AaB TV: AaB Akademiet på træningslejr

30. juli 2021 kl. 14:14 af Rasmus Estrup

Flere end 100 spillere på AaB Akademiet fra U/13 til U/19 er i øjeblikket i Vildbjerg. 

Her holder AaB Akademiet en samlet træningslejr for alle fem hold, og for hvert mandskab byder programmet på to kampe og to træningspas, samt diverse aktiviteter på kryds og tværs for at styrke fællesskabet på AaB Akademiet. 

I dette indslag fra AaB TV kan du høre mere om turen via interview med AaB's akademichef Anders Damgaard samt akademispillerne Christoffer Donslund og Johan Hvistendahl. 

Tags på denne nyhed

Vidste du om Silkeborg I.F. og AaB…

30. juli 2021 kl. 13:48 af Brian Andersen

- at kampen på søndag er 3F Superligaopgør nummer 75 mellem AaB og Silkeborg I.F.

- at de foregående 74 indbyrdes 3F Superligakampe er endt med 27 sejre til AaB, 24 uafgjorte og 23 nederlag samt en målscore på 106-96 i AaB’s favør.

- at 35 af de 74 kampe har været på udebane, og at ni gange har AaB vundet, 12 er sluttet uafgjort og 14 gange har Silkeborg I.F. taget alle pointene på eget græs. Målscoren lyder på 49-55 med AaB nævnt først.

- at ud af de 74 tidligere indbyrdes 3F Superligakampe har AaB scoret først i 35 tilfælde, hvilket har resulteret i 21 sejre, 11 uafgjorte og tre nederlag. Omvendt har Silkeborg I.F. scoret kampens første mål i 30 tilfælde, hvilket har givet AaB seks sejre, fire uafgjorte og 20 nederlag.

- at AaB og Silkeborg IF også tørnede sammen i 3. spillerunde i 2019/20-sæsonen. Her scorede Tom van Weert to gange og Mikkel Kaufmann en enkelt gang i AaB’s 3-1-sejr.

- at klubberne senest mødte hinanden 16. februar 2020, hvor to scoringer af Kasper Kusk sørgede for en 2-0 gevinst til AaB i Silkeborg.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Kasper Kusk (2 mål) også Frederik Børsting (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod Silkeborg I.F.

- at klubberne også for 28 år siden – i 1993 – mødtes på datoen 1. august; dengang sluttede dysten i Silkeborg 2-2 efter to AaB-træffere af Henrik Rasmussen.

- at der hidtil er dømt 14 straffespark i 3F Superligakampene mellem AaB og Silkeborg I.F. Ni af dem har været til Silkeborg I.F., de har scoret på otte af dem, mens AaB har scoret på fire af deres fem forsøg fra 11-meter-pletten.

- at kampens dommer er Sandi Putros, der 12 gange tidligere har dømt AaB med otte sejre, to uafgjorte og to nederlag som resultat.

- at Sandi Putros en gang tidligere dømt AaB mod Silkeborg I.F. i 3F Superligaen, hvilket skete 26. februar 2017, hvor et hattrick af Jakub Sylvestr sikrede en 3-0 sejr til AaB i Aalborg.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

Forlængelse og udlejning for Jeppe Pedersen

29. juli 2021 kl. 14:00 af Brian Andersen

Den dynamiske midtbanespiller var i foråret 2021 udlejet til Skive I.K.

Jeppe Pedersen kom oprindeligt til AaB fra partnerklubben Hirtshals Boldklub.

AaB’s sportschef Inge André Olsen udtaler:

- Jeppe har potentiale og havde i foråret et for ham personligt vellykket ophold hos Skive I.K., og i bestræbelserne på at han fortsat kan udvikle sig med spilletid på højt niveau, er vi blevet enige om, at en lejeaftale med Vendsyssel F.F. er optimal for alle parter.

- Her i opstarten har vi kunnet se, at Jeppe har flyttet sig i positiv retning i de seneste måneder, og det glæder os, at vi i den forbindelse også er blevet enige om en forlængelse af kontrakten, konstaterer Inge André Olsen.

