom foran på et hovedstødsmål af Casper Tengstedt i det 12. minut, og først mod slutningen af første halvleg begyndte AaB at komme til chancer. 

To gange inden pausen og i et tilfælde i anden halvleg kom Marcus Hannesbo frem til store muligheder, men skarpheden manglede. 

I stedet kunne Tim Prica udligne for AaB efter 63 minutter, da et velspillet AaB-angreb anført af Oscar Hiljemark og Lucas Andersen endte i fødderne på den svenske angriber, der scorede for tredje hjemmekamp i streg. 

Tim Prica fik kort før tid muligheden for at blive matchvinder, da AaB fik tilkendt et straffespark, men AC Horsens' målmand Matej Delac reddede forsøget fra pletten, og dermed endte opgøret 1-1. 

AaB spiller sæsonens sidste hjemmekamp onsdag aften kl. 18.00, hvor Vejle Boldklub gæster Aalborg Portland Park. Du kan købe billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed

Prica-træffer i ærgerlig pointdeling

16. maj 2021 kl. 15:53 af Rasmus Estrup

AaB måtte nøjes med et enkelt point, da AC Horsens i dag gæstede Aalborg Portland Park. Udeholdet bragte sig foran tidligt i opgøret, og Tim Prica udlignede til 1-1 efter 63 minutter. Pointdelingen betyder, at AaB topper 3F Superligaens Kvalifikationsspil med 40 point. 

Efter endnu en flot velkomst på et udsolgt Aalborg Portland Park var det desværre gæsterne, der bragte sig på 1-0. AC Horsens fik spillet sig igennem til et indlæg i højresiden, og inde foran mål headede Casper Tengstedt bolden over stregen via indersiden af fjerneste stang. 

Første halvleg var i det hele taget en chancefattig affære, og AaB-mandskabet havde vanskeligt ved at få både presspillet og spillet på bolden til at flyde. I stedet kom AC Horsens frem til et par muligheder. Først headede Malte Kiilerich langt forbi efter 33 minutter, og fem minutter senere sparkede Louka Prip over målet fra en god position i AaB-feltet. 

Frem mod pausen fik AaB endelig flow i spillet, og fem minutter før pausen slap Kasper Kusk igennem i højresiden, og inde foran mål fik en fri Marcus Hannesbo bolden serveret, men den unge kantspiller sendte kuglen over. 

Lige inden pausefløjtet fik Marcus Hannesbo endnu en stor mulighed. Denne gang slog Jakob Ahlmann fra baglinjen bolden ind i panden på Marcus Hannesbo, som headede læderet lige forbi. 

10 minutter efter pausen kom AaB frem til endnu et hovedstød efter oplæg fra Jakob Ahlmann, men Tim Pricas hovedstød havde ikke retning mod mål. 

Kort efter pillede Marcus Hannesbo elegant en sukkerbold fra Lucas Andersen ned med brystet, men herefter manglede præcisionen igen. 

Efter 63 minutter kom AaB-udligningen endelig. Netop indskiftede Oscar Hiljemark vendte flot rundt på midten og drev bolden frem til kanten af feltet. Herfra spillede han kuglen til venstre til Lucas Andersen, som sendte bolden på tværs og inde ved forstolpen sparkede Tim Prica 1-1-målet i nettet. 

AaB fortsatte de fine takter og med 20 minutter igen fik Marcus Hannesbo fra kanten af feltet sendt en afslutning i favnen på Matej Delac. 

Efter 85 minutter fik AaB tilkendt et straffespark efter en VAR-kendelse, men Tim Pricas forsøg fra straffesparkspletten blev reddet af AC Horsens-keeperen.

Matej Delac måtte efter 88 minutter hive en ny redning frem på en afslutning fra kanten af feltet, og dermed sluttede opgøret 1-1. 

Det ene point på kontoen betyder, at AaB har 40 point før de to sidste runder i 3F Superligaens Kvalifikationsspil. Næste kamp spilles allerede onsdag, når Vejle Boldklub gæster Aalborg Portland Park til sæsonens sidste hjemmekamp. Du kan sikre dig billetter til kampen her. 

Matchfacts - 3F Superliga, Kvalifikationsspil, 30. spillerunde

AaB-AC Horsens 1-1 (0-1)
12. min 0-1 Casper Tengstedt, 64. min 1-1 Tim Prica
Advarsler AaB: Magnus Christensen (42)
Advarsler AC Horsens: Casper Tengstedt (66), Alexander Ludwig (87)
3.277 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-3-3): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Rasmus Thelander, Mathias Ross, Jakob Ahlmann, Iver Fossum (85: Tom van Weert), Magnus Christensen (61: Oscar Hiljemark), Lucas Andersen (75: Rufo), Kasper Kusk (75: Frederik Børsting), Tim Prica, Marcus Hannesbo (85: Pedro Ferreira).  

