AaB indgår ny samarbejdsaftale med NORDJYSKE Medier

26. januar 2021 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

AaB og NORDJYSKE Medier har en lang og stolt tradition for at samarbejde kommercielt, og begge virksomheder deler ambitionen for en stærk nordjysk region. Derfor bliver samarbejdet nu udvidet og styrket i en ny og spændende aftale.

- Vi er stolte over at indgå et endnu større samarbejde med NORDJYSKE Medier, der er en af vores mangeårige og mest trofaste samarbejdspartnere, og jeg er sikker på, at det fremtidige samarbejde også er noget, AaB’s fans vil kunne mærke, samtidig med at mediet som sædvanligt vil dække os gennem uvildig og kritisk journalistik, siger AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum.

- NORDJYSKE Medier er en stor, anerkendt medievirksomhed – ikke kun i regionen – men i hele Danmark. Et mediehus med historiske og naturlige rødder i Aalborg, som har hjerte og ambition for regionen, er en fantastisk samarbejdspartner for AaB, og det bekræfter endnu en gang, at vores brand er værdsat blandt mange forskellige virksomheder i hele regionen, udtaler Thomas Bælum.

Det nye, kommercielle samarbejde mellem AaB og NORDJYSKE Medier skal blandt andet hjælpe til, at nordjyderne i højere grad får indblik i de facetter, personer og rammer, som kendetegner hverdagen i AaB.

- NORDJYSKE Medier dækker hele regionen gennem nordjyske.dk, Nordjyske Stiftstidende, lokalaviserne, ANR og Radio NORDJYSKE. Derfor har vi interesse og motivation i at samarbejde med de største brands i kultur- og idrætslivet i hele regionen, og her kan man selvfølgelig ikke se forbi AaB, siger kommerciel direktør i NORDJYSKE Medier, Martin Sander, og slår fast, at den journalistiske dækning af klubben ikke ændrer karakter. 

- Sportsredaktionen på NORDJYSKE Medier kommer til at dække AaB på samme måde som altid. Uafhængigt, kvalificeret, men også kritisk. Men vi vil som mediehus også gerne åbne for de personlige historier, hverdagsbilleder og fortællinger bag kulisserne, som vil interessere nordjyderne. De historier kan AaB selv medvirke til at skabe og formidle, siger Martin Sander.

Aftalen er trådt i kraft ved årsskiftet og løber i første omgang året ud.

Tags på denne nyhed

Thomas Christiansen vender hjem til Hjørring

25. januar 2021 kl. 11:00 af Brian Andersen

Thomas ”Tomo” Christiansen blev i sommeren 2020 rykket op i AaB’s Superligatrup, men qua den hårde konkurrence på positionen som midterforsvarer har vejen til spilletid været lang, hvorfor det har været i begge parters interesse at finde en anden løsning.

Dette er en realitet nu, hvor Thomas Christiansen har underskrevet en aftale med Vendsyssel F.F. indtil 30. juni 2024.

AaB’s sportschef Inge André Olsen udtaler:

- Det har egentlig været en meget enkel proces, fordi både vi og ”Tomo” ønskede at finde et alternativ.

- Der har været flere interesserede klubber, men nu er en aftale faldet på plads med Vendsyssel F.F., og vi ønsker ”Tomo” al mulig held og lykke fremover, siger Inge André Olsen.

Thomas Christiansen skiftede til AaB fra partnerklubben Hjørring I.F. som U/14-spiller, og det er blevet til et enkelt indhop for AaB’s førstehold.

- Jeg har haft nogle megagode år i AaB, hvor jeg har fået al den støtte, jeg kunne ønske mig i forbindelse med min udvikling, og jeg er stolt over at have opnået debut i Superligaen, lyder det fra Thomas Christiansen.

- Derfor vil jeg gerne takke alle i klubben for deres hjælp undervejs, og jeg ønsker kun AaB det bedste fremover. Samtidig ser jeg frem til min nye udfordring i Vendsyssel F.F., hvor jeg forhåbentlig kan blive en vigtigere del af truppen, end jeg var det i AaB, siger Thomas Christiansen.

Thomas Christiansen har spillet 27 ungdomslandskampe for Danmark.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af FC Midtjylland-AaB

25. januar 2021 kl. 07:07 af Rasmus Estrup

Søndag tabte AaB årets anden testkamp, da det på udebane mod FC Midtjylland blev til et nederlag på 3-1 efter 120 minutters spil.

I kampen, der bød på 60 minutters spilletid til 20 forskellige markspillere, kom hjemmeholdet tidligt foran, da Luca Pfeiffer headede 1-0-scoringen i nettet.

Senere i første halvleg udbyggede FC Midtjylland føringen til 2-0 på en scoring af Anders Dreyer.

Efter ca. 60 minutter blev der skiftet massivt ud på begge hold, og 12 minutter senere reducerede Marcus Hannesbo til 2-1, da han efter selv at have erobret bolden tacklede sig frem til en friløber og sikkert udplacerede FC Midtjylland-målmanden.

I 82. minut satte Frederik Heiselberg opgørets sidste scoring i nettet.

