AaB søger nye medarbejdere til event team

23. april 2021 kl. 11:20 af Rasmus Estrup

AaB søger studiemedarbejdere til vores AaB Event Team bestående af 5-6 personer.

Teamets primære opgave er at løse praktiske og administrative opgaver i forbindelse med AaB’s hjemmekampe på Aalborg Portland Park. Dine primære arbejdsopgaver vil derfor være fokuseret omkring AaB’s hjemmekampe.

Læs mere om arbejdsopgaverne og kvalifikationer her. 

Studiejobbet er lønnet og med tiltrædelse snarest muligt. 

Er du interesseret, så send din ansøgning samt cv til kommerciel direktør Jesper Elkjær på je@aab-as.dk. 
 
Der vil blive afholdt samtaler løbende, og stillingen vil blive besat, så snart de rigtige kandidater er fundet. 

Se U/19 Ligakamp mod FCK på nordjyske.dk

23. april 2021 kl. 08:45 af Rasmus Estrup

Når U/19 Ligaholdet i morgen kl. 13.00 spiller hjemme på AaB's anlæg på Hornevej mod FC København, kan opgøret følges via livestream på nordjyske.dk. 

Nordjyske har tidligere streamet flere af 3F Superligaholdets testkampe, og i morgen er det første gang, at AaB's U/19 Ligahold streames på mediets hjemmeside. Kampen kan følges af abonnenter på nordjyske.dk. 

Inden lørdagskampen ligger AaB på syvendepladsen i U/19 Ligaen med 24 point, mens FC København indtager tredjepladsen med seks point flere. 

Tags på denne nyhed

AaB på fjerdepladsen i eSuperligaen

22. april 2021 kl. 12:41 af Rasmus Estrup

AaB-FC Helsingør 3-5

Tirsdag var AaB oppe imod FC Helsingør, og det var FC Helsingørs Zaka, der kom bedst fra start mod AaB-kaptajn Daniel "Shoppen" Mogensen. Zaka kom således foran med 2-0 i første halvleg, inden 'Shoppen' med to tidlige mål i anden halvleg bragte balance i stillingen. 

Herefter svarede Zaka straks tilbage med en scoring til 3-2, inden 'Shoppen' også øjeblikkeligt fandt sit modsvar frem med målet til 3-3. 

I anden duel stod Mads Skibsted overfor TeamHajj, og FC Helsingør-spilleren kom også i denne kamp bedst fra start med en 1-0-scoring efter en halv time. På grund af reglen om udebanemål tvang det MAds SKibsted til at score to gange, men det lykkedes ikke, og kort inden slutfløjt afgjorde TeamHajj kampen med endnu en scoring. 

Målene fra kampene kan ses her. 

AaB-AGF 2-1

Onsdag kom Mads Skibsted og Daniel 'Shoppen' Mogensen igen på sejrskurs mod AGF, der er et af sæsonens tophold. 

Efter en halv times tid af det første opgør mellem 'Shoppen' og Rom kombinerede 'Shoppen' sig igennem til en nordjysk 1-0-føring. Og 1-0 blev også resultatet af den første duel. 

Det resultat skulle Mads Skibsted forsvare over for Jenner, og efter en halv time bragte Mads Skibsted sig foran 1-0. Lige inden pausen lykkedes det AGF at udligne til 1-1, men herfra holdt Skibsted stand, og dermed vandt AaB 2-1 samlet set. Se målene fra kampene her. 

Efter denne uges to kampe ligger AaB på fjerdepladsen med 15 point efter otte runder. AaB's næste eSuperligakamp spilles på tirsdag kl. 17.00 mod Hobro I.K. Den kamp kan ses på TV3 Max og Viaplay. 

Tags på denne nyhed

Sejre i U/17 Ligaen og U/15 Ligaen

22. april 2021 kl. 09:22 af Rasmus Estrup

U/17 Ligaen: AaB-Esbjerg fB 2-1

AaB's U/17 Ligamandskab vandt onsdag eftermiddag for første gang i dette forår en ligakamp, da Esbjerg fB blev besejret med 2-1 på Hornevej. 

I det vindblæste vejr med kraftig sidevind kom de vestjyske gæster ellers foran efter 20 minutter på en omstilling, men seks minutter senere udlignede AaB's Oscar Meedom til pausestillingen 1-1. 

Midt i anden halvleg var Oscar Meedom igen i målscorerens rolle, da han selv erobrede bolden højt og afgjorde kampen med målet til 2-1. 

- Det var en ujævn og arytmisk kamp, som var meget duelpræget. Men så fik vi også øvet os på det, og drengene skal have ros for, at vi var mere faste og nærgående i duelspillet end tidligere på foråret, siger U/17 Ligatræner Nikolaj Hørby, der glæder sig over, at holdet kom på pointtavlen i dette forår. 

- Nogle gange skal der bare jagtes en sejr, og det lykkedes i går. Samtidig er der også elementer fra kampen, vi helt sikkert skal holde fast i. Det gælder blandt andet, hvordan vi stod fast i defensiven, og hvordan vi fik spillet vores angribere rigtigt, siger Nikolaj Hørby. 

AaB står efter sejren med 18 point efter 16 spillerunder, hvilket rækker til en foreløbig 11. plads. Næste kamp spilles på lørdag på hjemmebane mod FC København. 

U/15 Ligaen: AaB-Esbjerg fB 4-1

Også i U/15 Ligaen snuppede AaB-holdet forårets første tre point mod Esbjerg fB. 

AaB kom foran allerede efter ni minutter, da Lucas Bislev sparkede et straffespark i nettet, og cirka ti minutter senere blev føringen fordoblet ved Emil Ryttersgaard, som gjorde det til 2-0. 

Kort inden pausen bragte Marcus Emil Sørensen AaB på 3-0, og med ti minutter igen af kampen lykkedes det Malthe Holt Nielsen at score til 4-0. 

I slutminutterne reducerede Esbjerg fB til slutresultatet 4-1. 

Sejren placerer AaB på en 10. plads med 14 point efter 15 kampe. Og ligesom både U/19 Ligaholdet og U/17B Ligaholdet spiller AaB's U/15-drenge også mod FC København på lørdag. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-OB 3-2

22. april 2021 kl. 07:10 af Rasmus Estrup

Foran eget hjemmepublikum på Aalborg Portland Park vandt AaB i går 3-2 over OB. Se sammendrag af opgøret i denne video. 

Hele Nordjyllands Hold kom tildigt foran, da Tom van Weert sparkede fansenes jubel i gang i opgørets ottende minut. 

Senere i første halvleg fik Iver Fossum muligheden fra straffesparkspletten, men målmand Sayouba Mandé reddede straffesparket. 

Efter pausen kom AaB på 2-0, da OB's Alexander Juel sendte læderet i eget net på et indlæg fra Iver Fossum, som Tim Prica jagtede foran mål. 

Midt i anden halvleg reducerede Ayo Simon Okosun på et hovedstød efter et hjørnespark. 

Med knap 20 minutter igen fik AaB endnu et straffespark, men også denne gang vandt OB-keeperen duellen. I dette tilfælde var det et forsøg fra Kasper Kusk, der blev afværget. 

Fire minutter før tid lykkedes det AaB at bringe sig på 3-1, da Lucas Andersen efter godt AaB-opspil fandt Tim Prica i feltet, og den svenske angriber tordnede resolut bolden op i nettaget. 

OB fik dog reduceret igen i tillægstiden til slutresultatet 3-2, da Alexander Juel prikkede bolden over stregen efter endnu et hjørnespark. 

Tags på denne nyhed
'