20-årige Jeppe Pedersen tilføjer:

- Jeg er meget glad for at have forlænget min aftale med AaB, hvor det stadig er planen, at jeg skal have mit gennembrud.

- I den forbindelse er det en god løsning med et lejeophold hos Vendsyssel F.F., hvilket jeg ser frem til. Her skal jeg bidrage bedst muligt til holdet, så vi får en god sæson, og forhåbentlig vender jeg efterfølgende tilbage til AaB i en endnu stærkere udgave, lyder det fra Jeppe Pedersen.

Jeppe Pedersen er noteret for fem officielle kampe for AaB, ligesom det er blevet til 32 U-landskampe for Danmark.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Vinder af månedens mål i juli

29. juli 2021 kl. 08:01 af Rasmus Estrup

Et mål af Louka Prip og en scoring af Kasper Kusk duellerede om at blive kåret til månedens mål, og AaB's fans pegede på Louka Prips 1-0-scoring mod FC København, som AaB's bedste mål i juli 2021. 

Louka Prips debutmål fra en spids vinkel fik 89 procent af stemmerne. 

AaB takker alle, der deltog i afstemningen og dermed også lodtrækningen om Mathias Ross' kampbrugte og signerede hjemmebanetrøje fra forrige sæson og en kampbrugt og signeret 3F Superligabold fra Select. 

Vinderen af præmien blev Malthe, som kontaktes direkte på mail af AaB. 

Tags på denne nyhed

AaB Akademiet og Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt søger fodboldunderviser

28. juli 2021 kl. 16:00 af Rasmus Estrup

Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt (NIS) blev grundlagt i 1932, og NIS har en traditionsrig historie som efterskole. For ca. ti år siden omgik skolen til at være en Idrætsefterskole, og der er i øjeblikket mange ansøgninger inden for syv linjer: fodbold, håndbold, badminton, svømning, golf, fitness og E-sport. 

NIS har fokus på udvikling af unge menneskers personlige, faglige og sociale kompetencer. De bærende værdier på skolen er udvikling, fællesskab, sundhed samt tillid og ansvar. Eleverne er i centrum for enhver ansat. 

Du vil som underviser på NIS hovedsageligt arbejde på fodboldlinjen. Desuden vil understøttende undervisning samt indgåelse i vagtordning muligvis også være en del af ansættelsen. NIS er beliggende 30 minutters kørsel fra AaB’s træningsanlæg, og en del af din ansættelse vil også indebære kørsel med spillere fra NIS til AaB til både træning og kamp.

På AaB Akademiet vil du få rollen som assistenttræner for U/17 Ligaholdet, hvor du vil blive en del af AaB’s fællesskab. Her bliver dine fornemmeste opgaver at være sparringspartner for cheftræneren på U/17 Ligaholdet samt at bidrage til et optimalt udviklingsmiljø for spillerne i samarbejde med trænere og ledere på AaB Akademiet.

Udover at være en underviser og træner, der brænder for og er nysgerrig på fodbold, skal du være i stand til at rumme helheden for fodboldspillere, både som træner på AaB Akademiet og som underviser på NIS.

For at komme i betragtning til stillingen vil relevant fodboldtræneruddannelse (A- eller B-licens) eller anden erfaring med fodboldspillet være en stor fordel. Men allermest søger vi en person, der via gode personlige egenskaber kan indgå i en stilling, hvor du både brænder for arbejdet på efterskolen og på AaB Akademiet. 

Stillingen vil være en kombinationsstilling med ca. 50-60 procent på NIS og resten på AaB Akademiet. Stillingen er i første omgang en orlovsstilling med ansættelse frem til 24. juni 2022, og den ønskes besat hurtigst muligt.

Løn forhandles individuelt. 

Hvis du ønsker at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte:
Akademichef i AaB: Anders Damgaard 2183 1939
Forstander på Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt: Andreas Larsen 5180 7022 

Ansøgningen skal sendes til: forstander@stidsholt.dk.

Der vil løbende blive afholdt samtaler til stillingen.

Tags på denne nyhed