I videoen øverst kan du se et sammendrag af kampen og få reaktioner fra Rasmus Thelander, Marcus Hannesbo og cheftræner Martí Cifuentes.

AaB led nederlag i Herning

24. januar 2021 kl. 17:23 af Brian Andersen

Klubberne havde på forhånd aftalt af afvikle kampen over to gange 45 minutter plus en halvleg af 30 minutter, ligesom AaB og FC Midtjylland også var enige om at bytte de respektive mandskaber ud efter cirka en times spil.

Dette betød for AaB’s vedkommende, at kun målmand Andreas Hansen spillede i alle 120 minutter.

AaB indledte glimrende, men det var hjemmeholdet, der i det sjette minut tog føringen, da Luca Pfeiffer headede et indlæg fra højre side i netmaskerne.

I perioden efter scoringen var det FC Midtjylland, der styrede begivenhederne, og Andreas Hansen måtte redde fra Alexander Scholtz efter 19 minutter.

I den modsatte ende forsøgte Frederik Børsting sig, inden første store AaB-chance kom i det 34. minut, hvor Kasper Kusk spillede Iver Fossum fri i feltet, men i stedet for at afslutte selv forsøgte nordmanden uden held at aflevere på tværs til Tim Prica.

Øjeblikket senere udnyttede værterne i stedet en nærmest identisk situation i AaB’s straffesparksfelt, da Anders Dreyer med en sikker afslutning passerede Andreas Hansen til 2-0.

Med fem minutter igen af første halvleg lignede det et straffespark til AaB, da Kasper Kusk blev hægtet i feltet, men dommerens fløjte var tavs, og et minut før halvlegens udløb var FCM til gengæld tæt på at øge yderligere efter en skarp omstilling, men Luca Pfeiffers afslutning ramte overliggeren.

En stor mulighed til AaB opstod efter 56 minutter, da Kasper Kusks frisparksindlæg fandt vej til Jores Okore, der desværre helkiksede sin afslutning.

Senere afværgede Andreas Hansen fra Awer Mabil, og dermed var der tale om en reducering til 2-1, da indskiftede Marcus Hannesbo med en fremragende aktion først erobrede kuglen, inden han resolut sendte læderet i mål.

AaB’s håb om et resultat blev imidlertid slukket ti minutter senere, da Frederik Heiselberg med hovedet dirigerede bolden ind bag Andreas Hansen.

I den sidste halve time var der sporadiske forsøg fra begge hold, men slutfacit forblev 3-1.

AaB’s sidste testkamp spilles på onsdag mod Lyngby Boldklub.

Matchfacts – testkamp (2x45 + 1x30 minutter)
FC Midtjylland-AaB  3-1 (2-0, 1-1, 0-0)
6. min 1-0 Luca Pfeiffer, 35. min 2-0 Anders Dreyer, 72. min 2-1 Marcus Hannesbo, 82. min 3-1 Frederik Heiselberg.

AaB (4-3-3): Andreas Hansen, Kristoffer Pallesen (62: Casper Gedsted), Jores Okore (62: Mathias Ross), Rasmus Thelander (62: Vladimir Prijovic), Daniel Granli (62: Lukas Klitten), Magnus Christensen (62: Malthe Højholt), Pedro Ferriera (62: Robert Kakeeto), Iver Fossum (62: Oliver Klitten), Tim Prica (62: Timothé Nkada), Kasper Kusk (62: Tom van Weert), Frederik Børsting (62: Marcus Hannesbo.

Tags på denne nyhed

Truppen til anden testkamp

23. januar 2021 kl. 16:54 af Rasmus Estrup

Søndagens kamp i Herning bliver en udvidet testkamp, så der spilles 120 minutters fodbold for at give mange spillere godt med spilletid. 

Cheftræner Martí Cifuentes har udtaget følgende 24 spillere til kampen:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 4 Mathias Ross, 5 Jores Okore, 6 Pedro Ferreira, 8 Iver Fossum, 9 Tom van Weert, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 15 Lukas Klitten, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 19 Timothé Nkada, 20 Oliver Klitten, 22 Andreas Hansen, 23 Robert Kakeeto, 24 Vladimir Prijovic, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 31 Daniel Granli og U/19 Ligaspillerne Marcus Hannesbo, Casper Gedsted Hansen, Oliver Børsting og Oliver Overgaard. 

Ukampdygtige hos AaB er Jakob Ahlmann, Oscar Hiljemark og Lucas Andersen.

Testkampen spilles på Herning Fremads kunstgræsbane og på grund af Covid-19-restriktioner er der ingen adgang for tilskuere til opgøret. I stedet kan testkampen følges via livestream på nordjyske.dk og FC Midtjyllands YouTubekanal.

På AaB’s officielle Twitterkonto vil der løbende være opdateringer fra kampen. Efterfølgende kan der læses et referat på aabsport.dk, hvor der senere også følger et sammendrag af opgøret.

I forlængelse af de 120 minutters fodbold spiller AaB's U/19 Ligahold 45 minutters testkamp mod FC Midtjyllands U/19 Ligahold.