AC Horsens (3-5-2): Matej Delac,  James Gomez, Malte Kiilerich, Alexander Ludwig, Jacob Buus (84: Peter Nymann), Hallur Hansson, Jonas Gemmer, Louka Prip (75: Lirim Qamili), Nikolas Dyhr, Casper Tengstedt (81: Rune Frantsen), Muamer Brajanac (75: Bjarke Jacobsen). 

Dommer: Morten Krogh

Tags på denne nyhed

AaB indgår seks-årigt partnerskab med Macron

16. maj 2021 kl. 14:55 af Brian Andersen

Når AaB fra 1. juli indleder sæsonen 2021/2022 vil spillerne i AaB’s Superliga-trup og på AaB Akademiet være iklædt tøj fra italienske Macron, der for første gang nogensinde bliver leverandør til en dansk topklub.

Macron har hjemmebane i den italienske by Bologna, og udover byens Serie A-hold fra Bologna FC er man blandt andet leverandør til klubber som hjemlandets Lazio, portugisiske Sporting Lissabon, franske OGC Nice og den engelske traditionsklub Nottingham Forest.

Målt på antallet af sponserede klubber og landshold er Macron den tredjestørste sportstøjsleverandør i Europa.

- Vi har mærket stor interesse for at blive beklædningspartner i AaB, og efter en grundig og månedlang proces var det klart for os, at Macron er den partner der fremover bedst kan opfylde vores krav i forhold til vores mange fans. Macron leverer høj kvalitet, flot design og tilbyder en palette af muligheder for at skabe unikt merchandise, siger AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum.

- Kommercielt set er det samtidig den største aftale af sin slags i vores historie, hvilket vi er meget stolte af. Udover at være til glæde for os i AaB kan vores mange nordjyske partnerklubber også se frem til at få muligheden for at iklæde sig det flotte tøj fra Macron, idet man inden længe åbner en ny butik i Nordjylland specifikt med henblik på at servicere partnerklubber.

- Endelig glæder det os, at Macron er en virksomhed med et stort socialt engagement og fokus på bæredygtighed. For vores vedkommende betyder det blandt andet, at vores populære håndsrækningstrøjer vil fortsætte med at blive solgt til fordel for velgørende nordjyske formål, ligesom alle vores kamptrøjer fremadrettet vil være produceret af genanvendt plast, lyder det fra Thomas Bælum.

Vigtigt partnerskab for Macron

Fra italiensk side er der også stor tilfredshed med det nye partnerskab med AaB.

- Vores aftale med AaB er meget vigtig for os. Dette er ikke bare et partnerskab med en dansk topklub, men også med en klub der er beriget af traditioner og en lang historie, erklærer Macrons CEO Gianluca Pavanello.

- Vi er sikre på, at partnerskabet med AaB bliver et vigtigt skridt for os i vores strategi om at udvikle vores teamwear i Danmark generelt og specifikt i Nordjylland.

- Vi går ind på det danske marked med produkter af høj kvalitet og italiensk design, og til AaB er tøjet skabt efter grundigt forarbejde sammen med klubbens repræsentanter, så vi kan tilbyde spillerne og de mange fans unikt og specialdesignet beklædning.

- Aalborgs historie har vist sig at være et ideelt udgangspunkt til at udvikle en kollektion, der understreger holdets identitet og værdier, samt den passion som klubbens rød-hvid klædte fans har for klubben, slutter Gianluca Pavanello.

AaB’s spillerdragter og træningskollektion for den kommende sæson forventes præsenteret i begyndelsen af juli måned.

Besøg Macrons hjemmeside her. 

Besøg Macrons Facebookside her. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Fem seneste hjemmebanemål mod AC Horsens

16. maj 2021 kl. 08:30 af Rasmus Estrup

I dag kl. 14.00 kommer AC Horsens på besøg på Aalborg Portland Park. Inden da kan du i dette tilbageblik se de seneste fem AaB-scoringer mod AC Horsens på Aalborg Portland Park. 

Se de fire fuldtræffere fra sidste sæsons 4-0-sejr og Tom van Weerts sejrsmål fra denne sæsons 1-0-sejr på hjemmebane. 

Der er stadig ganske få billetter tilbage til dagens kamp. Køb billetterne på www.billet.aabsport.dk. 

Husk at det kun er hjemmeholdets fans, der har adgang til kampe i 3F Superligaen i øjeblikket. 

Tags på denne nyhed
'